Her tjekker de grises sundhed med kunstig intelligens
Med kunstig intelligens har Svinerådgivningen gjort vurderingen af grisenes tilstand nemmere og mere præcis. Det har indbragt rådgivningsvirksomheden en finalist-titel i opløbet om at vinde Industriens Fonds AI-Award.
11. oktober 2023 / Nye teknologier
Svinerådgivningen rådgiver landmænd og svineproducenter om alt fra foder, miljø og praktiske forhold i forbindelse med pasning af grise.
“Vi har dertil en afdeling kaldet Test-Gris, hvor vi laver forsøg for foderstof-firmaer ved at teste forskellige ingredienser i foderet til grisene”, fortæller projektleder Dorthe Carlson, der har stået i spidsen for forløbet med AI Denmark.
AI sikrer den rigtige fodersammensætning
“Med AI har vi fundet en løsning til at vurdere afføringen fra girsene – om den er fast, blød, eller om grisen har diarre. Dette for at se, hvordan foderet påvirker dem. Vi vil jo især gerne finde de løsninger, der afhjælper diarre uden at ty til antibiotika”, siger Dorthe Carlson.
Hvordan har AI konkret ændret måden, I arbejder på?
Tidligere var alle vurderinger manuelle. Vi havde en mand til at gå gennem stalden hver dag for at foretage en fæces-score (vurdering af svineafføringen). Det skulle helst være den samme for at undgå, at vi står med et resultat, der er påvirket af, hvem der har foretaget vurderingen – og ikke hvad foderet reelt har gjort af forskel,” siger Dorthe Carlson og tilføjer:
“Nu skal vi jo bare have taget nogle billeder, og så kan computeren vurdere fæces for os”.
Objektiv, præcis vurdering
“Den vigtigste forskel er, at vi nu kan foretage en objektiv, præcis vurdering, der ikke er afhængig af den samme person. En person, som jo også går på weekend og holder ferie. Samtidig får vi hele tiden mere data, der gør os endnu klogere på sammensætningen af foder,” siger Dorthe Carlson.
“Skulle vi gå hen og vinde prisen, skal pengene gå til videreudvikling denne her model, så den kan bruges i enhver grisestald uagtet lysforhold osv. Potentialet er kæmpestort”, slutter Dorthe Carlson.
Industriens Fonds AI-Award uddeles d. 26. oktober i Industriens Hus.