Danmark lander på 7. pladsen ved EM i Cybersikkerhed

Det Danske Cyberlandshold kæmpede sig til en flot 7. plads ved EM i Cybersikkerhed 2026.
Efter intense kampdage landede Danmarks cyberlandshold på en 7. plads ved EM i Cybersikkerhed 2026, der blev afholdt i den tyske by Bochum.
16. oktober 2026 / Cybersikkerhed
De europæiske mesterskaber i cybersikkerhed er slut, og det danske cyberlandshold kan vende hjem til Danmark, efter flere dages dyst i cyberspace.
Cyberlandsholdet består af ti unge mellem 15 og 25 år, og efter årets konkurrence ved EM i Cybersikkerhed, er der alt mulig grund til at være håbefuld for fremtiden og stolt af holdet, lyder det fra landsholdets træner.

”En 7. plads ud af 35 lande er uden tvivl bestået. EM er en konkurrence, men det er også et stort fællesskab, hvor trænerne hjælper og inspirerer hinanden til arbejdet med at tiltrække flere unge til en uddannelse og karriere indenfor cybersikkerhed, og det glæder mig, at der for alvor er kommet gang i udviklingen af cybertalenter i hele Europa,” siger Jens Myrup Pedersen, der er landsholdstræner og professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet.
Nordisk dominans
Dette års top-3 bestod af Sverige, Finland og Østrig der fik henholdsvis guld, sølv og bronze, og kampen i toppen har krævet alle kræfter fra de deltagende landshold.
På første kampdag skulle holdene blandt andet finde information i sårbare apps, websider eller netværkstrafik.

Koncentration
Det kræver fuldt fokus når landsholdets strategi skal foldes ud.

Deltagere
I alt 42 lande dystede med ved EM i Cybersikkerhed – heraf syv gæstenationer.

Holdånd
Cybersikkerhed er i høj grad også en holdsport og kræver samtale.
Her var Danmarks naboer Tyskland og Sverige i suveræn topform, mens Østrig også havde sat sig godt til rette i toppen af tabellen.
Det gav alt at spille for på andendagen, hvor holdene skulle forsvare en server, mens de samtidigt angreb og udnyttede de øvrige holds servere.
Tabellen bølgede frem og tilbage i takt med at de unge cybertalenter tastede på tastaturerne, og til syvende og sidst landede Danmark altså på en samlet 7. plads ved EM i cybersikkerhed.
Eftertragtede talenter
Bag cyberlandsholdet står et stærkt samarbejde mellem blandt andre universiteterne, Forsvarets Efterretningstjeneste og Industriens Fond.
Årets præstation vidner om, at det ambitiøse samarbejde er en god vej til at udvikle den kritiske talentmasse, der både kan kæmpe med i toppen af Europa og på sigt være med til at styrke dansk erhvervsliv.

”Årets konkurrence har vist, at Danmark hører til blandt de bedste. Det er værd at bygge videre på, og i det lys fortsætter vi vores arbejde med at motivere unge til at uddanne sig inden for cybersikkerhed, i håb om at de i fremtiden kan bidrage til at højne cybersikkerheden i dansk erhvervsliv. Og så har årets konkurrence også vist, at niveauet rundt omkring i Europa er højt, og at cybersikkerhed er et emne, der prioriteres hos vores europæiske venner – og det er positivt,” siger Malene Stidsen, der er chef for Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram.
EM i Cybersikkerhed kommer til Danmark
Mens støvet så småt er ved at lægge sig fra årets konkurrence, er der allerede nu god grund til at kigge frem mod næste års europamesterskaber.
Her kommer EM i cybersikkerhed nemlig til Danmark, hvor Aarhus bliver værtsby for den tværnationale turnering i 2027.
Dermed kommer Det Danske Cyberlandshold til at spille på hjemmebane, når der skal findes en ny europamester næste år.

Frem mod EM i Cybersikkerhed på hjemmebane kommer hele det danske cybersikkerhedsmiljø til at fortsætte arbejdet med at understøtte unge mennesker, der interesserer sig for cybersikkerhed.
Det gøres blandt andet gennem tiltag som De Danske Cybermesterskaber og det landsdækkende initiativ Cyberskills, hvor unge kan engagere sig i fællesskaber med ligesindede og blandt andet være med i forskellige arrangementer og turneringer rundt omkring i Danmark.





