Virksomheder skal inspirere hinanden til at arbejde med biodiversitet

Industriens Fond, Dansk Industri og WWF Verdensnaturfonden vil sammen dele danske virksomheders erfaringer med biodiversitet. Målet er at inspirere resten af erhvervslivet, så fremtidens konkurrenceevne bliver mere grøn.

Biodiversitetskrisen bliver større for hver dag der går. Hos World Economic Forum vurderes det, at tab af biodiversitet er én af de største globale økonomiske risici over de næste 10 år.

Men biodiversitet er også et komplekst område med mangel på fælles metoder og mål. Partnerskabet er søsat af Industriens Fond og skal hjælpe virksomheder med at finde de nødvendige løsninger, der kan bidrage til at stoppe den nuværende masseudryddelse.

“Vi ønsker et fælles sprog og rammer, der kan hjælpe virksomhederne med at arbejde konstruktivt med biodiversitet på både strategisk og operationelt plan med udgangspunkt i deres forretning. På den måde bliver det lettere for virksomhederne at integrere biodiversitetsindsatsen i virksomhedens forretningsudvikling og udnytte de fordele, der følger med,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.

Gode eksempler skal deles

Ambitionen er derfor at samle en række cases og værktøjer på en online portal, så virksomhederne får et bedre afsæt for at arbejde med biodiversitet. På den måde kan de gode eksempler inspirere de danske virksomheder med viden, idéer, metoder og erfaringer. Projektet vil være koblet op på eksperter, som kan udvikle metoder, succeskriterier og effekt af de forskellige indsatser til at styrke biodiversiteten.

“Naturen er en af vores vigtigste samarbejdspartnere i fremtiden. Derfor er det også helt afgørende, at vi indsamler viden og best practices fra de virksomheder, der allerede nu tænker biodiversitet ind i deres produktion og forretning, så erhvervslivet bredt kommer med på vognen. På den måde vil virksomheder både være på forkant med deres markeder og kommende krav om bæredygtighedsrapportering, samtidig med at vi passer på vores klode og fremtidens generationer,” siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

“De danske virksomheder er udfordrede, når naturen er udfordret. Tabet af natur globalt vil medføre stigende råvarepriser, vandmangel og et behov for at skifte til nye produktionsmetoder. Både i Danmark og internationalt er man i stigende grad opmærksom på de udfordringer, naturkrisen medfører, og derfor vil danske virksomheder stå ekstra stærkt, hvis de formår at takle udfordringerne og vise vejen, inden der vedtages regulering på området,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Mange flere skal med på vognen

For at nå ud til så mange virksomheder som muligt, kommer projektet blandt andet til at lave et online katalog, som gøres tilgængeligt for alle danske virksomheder på en hjemmeside. Herudover vil der komme en række andre virksomhedsrettede formidlingstiltag. Projektet løber frem til efteråret 2024.

Biodiversitet er, sammen med klimaforandringer og cirkulær økonomi, vigtige brikker i arbejdet med bæredygtig produktion og grøn omstilling. Senest har vi, her i Danmark, kunnet se det tiltagende fokus på biodiversitet afspejlet i det nye biodiversitetspartnerskab mellem miljøministeren og dansk erhvervsliv.

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Nanna Nyholm

Projektleder

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.