Ny rapport: Danmark kan lære af verdens førende inden for ressourceeffektivitet

Industri, bæredygtighed, barometer, 2026
Dansk industri er nået langt med at reducere sin klima- og miljøbelastning. Men når det gælder om at skabe mere værdi med færre ressourcer, kan vi lære af blandt andre Holland og Tyskland. Det viser en ny rapport fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), som har undersøgt udviklingen i dansk og europæisk industri.
4. november 2026 / Bæredygtig produktion
Rapporten giver ny viden til de aktører, der arbejder med at styrke virksomhedernes grønne omstilling og konkurrenceevne.
Hvordan klarer dansk industri sig egentlig i den grønne omstilling, når vi sammenligner os med vores europæiske naboer? Og hvor kan vi hente inspiration til at styrke fremtidens bæredygtige produktion?
Det er omdrejningspunktet for “Industriens Bæredygtighedsbarometer 2026”, som for første gang sammenligner udviklingen i dansk produktionsindustri med Tyskland, Holland, Polen, Sverige og EU som helhed.
Rapporten bygger videre på analyser fra 2022 og 2025 og tager udgangspunkt i de samme fem indikatorer: ressourceforbrug, energiforbrug, CO₂-udledning, vandforbrug og affaldsgenerering.
Tilsammen giver de et billede af, hvor langt industrien er nået, og hvor der fortsat er behov for at udvikle nye løsninger.
Holland og Tyskland er foran på ressourceeffektivitet
Rapporten viser, at dansk industri har gjort betydelige fremskridt på flere områder. Siden 2012 er industriens CO₂-udledninger reduceret med 21 procent, mens energiforbruget er faldet med 7 procent.
Samtidig har Danmark forbedret sin produktivitet inden for både energi, CO₂, vand og affald. Det betyder, at industrien i dag skaber mere økonomisk værdi i forhold til sit forbrug og sine udledninger.
Men udviklingen er ikke lige positiv på alle områder. Ressourceforbruget skiller sig ud.
Her har Holland og Tyskland haft en markant stærkere udvikling i ressourceproduktiviteten end Danmark.
Begge lande har i højere grad arbejdet systematisk med at reducere forbruget af nye råstoffer og understøtte markeder for genanvendte materialer. Samtidig har de koblet ressourceeffektivitet tættere til industriens konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.
Holland har sat konkrete mål og arbejdet med hele materialekredsløbet. Allerede i 2016 vedtog landet en ambition om at reducere forbruget af primære råstoffer med 50 procent frem mod 2030 og skabe en fuldt cirkulær økonomi i 2050. Samtidig har Holland arbejdet på at etablere markeder for genanvendte materialer og styrke virksomhedernes arbejde med produktdesign, værdikæder og materialestrømme.
Rapporten fremhæver også hollandske ordninger, hvor virksomheder ikke blot skal identificere energibesparelser, men gennemføre relevante tiltag.
Tyskland har koblet ressourceeffektivitet tættere til industripolitik og investeringer. Landet har siden 2012 arbejdet med det nationale ressourceeffektivitetsprogram ProgRess og vedtog i 2024 en national strategi for cirkulær økonomi. Derudover fremhæver rapporten tyske støtteordninger, som giver virksomheder langsigtet investeringssikkerhed, når de omlægger deres produktion. Det gælder blandt andet 15-årige klimakontrakter, der skal gøre det lettere at investere i nye produktionsprocesser.
“Vi har i Danmark haft stor succes med at reducere industriens klimaaftryk og forbedre energieffektiviteten. Men rapporten viser også, at vi har et uudnyttet potentiale i at få mere værdi ud af de ressourcer, vi allerede bruger. Det handler ikke kun om bæredygtighed, men også om at gøre virksomhederne mindre afhængige af knappe råvarer og mere robuste i en usikker verden,” siger Anders Ziegler Kusk, programchef for bæredygtig produktion i Industriens Fond.
Viden skal ud i virksomhederne
Rapporten peger på, at udviklingen ikke alene afhænger af den enkelte virksomheds indsats. Politiske målsætninger, økonomiske incitamenter, teknologisk udvikling og samarbejde på tværs af værdikæder spiller også en væsentlig rolle.
Derfor er indsigterne relevante for en bred kreds af aktører, der arbejder med at fremme bæredygtig produktion i Danmark.
For rapporten giver ikke alene et billede af, hvor dansk industri står. Den peger også på konkrete erfaringer fra andre lande, som kan inspirere udviklingen af nye virksomhedsrettede indsatser.
Anders Ziegler Kusk understreger, at resultaterne derfor bør kalde på konkrete forbedringer:
“En rapport som denne skal ikke ende som endnu en status på den grønne omstilling. Den skal bruges. Vi håber derfor, at de mange aktører, som hver dag er i kontakt med danske produktionsvirksomheder, vil tage indsigterne med ind i deres arbejde. Det er gennem rådgivning, teknologiudvikling og samarbejde med virksomhederne, at viden kan omsættes til reelle forbedringer.”
Fra målepunkter til konkrete forbedringer
Rapporten er den tredje i rækken fra projektet Fremtidens Bæredygtige Produktion, som ATV gennemfører med støtte fra Industriens Fond.
Projektet blev igangsat for at skabe et fælles vidensgrundlag for den bæredygtige omstilling af dansk produktionsindustri.
I 2022 blev der etableret en baseline med fem indikatorer. I 2025 blev udviklingen i dansk industri gjort op på ny, og med årets rapport er perspektivet udvidet til en international sammenligning.
Ambitionen er, at indikatorerne skal gøre det lettere at følge udviklingen over tid, identificere de største udfordringer og prioritere indsatser, der kan styrke både bæredygtigheden og konkurrenceevnen.
Den nye rapport understreger samtidig, at cirkulær produktion kræver mere end effektiviseringer i den enkelte virksomhed. Der er også behov for samarbejde på tværs af værdikæder, bedre udnyttelse af materialer og stærkere markeder for sekundære råvarer.
Fem indikatorer følger industriens bæredygtige udvikling
Siden 2022 har projektet fulgt udviklingen i dansk industri med udgangspunkt i fem indikatorer:
- Ressourceforbrug og ressourceeffektivitet: Hvor effektivt vi udnytter materialer og råstoffer til at skabe økonomisk værdi.
- Energiforbrug og energiproduktivitet: Hvor meget energi industrien anvender, og hvor effektivt den omsættes til værdi.
- CO₂-udledning og produktivitet: Hvor meget industrien udleder af drivhusgasser i forhold til sin produktion.
- Vandforbrug og vandproduktivitet: Hvor meget vand industrien anvender, og hvor effektivt ressourcen udnyttes.
- Affaldsgenerering og affaldsproduktivitet: Hvor meget affald industrien producerer i forhold til den værdi, der skabes.


