Denne metode skaber resultater i danske virksomheder

Projektledelsesmetoden Half Double øger både succesraten og hastigheden i nye projekter. Det viser tal fra danske virksomheder, som har brugt metoden.

Innovation og nye initiativer er essentielle for at drive virksomheder fremad og konstant øge konkurrenceevnen.

Men for at få maksimal impact ud af gode idéer og banebrydende teknologier, så skal de implementeres og forankres grundigt – og gerne hurtigt.

“Projekter er afgørende for fremdrift og udvikling i danske virksomheder. Derfor er det også et stort problem, at mange projekter ikke leverer de ønskede resultater eller tager for lang tid at gennemføre,” siger lektor Per Svejvig fra Aarhus Universitet, der har fulgt arbejdet med Half Double-metoden i dansk erhvervsliv, siden metoden begyndte at tage form tilbage i 2014.

Gennem godt og vel ti år er metoden løbende blevet brugt, forbedret og finpudset hos både små og store danske virksomheder.

Det har gjort det muligt at undersøge metodens effekt grundigt – både på kort og på længere sigt.

Hvad viser tallene?

Og det er netop, hvad de har gjort i den nyeste forskningsrapport, som Aarhus Universitet har udgivet om Half Double-metoden.

Her samles der op på data og erfaringer lige fra projektets begyndelse til i dag. Og resultaterne er overbevisende.

“Vi kan se en klar effekt af Half Double-metoden ude i virksomhederne. Det gælder både de store firmaer og de små og mellemstore. Det er rigtig gode nyheder, når man ved, at netop de små og mellemstore virksomheder udgør 99 procent af alle de danske virksomheder,” siger Per Svejvig og fortsætter:

“Faktisk har 90 procent af de projekter, vi har undersøgt hos de små og mellemstore virksomheder, været en succes. Og alle er blevet gennemført.”

Udviklet af projektledere til projektledere

Half Double-metoden er baseret på best practices fra nogle af Danmarks dygtigste projektledere.

Og mens projektarbejdet har stået på, har Per Svejvig og hans team stået på sidelinjen og fulgt med.

De har fra begyndelsen undersøgt adskillige pilotprojekter, hvor metoden er blevet brugt.

Half Double Institute - Per Svejvig - Aarhus Universitet
Per Svejvig, lektor på Aarhus Universitet og mangeårig beskuer af Half Double-metodens anvendelse i danske virksomheder.

De betragtninger og analyser har givet værdifulde indsigter i, hvordan den udviklede metode fungerer i praksis i danske virksomheder, og på den måde er metoden hele tiden blevet videreudviklet og forbedret.

“Der er nu skabt en projektledelsestilgang, som baserer sig på faktisk menneskelig adfærd. Dermed kan den bidrage til at håndtere den uforudsigelighed og kompleksitet, som er et vilkår for projekter uanset, hvor man kigger i dansk erhvervsliv,” forklarer Per Svejvig.

Tre hovedprincipper driver projekterne hurtigt fremad

Half Double-metoden er centreret omkring tre hovedprincipper: Effekt, flow og lederskab.

Disse tre hovedprincipper understøttes hver især af tre praksisnære værktøjer, der gør metoden let at gå til og nem at forstå.

“Kort fortalt betyder effekt, at der bliver lagt mere vægt på resultater end på de enkelte leverancer. Flow-delen fokuserer på fremdrift snarere end ressourcestyring. Og ledelseselementet øger fokus på mennesker frem for systemer. Vores studier viser, at det er rigtig effektivt ude i virksomhederne, især når der bruges værktøjer fra alle tre områder i samme projekt,” fastslår Per Svejvig.

Dansk metodedesign med stort potentiale

Half Double-metoden er udviklet i Danmark og er primært afprøvet i danske virksomheder. Metoden er udarbejdet og testet med støtte fra Industriens Fond, og har i dag hjemme hos Half Double Institute.

Instituttet udbyder blandt andet kurser i metoden og foretager løbende evalueringer af metodens positive påvirkning af danske virksomheders konkurrenceevne.

Efterhånden som metoden har fået mere medvind i Danmark, har der også været forespørgsler fra udenlandske virksomheder og ledelsesrådgivere, der ønsker at benytte metoden og dygtiggøre sig inden for projektledelse.

Hovedfokus for Half Double Institute er dog fortsat at udbrede metoden til endnu flere virksomheder og rådgivere i Danmark, så gevinsterne hurtigere kan høstes herhjemme.

Og af samme grund er alle interesserede virksomheder og projektledere velkomne til at kontakte instituttet, med henblik på at få godt greb om Half Double-metoden og efterfølgende bruge den i praksis.

Aktuelt

Nyhed

30. april 2024

“Vi vil beregne det præcise CO2-aftryk for hver eneste tandhjul”

Nyhed

26. april 2024

Vinderløsning: Få din favorit-atlets brugte udstyr i ny form   

Nyhed

25. april 2024

Spar penge og tid ved at reparere frem for udskiftning

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Anders Brandtoft

Presse- og kommunikationschef

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.