Cirkulær produktion kræver mere end gode idéer – ny forskning viser hvorfor

Der er et stort potentiale i at udnytte de materialer, som hvert år går til spilde i danske produktionsvirksomheder. Materialer, der ikke længere har værdi i én produktion, kan indgå i nye produkter hos en anden virksomhed.

Men vejen fra restmateriale til ny ressource er sjældent ligetil.

For selv når virksomheder finder en oplagt anvendelse for deres restmaterialer, opstår der en række praktiske spørgsmål: Hvem skal sortere og bearbejde materialerne? Hvordan sikres en ensartet kvalitet? Hvem står for transport og opbevaring? Og hvordan skaber man en forretning, der også hænger sammen, når mængder og efterspørgsel svinger?

Netop de spørgsmål er omdrejningspunktet for en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, der er gennemført som led i projektet ZeroWaste.

Forskerne Mathias Lund, Linda Nhu Laursen og Hans Jørgen Andersen har undersøgt seks eksisterende samarbejder, hvor restmaterialer fra blandt andet beton-, plast-, keramik-, læder- og papirproduktion får nyt liv hos andre virksomheder.

Cirkularitet handler om nye samarbejder

I undersøgelsen går særligt én ting igen: Cirkularitet handler ikke kun om materialer og teknologi. Det handler også om, hvordan virksomheder organiserer produktion og samarbejde på tværs af værdikæder.

”Vi taler ofte om at matche affald med en ny anvendelse, men det er kun begyndelsen ift. at skabe værdi ud af restmaterialerne. Det, virksomheder typisk undervurderer, er det arbejde, der skal til for at få materialet til at bevæge sig gennem en ny værdikæde. Først når indsamling, behandling, opbevaring, og levering er afstemt, og ansvarsfordeling er tænkt ind, bliver den cirkulære løsning for alvor resilient”

Det fortæller Linda Nhu Laursen, forskningsleder på ZeroWaste-projektet, som uddyber:

”Det afgørende er, om virksomhederne kan få materialet til at indgå i deres daglige drift på en måde, der er praktisk, økonomisk og operationelt bæredygtig.”

Fra mindre spild til nye værdikæder

Virksomheder kan arbejde med cirkularitet på flere måder. Nogle begynder med at kortlægge materialeforbrug og reducere spild i produktionen. Andre gentænker produktdesign, materialevalg eller forretningsmodeller, så produkter og materialer kan bruges længere eller indgå i nye kredsløb.

Et vigtigt princip er at bevare ressourcernes værdi så længe som muligt. Det kan eksempelvis ske ved at forebygge spild, genbruge komponenter, reparere eller genfremstille produkter og genanvende materialer.

Men når restmaterialer skal bevæge sig fra én virksomhed til en anden, bliver samarbejdet i sig selv en afgørende del af løsningen.

Det er ikke nødvendigvis den tekniske mulighed for genanvendelse, der er den største udfordring. Det kan lige så vel være de praktiske og økonomiske betingelser for at få materialerne til at bevæge sig mellem virksomhederne.

Her viser undersøgelsen fra Aalborg Universitet, at selv forholdsvis enkle tilpasninger kan være afgørende.

Skal passe til den eksisterende produktionsrytme

Et af undersøgelsens eksempler handler om en producent af betonelementer, hvor der dagligt opstår overskydende beton.

Betonen kan ikke føres tilbage i virksomhedens hovedproduktion, men i stedet for at kassere den bliver den støbt til ben til borde og bænke, som en lokal virksomhed anvender sammen med genbrugt træ.

Løsningen kræver dog, at betonen håndteres, mens den stadig kan formes, og uden at forstyrre den øvrige produktion.

Derfor anvendes en mobil støbeform, som gør det muligt at bearbejde restbetonen inden for de eksisterende arbejdsgange. Efter hærdning bliver de færdige betonelementer opbevaret hos den virksomhed, der anvender dem i nye produkter. Transporten koordineres med leveringer, som betonproducenten allerede foretager i lokalområdet.

På den måde bliver restmaterialet til en ressource, uden at det kræver en omfattende omlægning af produktionen.

Eksemplet illustrerer en central pointe fra forskningen: Cirkulære løsninger har større mulighed for at blive en del af den daglige drift, når de tager højde for virksomhedernes eksisterende kapacitet og produktionsrytme.

“De mest robuste cirkulære løsninger er sjældent dem, der ændrer produktionen mest. Det er dem, der passer bedst ind i de arbejdsgange og det udstyr, virksomhederne allerede har. Hvis håndteringen og volumen skaber ekstra besvær og usikkerhed i produktionen, bliver den cirkulære løsning sjældent implementeret. I produktionsvirksomheder, handler det om at designe og planlægge cirkularitet, der tager udgangspunkt i eksisterende arbejdsgange og udstyr frem for at opfinde nye.”

Det forklarer Linda Nhu Laursen, der peger på, at det ofte er aktiviteterne mellem de enkelte produktionsled, som afgør, om en cirkulær løsning lykkes.

Tre forskellige veje til cirkulært samarbejde

1, Ekstern partner overtager materialet

I den første model ændrer produktionsvirksomheden stort set ikke sine eksisterende rutiner. I stedet overtager en ekstern partner ansvaret for at sortere, bearbejde og videreudnytte restmaterialerne.

Det gælder eksempelvis fortroligt kontorpapir, der omdannes til kunstpapir og visitkort, som kontorerne efterfølgende kan købe tilbage. Et andet eksempel er plastaffald fra medicinalproduktion, der bliver til ID-kortholdere til virksomhedens egne medarbejdere.

Modellen gør det muligt at etablere cirkulære kredsløb med begrænsede ændringer i den oprindelige virksomhed. Til gengæld bliver klare aftaler om blandt andet materialehåndtering, dokumentation og tilbagekøb afgørende.

2, Virksomheden foretager en mindre bearbejdning

I den anden model påtager produktionsvirksomheden sig enkelte ekstra opgaver, som kan udføres med eksisterende udstyr.

En møbelpolstrer sorterer eksempelvis læderrester og skærer større stykker til faste skabeloner, som en designer bruger til notesbogsomslag.

Tilsvarende sorterer en akrylproducent defekte plader fra under kvalitetskontrollen. Pladerne bearbejdes først yderligere, når et designstudie har en konkret ordre.

På den måde begrænses det ekstra arbejde, mens virksomhederne samtidig kan skabe værdi af materialer, der ellers ville gå til spilde.

3, Restmaterialet bearbejdes direkte i produktionen

Den tredje model indebærer, at restmaterialet allerede under produktionen bliver omdannet til en standardiseret mellemvare.

Det gælder eksempelvis betonproducenten, der støber overskydende beton til møbelben.

Et andet eksempel er en producent af køkkenbordplader, hvor afskårne kanter skæres til strimler i standardbredder, mens pladerne stadig er fastspændt i produktionsudstyret. Strimlerne samles på paller og leveres til en virksomhed, der anvender dem i nye produkter.

Fordelen er, at restmaterialerne får en mere ensartet form og dermed bliver lettere at håndtere og anvende i en ny produktion.

De tre modeller kræver forskellige grader af tilpasning. Men forskernes pointe er, at ingen af dem på forhånd er bedre end de andre. Den rigtige løsning afhænger blandt andet af materialernes egenskaber, virksomhedernes kapacitet og de økonomiske muligheder i samarbejdet.

Cirkularitet skal også designes mellem virksomheder

Undersøgelsen bidrager dermed til en bredere forståelse af, hvad der skal til for at fremme cirkulær produktion.

For arbejdet begynder ofte med at skabe overblik over materialestrømme og identificere muligheder for at reducere spild. Men hvis potentialerne skal omsættes til varige løsninger, kræver det også viden om produktion, logistik, produktdesign, forretningsudvikling og samarbejde på tværs af virksomheder.

Det stiller krav til både virksomhederne og de aktører, der skal understøtte den cirkulære omstilling.

Teknologiske muligheder og nye produktidéer skal kobles med praktisk viden om materialehåndtering, økonomi og organisering. Samtidig skal der skabes forbindelser mellem virksomheder, der har restmaterialer, og virksomheder, der kan anvende dem.

Linda Nhu Laursen fremhæver netop betydningen af at tænke ud over det enkelte produkt:

”Cirkulær omstilling handler ikke kun om at designe produkter anderledes. Det handler også om at designe de samarbejder, infrastrukturer og praksisser, som skal bringe materialerne videre til deres næste liv.”

Erfaringerne fra de seks samarbejder viser således, at cirkulær produktion ikke nødvendigvis forudsætter store investeringer eller gennemgribende ændringer i den enkelte virksomhed.

Nogle gange er det afgørende en ekstra sortering, en standardiseret bearbejdning eller en bedre koordinering mellem leverandør og aftager.

Det centrale er, at løsningen kan gentages og fungere på forretningsmæssigt holdbare vilkår.

Og netop den viden er vigtig, hvis flere cirkulære løsninger skal bevæge sig fra enkeltstående forsøg til en mere udbredt praksis i dansk produktion.

Om ZeroWaste

ZeroWaste er et projekt støttet af Industriens Fond og gennemført af Teknologisk Institut og Aalborg Universitet.

Projektet arbejder med at reducere spild og affald i danske produktionsvirksomheder gennem kortlægning af materialestrømme, udvikling af cirkulære løsninger og nye forretningsmuligheder.

Ambitionen er at hjælpe virksomheder med at udnytte deres ressourcer bedre og styrke konkurrenceevnen gennem en mere cirkulær produktion.

Læs mere om ZeroWaste her