TEMA: BÆREDYGTIG PRODUKTION

Ændrede råvarepriser og store træk på klodens ressourcer har sat en ny dagsorden for den globale økonomi. Det giver nye udfordringer for dansk erhvervsliv, men også nye muligheder. Industriens Fond berører emnet med denne temaindkaldelse.

Stigende råvarepriser og et stadigt større træk på klodens ressourcer har sat en ny strategisk dagsorden for den globale økonomi. Det giver nye udfordringer, men også nye muligheder, for dansk erhvervsliv.

Virksomheders hensyn til omkostningsminimering har længe fordret et naturligt fokus på energieffektivitet, materialeforbrug og potentiale for genanvendelse af produkter og affald. Disse forhold betyder, at danske virksomheder over en årrække har igangsat initiativer, der på forskellig vis understøtter en bæredygtig produktion. Initiativer, der har bidraget til at øge virksomheders produktivitet og konkurrenceevne.

Der ligger et vækstpotentiale for danske virksomheder i at kunne omsætte virksomheders viden og erfaringer indenfor den bæredygtige produktion i bred forstand til udviklingen af helt nye forretningsområder. 

Industriens Fond laver derfor en temaindkaldelse, hvor Fonden efterspørger projektideer, der kan bidrage til at omsætte indsigt i den bæredygtige produktion til bedre bundlinje.

Industriens Fond efterspørger viden og redskaber, så flere virksomheder trækker værdi ud af deres erfaringer med bæredygtig produktion, så nye måder at producere på, nye samarbejdsrelationer og nye måder at håndtere underleverandører på bliver en kilde til produktudvikling, radikale innovationer og måske helt nye forretningsmodeller.

Det er op til ansøger at beskrive den hypotese og de aktiviteter, som kan bidrage til, at virksomheder bevæger sig over i det, man kan kalde for en version 3.0 af den bæredygtige produktion.
 

Inspiration

Neden for har Industriens Fond til inspiration peget på nogle områder, som vurderes at være af særlig betydning, når virksomheder skal skabe konkurrencedygtige vækstrater ud af hensynet til den bæredygtige produktion.

  • Genanvendelse og affald
    • Hvilken læring og viden er nødvendig for at der etableres samarbejder og netværk, hvor virksomheder indgår i en industriel symbiose med andre virksomheder eller brugere om (gen)anvendelse af en virksomheds affald?
      Som eksempelvis når glasfiberaffald fra én virksomhed bliver til cement i en anden virksomhed.
    • Hvordan kommer flere virksomheder til at realisere muligheder i at genanvende ”affald”?
      Som for eksempel når en virksomhed benytter spildvandet fra kogning af muslinger til at lave bouillonterninger, og dermed introducerer et nyt produkt på markedet målrettet nye kundegrupper.
       
  • Nye forretningsmodeller
    • Hvordan kan virksomheder styrke konkurrenceevnen ved at arbejde med nye forretningsmodeller - for eksempel ved at tage produkter retur (plast, glas, tøj)?
      Og hvad kræver det af virksomhedens organisering og kapacitetsopbygning?
    • Hvilke typer af samarbejder kræver det, at få flere virksomheder til at innovere sammen om at imødekomme OEM’ers efterspørgsel efter certificerede bæredygtige produktioner?
       
  • Design
    • Hvordan tænkes design af produkter og processer ind i den bæredygtige produktion version 3.0?
      Design og designforståelse har betydning for materialevalg, konstruktionen af produktet, muligheder for at adskille produktet og bevaring af værdifulde stoffer.

 

ØVRIGE FORHOLD

Industriens Fond lægger vægt på, at projektforslagene er:

  • Nyskabende
    Projekterne skal repræsentere nye måder at gøre tingene på eller udvikle ny viden.

  • Anvendelsesorienterede
    Den viden og forskning, der kommer ud af projekterne skal være anvendelsesorienteret, hvorfor videnopbygningen med fordel kan tage afsæt i konkrete konkrete virksomhedsforløb.

  • Videnopbyggende
    Projekterne skal bidrage med udvikling af ny viden og nye metoder. Projekterne skal indeholde en plan for, hvordan den nye viden videreformidles, så projektets resultater kommer flest virksomheder til gavn.

  • Partnerskabsbaserede
    Projekterne skal gerne involvere flere projektpartnere, for eksempel fra erhvervsliv, videns- og uddannelsesmiljøer, eksperter og organisationer.

  • Effektfulde
    Projekterne skal være eksplicitte om hvilken konkret forandring, der ønskes at blive iværksat som følge af projektet, og hvordan denne forandring måles.

FORMALIA

Ved at benytte linket nedenfor, kan du se hvilke formalia der gør sig gældende ved ansøgning.

KONTAKT

Charlotte Kjeldsen Krarup
Udviklingschef
E: ckk@industriensfond.dk
M: 33 37 62 04