Rasmus jagter formlen på genbrug

Rasmus Jørgensen

Rasmus Jørgensen

Post. doc., Rasmus Jørgensen, er i gang med at udvikle en universel, gamificeret guide til genbrug, som bl.a. skal hjælpe virksomheden WindowMaster med at genbruge deres udtjente motorer.

”Det var det rene cirkus,” fortæller Rasmus Jørgensen.

Han er Made post. doc. og arbejder med at hjælpe produktionsvirksomheder i gang med at tage produkter retur for at genbruge dem eller genanvende materialerne i dem – også kaldet ’take back’. Populært sat jagter han en universel formel på genbrug.
Derfor tager han ud til virksomheder for at kortlægge udfordringer og muligheder afhængigt af brancher, materialer og meget andet.

(Læs mere om, hvordan projektet MADE skaber viden og ny teknologi gennem anvendt forskning her. )

Motivationen til at kaste sig ud i en post. doc. opstod, da han selv arbejdede med at tage hårde hvidevarer retur i sin egen tidligere startup.

”Det væltede ind med gamle vaskemaskiner, gamle tørretumblere, bulede vaskemaskiner, ødelagte køleskabe […] Men det er sådan virkeligheden er, når man arbejder med at tage ting retur,” siger Rasmus Jørgensen i podcasten og tilføjer:

”Det er ikke nemt.”

Viljen og lysten er stor blandt danske produktionsvirksomheder til at genbruge og genanvende, men kun otte procent har udviklet en cirkulær forretningsmodel.

Men det er nødvendigt. Earth Overshoot Day betegner, hvornår vi har brugt ressourcer svarende til et år. Sidste år faldt den dato i juli. Halvejs inde i året havde vi altså brugt alle de ressourcer, som jorden kan nå at gendanne.

Oven i hatten satte corona epedimien ressourcemangel højt på dagsordenen. Ifølge en analyse fra Dansk Industri gav mangel på materialer hver tredje virksomhed i DI længere leveringstider i 2021. Take back kan være med til at skabe en mere robust forsyningskæde, da man ved, at det man sender ud – får man retur.

”Belært af forsyningskrisen under covid, ville det være smart at få sine egne produkter tilbage efter endt brug,” siger Karen Andreassen, der er Standardisation and Product Legislation Manager i WindowMaster, som producerer motorer og systemer til ventilation ved at åbne og lukke vinduer.

Men den største motivation for at indføre take back er dog en reduktion af virksomhedens CO2-aftryk:

”Det er den nemmeste måde at minimere CO2 aftrykket i vores produkter,” forklarer Karen Andreassen.

Ifølge hende er det ”det nemmest” fordi WindowMaster allerede har arbejdet med energioptimering og har svært ved at optimere på materialevalg, da de er en for lille kunde for deres underleverandører til, at det kan betale sig.

Windowmaster er ikke alene om at se potentialerne i take back.

I dag har 85 procent af de danske virksomheder taget skridt i retningen af en eller anden form for omstilling til en mere cirkulær økonomi med genanvendelse og/eller genbrug af produkter og materialer.
Dog har de fleste rigtig svært ved at føre de cirkulære ambitioner ud i livet og kun otte procent er i mål med en egentlig cirkulær forretningsmodel viser en undersøgelse foretaget i august 2022 af Dansk Design Center og Dansk Industri.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.