Velkommen til 2050: Her er industribyen, hvor klimakrav er vendt til forretningsmuligheder

Lillevirke er et fremtidsscenarie udtænkt i projektet Green Horizon.

Lillevirke skal aktivere forestillingsevnen og få flere til at se ind i en klimapositiv fremtid.

Hvordan kan danske fremstillingsvirksomheder skabe forretning i en verden, hvor ressourcer er knappe, værdikæder ændrer sig, og klimakrav skærpes? Det spørgsmål kan virksomheder og beslutningstagere nu udforske i Lillevirke.

Forestil dig, at din virksomhed ikke længere kæmper mod energipriserne, men er koblet på lokale energifællesskaber, der deler hver kilowatt med naboerne. Forestil dig en produktion, hvor robotter ikke har erstattet dine medarbejdere, men har overtaget de nedslidende løft, så dine mest erfarne seniorer kan blive i jobbet. En verden hvor produkter med mærket “Made in Europe” er en attraktiv handelsvare og et symbol på kvalitet og troværdighed.

Det er nogle af de scenarier, man kan opleve i den digitale industriby Lillevirke – et spekulativt, datadrevet univers, der sætter billeder på, hvordan en dansk fremstillingsindustri kan fungere i 2050, hvor Danmark ifølge klimaloven skal være klimapositiv. Det betyder, at vi reelt skal fjerne mere drivhusgas fra atmosfæren, end vi udleder.

Artefakter fra en klimapositiv fremtid

Udover det digitale univers følger også en udstilling med spekulative artefakter fra Lillevirke – som gør fremtiden sanselig og konkret. Blandt andet “Bygolade” – et chokoladealternativ, hvor kakaobønnen er erstattet af mask – et upcycled restprodukt fra ølproduktion. Et solsejl lavet af solceller flettet sammen med stof, der både opfanger energi og køler bygninger. Og prisskilte fra supermarkedet, som også afspejler, hvad produktet har kostet planeten.

Lillevirke er udviklet som en del af projektet Green Horizon

“Mange virksomheder er udfordrede af den grønne omstilling. Både på grund af manglende ressourcer, men også fordi det kan være svært at forestille sig en ny vej frem. De forestillinger skal vi hjælpe med at visualisere og gøre konkrete, så flere virksomheder kan se den forskel, de kan gøre,” siger Anders Ziegler Kusk, programchef for bæredygtig produktion i Industriens Fond.

Den digitale by er skabt på baggrund af en række workshops, hvor virksomheder, brancheorganisationer, forskere og andre aktører har arbejdet sammen om at udvikle en fælles vision for fremtidens fremstillingsindustri.

Fremtiden inspirerer til handling nu

Virksomheden Elis har deltaget i projektets workshops og bidraget til at forme Lillevirke. Deres bæredygtighedschef, Christina Saxkjær, ser scenarierne som et nyttigt værktøj.

“Som tekstilvirksomhed har vi stor interesse i at se, hvordan vi kan gøre vores aftryk mindre, og det kan fremtidsvisionen være med til at skabe billeder på. Samtidig er det spændende at se, hvad det er for nogle fremtidsscenarier, vi kigger ind i. Ofte arbejder vi strategisk med en horisont på 5 til 10 år, så perspektivet 20 år frem giver nye indsigter, som jeg kan tage med i vores videre strategiske arbejde,” forklarer hun.

Lillevirke med udgangspunkt i dansk erhvervsliv

Selvom initiativerne i Lillevirke er visionære og spekulative, er de dybt forankret i dansk erhvervslivs virkelighed. Ved at se på, hvad der historisk set har drevet store samfundsomstillinger, har DDC – Dansk Design Center brugt scenariedesign til at tegne billeder af en mulig fremtid.

“Vi har en tendens til at betragte vores egen tid som en enestående epoke uden fortilfælde, præget af omskiftelighed, teknologiske brud og stor usikkerhed. Men historien er fyldt med krige, sygdomme og økonomiske sammenbrud – og her har menneskets nysgerrighed, vedholdenhed og evne til at se udover egen bundlinje skabt nogle af de største danske erhvervssucceser,” fortæller Anders Ravn Sørensen, erhvervshistorier på Copenhagen Business School.

De virksomheder, som findes i Lillevirke, er samtidig inspireret af nutidens tendenser blandt virksomheder, der arbejder på – eller er lykkedes med – at gøre grøn omstilling til god forretning.

“Vi har bygget Lillevirke på den ansvarlighed og virketrang, som vi har mødt hos danske virksomheder. SMV’er udgør rygraden i vores erhvervsliv – og evnen til at gå i samme retning, er afgørende. Vi håber, at Lillevirke kan inspirere flere SMV’er til at drive den grønne omstilling,”siger Andreas Korntved Mortensen, Systems Design Lead i DDC – Dansk Design Center.

Lillevirke bygger på antagelser omkring fire centrale temaer for fremtidens industri: energi, ressourcer, arbejdspladser og forbrug. Til grund for scenarierne ligger blandt andet, at Europa har styrket sin adgang til råstoffer gennem genanvendelse, håndteret mangel på arbejdskraft via robotificering og integration – samt skabt regulatoriske rammer for produkter med lang levetid.

Udforsk den digitale industriby og bliv inspireret til din virksomheds mere bæredygtige fremtid her.

Aktuelt

Samarbejdsformer og servitization hos Servitize.DK
Viden

3. juni 2026

Servitization satte struktur på både forretning og samarbejdsformer

Alexander Barlo, nyansat postdoc ved DTU Construct, der skal bygge bro mellem forskning og fabriksgulv.
Viden

28. maj 2026

Næsten halvdelen ender som skrot: Nu vil dansk industri gøre stålspild til guld

newloop3
Viden

26. maj 2026

New Loop: En virksomhed skabt til fremtiden

Community for Cirkulær Produktion i Danmark består af en lang række af aktører. Billedet viser en industritekniker der er i gang med at bearbejde et emne.
Viden

21. maj 2026

Fra mavefornemmelse til målte data: Virksomhed styrker konkurrencekraften med indsigt i CO₂-aftryk

Produktion af fødevarer fører ofte spildt mad med sig. Her ses et produktionsanlæg med rodfrugter.
Viden

19. maj 2026

Spildt mad skal ind på markedet

Kriseparathed storm i havet Barth Bailey Unsplash
Viden

11. maj 2026

Fra havvand til byggematerialer: Dansk startup vil gøre CO₂ til en ressource