Nye teknologier løfter konkurrenceevnen

Industriens Fonds vision er, at danske virksomheder er blandt de førende i verden, når det handler om at udvikle og udnytte nye teknologier. Og vores mission er at gøre virksomhederne i stand til at styrke konkurrenceevnen ved at bruge ny teknologi.

Nye teknologier har alle dage været drivkraft for forandringer. Vores fælles historie er fyldt med eksempler på teknologier, der radikalt, og ofte på kort tid, har vendt op og ned på alt.

Det gælder også i erhvervslivet, hvor banebrydende teknologier og produkter har omkalfatret virksomheder og brancher, og har skabt nye markeder eller helt udslettet de eksisterende.

Ny teknologi har tydelige aftryk

I de kommende år står vi som virksomheder, borgere og samfund på dørtærsklen til kæmpestore teknologiske forandringer.

Omvæltningerne bliver særligt store dér, hvor nye teknologier møder nogle af de store globale megatrends.

For eksempel de nye teknologier, der skal afhjælpe fødevaremangel og sundhedsudfordringer og teknologier, der skal være med til at løse de mange udfordringer på områder som klima, miljø og biodiversitet. Og så er der alle de teknologier, vi slet ikke kender endnu.

Teknologiudvikling i turbofart

Teknologier udfolder sig forskelligt. Ofte er teknologiudviklingen forbundet med store forventninger og overdrevet hype.

Nogle teknologier udvikler sig langsommere end forventet, mens andre udbredes og demokratiseres med høj hast.

Men uanset hvordan teknologiernes tidlige leveår tager sig ud, så har de som regel én ting til fælles. Pludselig går det rigtig stærkt!

Når nye teknologier først får fat, så viser erfaringen, at forandringer sker eksponentielt. Der opstår disruption.

De store teknologiske og forretningsmæssige omvæltninger, og den høje fart, kan blive dyr for de virksomheder, der ikke er parate.

Og virksomheder, som ikke har blik for omvæltningerne, risikerer bogstavelig talt at blive sat fra bestillingen.

Teknologiparathed

Nye teknologiers hastige fremmarch gavner heldigvis på mange måder. Særligt inden for sundhed har mange års teknologiske landvindinger banet vejen for sygdomsbekæmpelse og bedre liv.

Og i den danske produktionssektor har det også været tydeligt, at ny teknologi har gjort det muligt for danske fabrikker at hæve produktiviteten og tage kampen op mod konkurrenter fra nær og fjern.

Etikken er essentiel

Samtidigt er der også udfordringer når ny teknologi anvendes. Mens de teknologiske fremskridt buldrer derudaf, så opstår der både etiske og moralske spørgsmål. Bruger vi den rigtige teknologi, på den rigtige måde, de rigtige steder?

For at understøtte en god implementering af ny teknologi, der både gavner mennesker og de danske virksomheders konkurrenceevne, er det vigtigt at teknologi og ansvarlighed går hånd i hånd.

Den danske tradition for at udvikle etiske og bæredygtige løsninger er et aktiv i en verden, hvor nye teknologier i vidt omfang er genstand for både misbrug og stor skepsis.

Etisk teknologiudvikling og ansvarlig teknologianvendelse må og skal fortsat være en dansk styrkeposition – og dermed også en helt essentiel del af de danske virksomheders arbejde med nye teknologier.

Teknologi skal øverst på agendaen

De teknologiske kvantespring er en udfordring for virksomheder overalt på kloden. Også for dansk erhvervsliv.

Det skal der laves om på, så både små og store virksomheder i højere grad ser de nye teknologier som muligheder for øget vækst.

Derfor er det også afgørende, at danske virksomheder bliver bedre til at tage nye teknologier til sig og omsætte dem til konkurrenceevne, ny vækst og høj værdiskabelse. Og det er netop det Industriens Fond arbejder for.

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Charlotte Kjeldsen Krarup

Udviklingsdirektør

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.