Podcast: Kan Nvidia udfordres på chipmarkedet?

Michael Søndergaard står i spidsen for Specto Compute

Nvidia sidder i dag på størstedelen af AI-chip markedet, og konkurrenterne fylder meget lidt. Men en britisk startup med en dansker ved roret på formandsposten har sat sig for at bryde markedet op. Formanden hedder Michael Søndergaard og virksomheden hedder Specto Compute.

I en ny episode af podcasten Bootstrapping fortæller Michael Søndergaard om ambitionerne bag Spectral Compute og om den stærke afhængighed, som AI-industrien i dag har af Nvidia. Ifølge Søndergaard er problemet ikke kun, at Nvidia laver de mest udbredte chips – men at deres software i praksis låser virksomheder fast til netop deres hardware.

Spectral Compute forsøger at løse dette ved at udvikle software, der gør det muligt at køre AI- og high-performance-computing-programmer på andre typer chips uden at skulle skrive koden helt om. Målet er at give virksomheder og forskningsmiljøer større valgfrihed og mindske afhængigheden af én dominerende leverandør.

I podcasten peger Søndergaard på, at den nuværende markedssituation både presser priserne op og skaber flaskehalse i udbuddet af AI-hardware. Hvis flere chipproducenter reelt kan komme i spil, kan det ifølge ham både sænke omkostningerne og øge innovationen i AI-økosystemet.

Spectral Compute konkurrerer dermed ikke direkte med Nvidia om at bygge nye chips, men udfordrer i stedet magten over softwarelaget – det lag, som i dag er afgørende for, hvilke chips der overhovedet kan bruges til moderne AI. Ambitionen er klar: at åbne et marked, som i dag er stærkt lukket.

Kan vi konkurrere?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet i en anden episode af podcasten, hvor investor Jimmy Fussing og professor Jan Damsgaard diskuterer Europas position i det globale AI-kapløb. Ifølge dem er udfordringen ikke blot, at USA har været hurtigere, men at dominansen nu er strukturel: de samme amerikanske virksomheder kontrollerer både hardwaren, platformene og de data, som moderne AI bygger på.

I podcasten peger de på, at det er urealistisk for Europa at konkurrere direkte med USA på generiske AI-modeller og cloud-platforme. I stedet bør fokus være på specialiserede løsninger, hvor europæiske virksomheder kan kombinere dyb domæneviden, regulering, tillid og data fra stærke industrier som sundhed, energi, industri og offentlig sektor.

Samtidig understreges behovet for strategiske valg: Hvis Europa vil bevare teknologisk handlefrihed, kræver det både investeringer i kritisk infrastruktur og founders, der bygger virksomheder med et klart europæisk udgangspunkt – snarere end blot at lægge oven på amerikanske platforme.

Konklusionen er ikke, at Europa er hægtet permanent af, men at konkurrencen skal tages på andre præmisser. Fremtidens europæiske AI-succeser vil ifølge Fussing og Damsgaard ikke være kopier af Silicon Valley, men løsninger, der løser konkrete problemer bedre end nogen andre – og som kan fungere i et mere reguleret, men også mere tillidsbaseret, marked.

Find alle Bootstrapping-podcast, som laves i samarbejde med Industriens Fond her eller der, hvor du hører podcast.

Aktuelt

Steffen fra Dansk AM Hub fremiser 3D-printede komponenter. Nu tager Dansk AM Hub på teknologisk tur, så virksomheder kan se hvad potentialerne er.
Viden

24. februar 2026

Teknologisk rundtur med 3D-print på plakaten

Vinderen og de nominerede virksomheder til Industriens Fonds AI
Viden

17. december 2025

Dansk virksomhed vinder AI-pris: Lytter til fisk for at spare på foderet og forbedre vandmiljø

To mænd i refleksjakker udenfor firmaet, Daugaard.
Viden

15. december 2025

Kunstig intelligens på tværs af landegrænser: Daugaard A/S gentænker logistikken