Kravet om CO2-data landede en vinterdag i Outlook

Søren Løhndorf, IT & Logistikansvarlig, bcm transtech as: "CO2-data bliver lige pludselig en del af tilbudsgivningen"

Søren Løhndorf, IT & Logistikansvarlig, bcm transtech as: "CO2-data bliver lige pludselig en del af tilbudsgivningen"

Igennem Klimaklar har bcm transtech fået en forståelse for deres CO2-aftryk og reduktionstiltag. Men vigtigst af alt kan de nu levere CO2-data til de kunder, som efterspørger det.

Artiklen er produceret af Klimaklar Produktionsvirksomhed

‘Vi kunne godt tænke os CO2-data helt tilbage fra 2016 af’.  Sådan lød forespørgslen, da bcm transtech as‘s store litauiske kunde Stora Enso, kontaktede alle deres leverandører i februar måned 2021 – heriblandt bcm transtech as.

“Stora Enso har været en kunde igennem rigtigt mange år, og at de ud af det blå spørger så konkret ind til vores klimadata gjorde, at arbejdet med vores CO2-aftryk gik fra at være et vigtigt punkt på to do’en til at blive en decideret førsteprioritet”, indleder Søren Løhndorf, IT & Logistikansvarlig hos bcm transtech as. “CO2-data blev pludselig en del af tilbudsgivningen, så vi bestemte os for, at vi ligeså godt kunne komme i gang”. 

Derfor tilmeldte produktionsvirksomheden i Nørre Broby sig Klimaklar Produktionsvirksomhed for at blive bevidste om deres CO2-aftryk og kunne rapportere på det. bcm transtech as er en familieejet virksomhed, der leverer lagerløsninger til emballageindustrien.

Ikke længere ukendt territorium 

“Det har været en stejl læringskurve men samtidigt super spændende. Før Klimaklar havde vi allerede fået etableret både solceller og fjernvarme og igennem ‘Klimaklar’ blev vi bekræftet i, at det var det rigtige valg. Med Klimaklar fik vi også øjnene op for andre reduktionsmuligheder såsom elcertifikater og hvilken effekt, det kunne have på vores klimaregnskab, vi har efterfølgende indgået en aftale med OK“, forklarer Søren Løhndorf. 

“Med programmet forstår man, hvad det hele handler om. Det er ikke længere ukendt territorium, og den digitale læringsplatform er meget nem at tilgå. Vi fik sat forklaringer på begreberne, forstod endelig upstream og downstream (scope 3) samt fik et perspektiv på, hvorfor det i grunden er vigtigt overhovedet at arbejde med sit klimaaftryk”.

Dominoeffekten

Efterfølgende har bcm transtech as haft mulighed for at bruge deres CO2-data i forhandlingssituationer, når der skal indgåes relationer med nye kunder. Her har deres deltagelse i Klimaklar hjulpet dem med at kunne opridse de ting, de allerede gør, og de ting, de har planer om at gøre bedre i forhold til deres klimaaftryk.

Med henblik på eksisterende kunder kan de nu også nemmere indrapportere deres CO2-data og dermed bruge klimaregnskabet som et konkurrenceparameter. 

“Jeg håber, at det her kommer til at sætte gang i en slags dominoeffekt. Ligesom vores store kunder begynder at spørge indtil vores CO2-aftryk, er vi omvendt også begyndt at spørge vores leverandør indtil deres klimadata. Vi har brug for dataen for at kunne indregne det i vores klimaregnskab. Nogle af vores transportleverandører skriver for eksempel på fakturaen ‘Denne levering har kostet X antal ton CO2‘. Og det er de leverandører, vi skal bruge; de gør vores arbejde meget lettere”, afslutter Søren Løhndorf. 

  • bcm transtech as er en familieejet virksomhed på Fyn med ca. 50 medarbejdere. 
  • Virksomheden har egen konstruktionsafdeling, hvor de udvikler alle lagersystemerne selv. 
  • De har salgsagenter i mere end 20 lande herunder Ukraine, USA og Tyskland.

Klimaklar Produktionsvirksomhed er åben for tilmeldinger.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.