Ny forening er et fundament for bedre innovation

Innovation District Copenhagen ligger i grænseområdet mellem Nørrebro og Østerbro og huser en lang række af forskere og virksomheder.
Innovation District Copenhagen skal være et internationalt kraftcenter for innovation. Det skal samle forskere, klinikere, iværksættere og virksomheder, så der udvikles flere nye løsninger og flere virksomheder inden for blandt andet sundhed og kvanteteknologi.
14. januar 2026 / Internationalisering
En bred partnerkreds stifter nu en forening, der skal understøtte en langsigtet og bæredygtig udvikling af Innovation District Copenhagen. Foreningen stiftes af repræsentanter fra erhvervslivet, staten, Københavns Kommune, flere forskellige forskningsinstitutioner og sundhedssektoren, samt en række fonde og innovationsaktører.
Med eliteforskningsinstitutioner, førende hospitaler, et startupmiljø i vækst og en central placering i en af verdens mest attraktive byer, har distriktet et kæmpe potentiale for at løse mange af samfundets udfordringer. Blandt andet indenfor sundhed, sikkerhed og klima.
Tilbage i efteråret 2025 indgik regeringen, Københavns Kommune og Københavns Universitet en aftale om distriktet. Aftalen udstikker retningen for fysisk og organisatorisk udvikling af innovationsdistriktet, og for at realisere visionen, danner en bred partnerkreds nu selve foreningen Innovation District Copenhagen.
Her vil foreningens medlemmer skabe fundamentet for at tiltrække kapital, innovative virksomheder og talent og sammen skabe de bedste rammer for forskere, opfindere og iværksættere.
”Den internationale konkurrence er benhård. Derfor er det helt afgørende, at forskning bliver omsat til innovation og nye virksomheder. Det skal vores banebrydende innovationsdistrikt være med til at sikre. Med det her samlede initiativ fra en meget bred partnerkreds skaber vi et stærkt fundament, som skubber København tættere på at blive centrum for nye idéer og løsninger. Det er et stort skridt mod at forløse potentialet for flere tusinde nye job og investeringer i milliardklassen,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Forening gør forskning til konkurrenceevne
Der er ingen tvivl om, at forskningsbaserede virksomheder styrker jobskabelse og konkurrenceevne, men innovation handler ikke alene om kroner og ører.
Innovation er for eksempel også afgørende for, at sundhedssektoren kan holde borgerne raske, og at samfundets infrastruktur og velfærdsservices hele tiden bliver bedre.
”Det er vigtigt at gøre det nemmere og mere enkelt at omsætte viden til løsninger og at skabe gode rammer for tæt samarbejde mellem forskere, studerende, iværksættere og virksomheder. Nu har vi en ny stærk forening, vi har afsat frie innovationsmidler i flere år, og vi har fået solide anbefalinger fra Taskforce for styrket viden- og teknologioverførsel at bygge videre på. Det skaber en solid baggrund for at gøre København til et af verdens førende innovationsdistrikter, der samler talent, idéer og investeringer,” lyder det fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
En attraktiv og kreativ bydel
Når distriktet skal udvikles, skal der både bygges nybyggeri, bevares eksisterende bygninger og skabes byrum og forbindelser, så det bliver et attraktivt sted at opholde sig.
Distriktet
Hvad rummer en forening som Innovation District Copenhagen?
- 2 kvadratkilometer
- 5 forskningsinstitutioner
- 5 startup communities
- 10 inkubator- og acceleratorprogrammer
- 500 innovative startup-virksomheder
- 40.000 forskere, studerende og ansatte
Når byrummet er attraktivt, er det simpelthen mere sandsynligt, at folk med gode idéer bumper ind i hinanden, og bliver kreative sammen.
”Jeg håber, at vi får skabt et levende bymiljø med nyt og gammelt byggeri med respekt for områdets DNA, attraktive grønne byrum og gode forbindelser, der binder byen bedre sammen for gående og cyklister. Byudviklingen skal sammen med de andre gode tiltag bidrage til, at vi får et attraktivt innovationsdistrikt, som kan tiltrække nogle af verdens bedste virksomheder og forskere og blandt andet føre til samarbejde med vores egne sundhedstilbud. Jeg glæder mig til at følge det videre arbejde,” siger Københavns overborgmester Sisse Marie Welling.
En pligt at skabe værdi for Danmark
Danmark har allerede internationale styrkepositioner inden for især life science og kvanteteknologi. Men potentialet er større og kan kun indfries hvis vi bliver endnu bedre til at omsætte forskningen til forretning og værdi i samfundet.
Forskningsverdenen bliver i Innovation District Copenhagen repræsenteret ved Københavns Professionshøjskole, Danmarks Tekniske Universitet, Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet.
”Nogle af verdens mest værdifulde virksomheder udspringer af grundforskning. Derfor har vi, som et af Europas bedste universiteter, en særlig forpligtelse til at skabe værdi for Danmark – og resten af Europa. Det er en forpligtelse, vi allerede har taget på os, blandt andet ved at intensivere vores støtte til innovative forskere. Derfor hilser vi de mange nye partnere velkommen,” siger rektor på Københavns Universitet, David Dreyer Lassen.
Et bredt samarbejde
For at give Innovation District Copenhagen vind i sejlene fra begyndelse af, har en bred kreds af partnere besluttet at bakke op om de gode idéer og ambitiøse målsætninger, der er i foreningen.
”Banebrydende innovation er altafgørende hvis Danmark og dansk erhvervsliv skal stå stærkt i fremtiden. Det skaber vi bedst ved at samarbejde, og det er netop hvad vi gør med Innovation District Copenhagen, hvor stærke aktører samles om ambitiøse planer og målsætninger, der skal få virksomheder, investorer, talentfulde medarbejdere og førende forskere til – i endnu højere grad – at vende blikket mod København og Danmark,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør for Industriens Fond, der sammen med en række erhvervs- og forskningsaktører har engageret sig i den nye forening.
Medlemmer
Hvem er med i foreningen bag Innovation District Copenhagen?
- BioInnovation Institute
- Bispebjerg Hospital
- Bygningsstyrelsen
- Danmarks Eksport- og Investeringsfond
- Danmarks Tekniske Universitet
- Erhvervsministeriet
- Industriens Fond
- Københavns Professionshøjskole
- Københavns Universitet
- Københavns Kommune
- LEO Fondet
- Lundbeckfonden
- Novo Nordisk A/S
- Novo Nordisk Fonden
- Rigshospitalet
- Symbion
- Uddannelses- og Forskningsministeriet





