Dine samarbejdspartnere kan være en risiko for din virksomhed

Malene Stidsen, programchef, Cybersikkerhed, Industriens Fond

Ingen kæde er stærkere end det svageste led. Det gælder også for virksomheders værdi- og forsyningskæder, hvor selv kortvarige nedbrud gør ondt på bundlinjen. Selvom vejen mod sikre værdikæder kan være lang, så er den altid værdifuld – og nu er der hjælp at hente.

Af Malene Stidsen, chef for Industriens Fonds Cybersikkerhedsprogram

Tæt samarbejde mellem kunder og leverandører er guld værd. Det gælder på alle områder, uanset brancheforhold og virksomhedsstørrelse.

Gevinsterne kan høstes på mange måder. Innovation implementeres bedre gennem tæt samarbejde. Arbejdet med ESG, cirkulære forretningsmodeller, og den grønne omstilling kan løftes markant. Nye markeder kan vindes i fællesskab, når hele værdi- og forsyningskæder rykker i samme retning med fælles front og formål.

Men samarbejde kan også skabe skrøbelighed

I løbet af efterhånden mange år er virksomheder blevet tættere og tættere. Handel og partnerskaber på tværs af brancheskel og landegrænser er derfor mere reglen end undtagelsen for både små og store danske virksomheder.

Over tid har mange virksomheder outsourcet store dele af forretningen. Af og til også de allervigtigste dele. Og hjemme på fabrikken og på kontorerne bruges hardware og software fra eksterne leverandører ofte ukritisk.

Selvom det er en god ting, at virksomhederne arbejder tæt sammen, skal de være bevidste om, at udviklingen skal være i balance.

”Når virksomheder arbejder sammen, så understøttes samarbejdet som regel af digitale løsninger. Mest udbredt er der selvfølgelig sådan noget som emails, virtuelle møder og de mange forskellige digitale samarbejdsplatforme og cloudløsninger, som erhvervslivet benytter sig flittigt af. Men digitalisering og nye teknologier gør sit indtog på mange forskellige måder. Sensorer og robotter fra eksterne leverandører når på den måde langt ind i hjertet af de danske virksomheder og data føres frem og tilbage i stor stil både trådløst og gennem kabler,” siger Malene Stidsen, der er chef for Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram og fortsætter:

”Det er supereffektivt og binder hele værdikæden godt sammen. Og umiddelbart styrker det forretningen. Men det kan også øge skrøbeligheden. Rammes én aktør i kæden af et hackerangreb, kan de øvrige aktører hurtigt smittes. Og det er den smitte, som vi ønsker at gøre noget ved.”

Teknologiudviklingen udfordrer sikkerheden

Selvom det allerede i dag er tydeligt, at ny teknologi understøtter sammensmeltningen af virksomheder og deres værdikæder, er der meget mere på vej i fremtiden.

”Udviklingen er kun lige begyndt. Ser vi på telekommunikation og trådløse netværk, så er 5G mere og mere udbredt og 6G på vej, hvilket giver helt nye muligheder for at digitalisere produktionsprocesser, produkter, forretningsmodeller, leverandørkæder og kunderelationer. Udviklingen inden for kunstig intelligens, robotter, 3D-print og kvantecomputere kommer også til at understøtte et endnu tættere – og yderligere digitaliseret – samarbejde på kryds og tværs af virksomheder. I det lys er det afgørende, at dansk erhvervsliv hurtigst muligt bliver dygtige til at arbejde med cybersikkerhed i værdikæderne. For med den øgede digitalisering og tætte integration i værdikæden, er der flere og flere flanker, der skal forsvares,” påpeger Malene Stidsen.

Og det er netop i det lys, at Industriens Fond har søsat fem konkrete initiativer, der specifikt beskæftiger sig med at skabe cybersikre værdikæder.

5 måder at få hjælp på

Læs mere om de fem projekter, der skaber cybersikre værdikæder i din virksomhed.

STYRKET CYBERSECURITY FOR SMV

Projektet hjælper især små og mellemstore virksomheder, hvor modenhedsniveauet inden for cybersikkerhed endnu ikke er så højt.
Læs mere her.

CYBERSAFE ROBOTICS

Robotter, droner og automatiseringsløsninger i produktionen er vigtige dele af mange virksomheders forretningsmodel – og derfor er det et område, der kræver ekstra sikkerhedsbevågenhed.
Læs mere her.

CYBERSIKRE FØDEVAREVÆRDIKÆDER

Fødevaresikkerhed er essentielt for hele sektoren og alle dens kunder. Derfor stilles der særligt skarpt på cybersikre værdikæder i både branchen og hos dens kunder og leverandører.
Læs mere her.

CYBERSIKKERHED OG FORRETNINGSKONTINUITET

Forskning inden for supply chain management og generel IT-sikkerhed kobles sammen og omsættes til virksomhedsrettede og letanvendelige løsninger til danske virksomheder.
Læs mere her.

CYBERSECURITY OF SUPPLY CHAINS

Her afdækkes det praktiske arbejde med cybersikre værdikæder i 25 små og mellemstore virksomheder. Erfaringerne danner grundlag for nye guidelines, metoder og værktøjer, der udvikles specifikt til at hjælpe danske virksomheder.
Læs mere her.

Besøg også Industriens Fonds værktøjskasse, hvor flere forskellige værktøjer er samlet inden for cybersikkerhed. Ydermere findes der også en række andre projekter, hvor virksomheder får hjælp til arbejdet med cybersikkerhed.

Mens nogle af projekterne er meget praksisnære, så er der også tiltag, hvor forskning og ny viden først skal udvikles og omsættes til virksomhedsrelevante værktøjer, inden de for alvor kommer dansk erhvervsliv til gavn.

”Vi har altid fokus på virksomhedernes behov og hovedparten af vores initiativer henvender sig direkte til danske virksomhedsledere. Men vi har også kunnet konstatere, at cybersikkerhed og forsyningskæder sjældent tænkes ordentligt sammen. Heller ikke i forskningsverdenen. Derfor har vi også valgt at understøtte forskningsinstitutioners arbejde med at kombinere disciplinerne, så de samtænkes bedre, og derved kan adressere reelle udfordringer ude i virksomhederne. For virkeligheden er, at hackerangreb gennem forsyningskæderne forekommer ofte, og det skal dansk erhvervsliv være bevidste om og rustes til at håndtere,” siger Malene Stidsen.

Høj sikkerhed øger konkurrenceevne

Med det målrettede fokus på cybersikre værdikæder, håber Malene Stidsen, at erhvervslivet i højere grad får øjnene op for den balance, der skal være i værdikædesamarbejdet, når virksomhederne indgår nye partnerskaber og køber nye løsninger.

”Værdikædesamarbejder er enormt værdifulde. Og gode leverandører og kunder er guld værd. Men det er altid vigtigt at sikkerhedsdimensionen tænkes med, når virksomheden åbner sig op mod omverdenen. Det skal alle være bevidste om, når forretningen udvikles og udvides,” siger Malene Stidsen og løfter arbejdet med cybersikkerhed op på den helt store kommercielle klinge:

”Når alt kommer til alt, er cybersikkerhed et konkurrenceparameter, der fylder mere og mere. Der stilles hele tiden større krav til sikkerheden og det betyder, at cybersikre virksomheder bliver endnu mere attraktive. Derfor gælder det om at ruste sig og vise, at man arbejder seriøst med cybersikkerhed og dermed er en pålidelig partner i både nye og eksisterende værdikæder.”

For at virksomhederne kan vise, at de arbejder seriøst med cybersikkerhed har Danmark fået sin egen nationale mærkningsordning, D-mærket.

Mærket hjælper virksomheder med at prioritere og implementere cybersikkerhedstiltag og tydeliggør, hvilke virksomheder, der udviser digital ansvarlighed. Og det giver både forretningsværdi til virksomhederne og tryghed hos kunderne.

Aktuelt

Cybersikre Fødevareværdikæder tilbyder en række workshops for virksomheder i fødevarebranchen.
Nyhed

2. maj 2024

Kan din mad holde til et hackerangreb?

Cybersikkerhed er et vigtigt parameter for at blive tilvalgt som virksomhed i dag.
Nyhed

8. april 2024

Deltag i et virksomhedsforløb: Cybersikkerhed

Unge cybersikkerhedseksperter under uddannelse
Nyhed

26. marts 2024

Ny bevilling skal sikre flere unge cybersikkerhedseksperter

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Anders Brandtoft

Presse- og kommunikationschef

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.