Målrettet arbejde med ESG skal gøre danske virksomheder mere attraktive

Bedre samarbejde mellem virksomheder sætter ESG højt på agendaen. Det skal styrke virksomhedernes bæredygtighedsindsats og gøre dem mere attraktive på det globale marked.

Danske virksomheder skal blive bedre til at samarbejde med deres leverandører. Et styrket samarbejde i værdikæden skaber mere robuste forretningsmodeller og forsyningskæder, og så er værdikæden også et rigtig godt sted at sætte ind, når virksomheder vil arbejde med bæredygtighed og ansvarlighed.

Og netop det – bæredygtighed og ansvarlighed – er omdrejningspunktet for det nye initiativ ESG i Værdikæden, som Dansk Industri og Industriens Fond netop har igangsat.

Det nye projekt stiller skarpt på virksomheders samarbejde om bæredygtighed i værdikæden med henblik på at styrke forretningsudviklingen og øge konkurrenceevnen hos danske produktionsvirksomheder.

ESG er omdrejningspunktet

ESG i Værdikæder er først og fremmest igangsat for at hjælpe danske virksomheder med at blive endnu mere attraktive og konkurrencedygtige gennem målrettet arbejde med bæredygtig produktion og den grønne omstilling. Det gøres med udgangspunkt i de tre ESG-områder, Environmental, Social, Governance.

Environmental - ESG





Og derudover, så taler projektet også ind i hele det arbejde som mange danske virksomheder står overfor i halen på den nye EU-lovgivning om bæredygtighedsrapportering.

Lovgivningen træder i kraft fra regnskabsåret 2025. Og de besluttede rapporteringsstandarder kræver dialog og gennemsigtighed om ESG-nøgletal på tværs af værdikæder, hvis danske virksomheder fortsat skal være i stand til at fastholde eksisterende kunder og samtidigt tiltrække nye kunder.

De brede rapporteringsstandarder og kravet om at forstå leverandørers positive og negative indvirkninger stiller krav til, at virksomheder fremover samarbejder målrettet om bæredygtighed på tværs af værdikæden i modsætning til tidligere, hvor bæredygtighedsindsatser har været mere individuelle. Projektet skal derfor bidrage med ny viden om, hvorvidt og hvordan virksomheder kan skabe konkurrencefordele drevet af krav og samarbejde i værdikæden,” pointerer Mette Gyde Møller, der er underdirektør i Dansk Industri.

Projektet, der løber indtil udgangen af 2024, tager udgangspunkt i en håndfuld ankervirksomheder, der alle forventes at blive omfattet af EU’s bæredygtighedskrav fra regnskabsåret 2025, og som i den forbindelse forventer et udtalt behov for at indhente data og dokumentation om deres værdikæder fra de mange leverandører, der udgør værdikæden.

Leverandørerne er meget forskelligartede, men mange af dem vil være små og mellemstore virksomheder i Danmark, der altså også har et behov for at sende krav videre til egne underleverandører i både Danmark, Europa og globalt.

Samarbejde baner vej for ansvarlighed og bæredygtighed

Målet med projektet vil således være at afdække, hvor og hvordan virksomheder, i tre led af en fælles værdikæde, kan samarbejde om både fælles forretningsmuligheder og en mere positiv påvirkning på områder der er indeholdt i erhvervslivets arbejde med ESG.

Hovedaktiviteterne i projektet vil være kompetenceopbygning, kundeanalyse og en række workshops, hvor først ankervirksomhederne og dernæst udvalgte underleverandører formulerer egne mål og på den baggrund definerer ønsker til næste led i kæden – alt sammen med henblik på at kunne efterleve kundernes krav, hvor også de nye ESG-krav fra EU forventes at være indeholdt.

ESG i Værdikæder - oversigt
Projektet bygges op, så virksomheder i allerede eksisterende værdikæder går sammen om at styrke bæredygtighed på konkrete områder. Hovedaktiviteten i projektet vil være kompetenceopbygning hos fem forskellige ankervirksomheder og nogle af deres leverandører i 1. og 2. led af værdikæden. Og derudover inddrages slutkunderne også.

Mekoprint A/S er en af ankervirksomhederne i projektet og er netop gået i gang med de indledende workshops. Målet er at blive klogere på hvordan de kan styrke samarbejdet om bæredygtighed med deres kunder og leverandører.

Vi har en ambition om at blive en førende bæredygtig udviklingspartner for vores kunder, hvilket forudsætter, at vi kan omsætte bæredygtighedsbegrebet til konkrete metoder og processer med udgangspunkt i det, der er væsentligt at arbejde med igennem hele værdikæden. På den måde forventer vi at adskille os ved at gøre det nemt for vores kunder både at blive førende på bæredygtige løsninger og effektivt overholde de nye CSRD rapporteringskrav,” siger Anders Kold, der er adm. direktør for Mekoprint A/S.

ESG i Værdikæder og de tilhørende workshop-forløb er sammensat af Industriens Fond, Dansk Industri, Rambøll, SustainX, Ampersand Associates og Global Compact Network Denmark. Og målsætningerne er entydige. Bedre samarbejde i værdikæderne skal gøre de danske virksomheder førende på det globale marked og sikre at virksomhederne, også i fremtiden, er et åbenlyst førstevalg for kunder i hele verden. Også når det gælder bæredygtighed og ansvarlighed.

Både kunder, samarbejdspartnere og myndigheder kræver, at virksomheder agerer mere ansvarligt. Derfor bliver ansvarlige virksomheder mere attraktive i fremtiden og her skal dansk erhvervsliv være forrest i feltet. Heldigvis er mange allerede rigtig godt i gang. Men der skal mere til, hvis danske virksomheder skal omsætte denne efterspørgsel til øget indtjening – særligt når vi ser på den miljømæssige dimension af ESG-agendaen. Blandt andet skal virksomhedernes værdikæder højere op på agendaen, for det er især der, at store forandringer og grønne forbedringer kan skabes,” siger Anders Ziegler Kusk, der er programleder for Industriens Fonds arbejde med bæredygtig produktion.

ESG i Værdikæden kommer på sigt til at generere ny viden og konkrete værktøjer som bredes ud til danske produktionsvirksomheder, så endnu flere kan få gavn af et mere systematisk samarbejde i værdikæden og en mere målrettet tilgang til bæredygtighed.

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Nanna Nyholm

Projektleder

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.