“Vi har jo ikke uendelige midler – vi skal både tjene penge og være bæredygtige”

GreenTech laver blandt andet maskiner til landbrug og skovbrug

GreenTech laver blandt andet maskiner til landbrug og skovbrug

GreenTec var usikre på, om de kunne overskue at implementere nye systemer i firmaet og tage fat på den grønne omstilling samtidig. Det har dog vist sig at være en kæmpe fordel.

GreenTec begyndte at arbejde med bæredygtig strategi og ledelse samtidig med, at de implementerede et nyt ERP-system (Enterprise Resource Planning).

Det nye system giver også bedre tilgang til data og hjælper dermed virksomheden videre med den grønne omstilling, beretter Mads Christensen, der er Sustainable Development Coordinator hos GreenTec:

”Vi har både været heldige og dygtige til at køre de to processer samtidig,” siger han. ”I Afkoblings-projektet får vi praktiske værktøjer og hjælp til at gøre implementering af grøn omstilling til et fokuspunkt i strategien i stedet for at køre en masse små, særskilte projekter.” 

Med Mads Christensens egne ord har GreenTec hidtil været ambitiøse og arbejdet ”dynamisk, men også lidt rodet” med bæredygtighed. Gennem ‘Lab for Bæredygtig strategi og ledelse’ har virksomheden fået værktøjer til projektstyring og processtyring, som de både kan bruge til deres generelle indsatser, men i særdeleshed til grønne tiltag. 

Strategiarbejdet støtter ERP-arbejdet

Mads Christensen var nervøs for, om strategiarbejdet ville kræve for meget af ham og hans kolleger på et tidspunkt, hvor de allerede var pressede, indrømmer han: ”Da vi startede på kurset for bæredygtig strategi og ledelse, tænkte jeg, at der måske var rigeligt at arbejde med i forvejen, og at det ikke var sikkert, at vi havde tid.” Men timingen viste sig imidlertid at være perfekt. 

Indførelsen af det nye ERP-system krævede målrettet arbejde med GreenTecs procesflows og processtyring, fortæller Mads Christensen.

”Vores arbejde med bæredygtig strategi og ledelse har hjulpet os til at konkretisere, hvad der er vigtigt for vores virksomhed, og hvordan vi skal prioritere vores indsatser.” 

For virksomheden har store ambitioner – og de er allerede forbi den første fase, hvor de forholdsvist let fik sparet både udgifter og CO2-udledninger ved at gå over til en ny type emballage. Nu kommer det seje træk, der kræver en systematisk tilgang, god ledelse og bedre data. 

Konkrete værktøjer til grøn, digital omstilling 

I ‘Lab for bæredygtig strategi og ledelse’ hos Afkobling har GreenTec fået en række konkrete værktøjer, der gør det lettere at se, hvilke data de mangler, og hvordan de kan indsamles.

”Vi kan se, at vores data er dårlige, og det er jo også en erkendelse,” joker Mads Christensen. 

Derfor har Mads og hans kolleger lavet en dataindsamlingsplan.  Det medfører i første omgang en række prioriteringsopgaver, som ledelsen skal arbejde videre med.

Gennem netværket i lab’et fik GreenTec konkrete og særdeles brugbare anbefalinger fra en anden deltager, der allerede havde arbejdet med datasammenhænge. ”De anbefalede os at bruge kunstig intelligens, og nu er vi ved at opstarte et projekt,” fortæller han. 

”Vi er en ejerledet virksomhed, og vi har ikke ressourcer til at ansætte højtuddannede og dermed også højtlønnede specialister og konsulenter. Derfor skal vi kunne rigtig mange ting selv, og det medfører næsten altid for meget drift,” konstaterer han. ”Så vi har brug for effektive og konkrete ledelsesværktøjer.”  

Afkobling 2030 er ”fuldstændig genial”

Men konkrete anbefalinger omkring AI er kun én blandt mange gode oplevelser, Mads Christensen har fået med Afkobling 2030.
”Tilgangen i projektet er fuldstændig genial, fordi den giver tre fordele,” mener han. ”Den ene fordel er, at vi selv kan målrette og prioritere vores indsats i lab’ene, så de passer til de arbejdsopgaver, vi har i organisationen.” 

Ifølge Mads Christensen er projektets anden store styrke 1:1-møderne, der giver mulighed for direkte sparring med eksperter, han ellers ikke har adgang til, og som kan hjælpe med prioritering, der for ham er særligt svært, når det drejer sig om bæredygtighed.
”For vi har jo ikke uendelige midler: Vi skal både tjene penge og være bæredygtige,” påpeger han. 

En tredje fordel ved Afkobling 2030 er i Mads Christensens optik, at projektet ikke er bureaukratisk.
”Det er langt nemmere end at modtage en pose penge: Vi møder op, deltager aktivt og får både netværk og ekspertise ud af det.” 

Sidst, men ikke mindst hjælper projektet GreenTec med at efteruddanne deres medarbejdere i cirkulær økonomi, produktoptimering, dataindsamling, kunstig intelligens m.m.
”Vi kan vælge de relevante medarbejdere, der får helt ny viden og nye arbejdsopgaver, som er spændende. Det gør både, at vi fastholder vores medarbejdere og bliver mere attraktive for nye medarbejdere,” ivrer han. 

”Afkobling 2030 kommer til at blive en nøgle for vores succes. Det er et af de bedste værktøjer, vi er stødt på indtil nu, fordi det er så langsigtet og fleksibelt,” afslutter han. 

Vil I også arbejde med bæredygtig strategi og ledelse? 

I projektet Afkobling 2030 kan produktionsvirksomheder få gratis sparring, netværk og hjælp til at reducere deres klima- og miljøudledninger i Scope 1, 2 og 3.

Aktuelt

Nyhed

30. april 2024

“Vi vil beregne det præcise CO2-aftryk for hver eneste tandhjul”

Zero Waste skal hjælpe danske virksomheder med at genbruge og skære ned på affald.
Nyhed

8. april 2024

Danske virksomheder skal lære at sige farvel til affald  

Produktionen på Australian Bodycare er i færd med at blive mere klimavenlig.
Nyhed

2. april 2024

Australian Bodycare: Klimaområdet vedkommer alle i virksomheden

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.