Alle sejl blev sat til for at skabe søstærke startups

Maritime Stars
Afsluttet
Nye teknologier

Maritime Stars styrker den maritime industri og iværksætterkulturen ved at øge innovations- og konkurrencedygtigheden i branchen.

Femten iværksættervirksomheder og startups gennemførte over en treårig periode et 9-måneders træningsforløb, kaldet Maritime Stars, der forberedte dem til at blive vækstklare og konkurrencedygtige.

I tre delforløb understøttedes de udvalgte virksomheder i at blive stærkere inden for konceptualisering i form af forretnings- og konceptudvikling, go-to-market, salg og markedsføring samt finansiering i form af kapitalfremskaffelse og pitchtræning.

Undervejs i Maritime Stars modtog virksomhederne således sparring, rådgivning og udvikling fra en eller flere forskellige maritime fyrtårnsvirksomheder.

Bredt samarbejde bag Maritime Stars

Projektet blev søsat af Industriens Fond og EU Socialfonden sammen med MARCOD. Projektet tog afsæt i Det Blå Nordjylland, og her udføres projektet stadig i samarbejde med Erhvervshus Nordjylland og Aalborg Universitet samt en række fyrtårnsvirksomheder.

Maritime Stars styrkede industrien på flere forskellige måder. Accelerator-forløbet har i løbet af sine første 3 leveår gennemført udviklingsforløb med 15 knivskarpe startups understøttet af mentorer fra 24 maritime fyrtårnsvirksomheder. Nogle af erfaringer præsenteres i videoen her:

Se videoen og få indblik i nogle af de erfaringer og resultater som er opnået i projektet – og hos de deltagende virksomheder.

Konkret arbejdede projektet gennem fire hovedaktiviteter, der tilsammen udgjorde rygraden i projektet:

1. Rekruttering og udvælgelse
I løbet af projektet udvalgtes 15 maritime iværksættervirksomheder til programmet.

2. Co-create board
Hvert år sammensattes et co-create board af deltagere fra maritime fyrtårnsvirksomheder suppleret med serieiværksættere, investorer og teknologiske eksperter til sparring og vejledning af deltagerne inden for relevante emner.

3. Etablering i Det Blå Nordjylland
Iværksætterne etablerede sig på en af 5 lokationer i Det Blå Nordjylland, hhv. Frederikshavn, Hanstholm, Hirtshals, Skagen eller Aalborg for at sikre, at deltagerne integreredes i de rette eksisterende maritime økosystemer.

4. Individuelle træningsforløb
Træningsforløbene entreredes med et team af maritime specialister inden for koncept og vision, salg og markedsføring samt kapitalsøgning, fundraising og pitchtræning. Efter hvert endt forløb opsamledes viden i form af case-beskrivelser, som aktivt formidles og udbredes med henblik på at sikre videnopbygning og inspiration til hele branchen.

Maritime Stars stævner ud fra erhvervshuset

Det var fra begyndelsen af hensigten, at projektet bidrog med øget innovations- og konkurrencedygtighed i branchen, herunder for både de deltagende iværksætter- og fyrtårnsvirksomheder.

På længere sigt har det været forventningen, at projektet kontinuerligt kommer til at bidrage til nye produkter, løsninger og services og dermed understøtter både jobskabelse samt øget omsætning i den maritime branche.

Evalueringer har vist at Maritime Stars på mange områder har efterlevet de opstillede forventninger – og mere til.

Af samme grund udbydes acceleratorforløbet i dag af Erhvervshus Nordjylland, hvor der hvert år indledes nye vækstforløb med ambitiøse maritime iværksættere.

Hvem er med i Maritime Stars?

Fælles for virksomhederne der deltager i Maritime Stars er naturligvis deres tilknytning til Det Blå Danmark.

Men derudover er det meget forskellige virksomheder, der har været med i forløbet. Mød nogle af dem i videoerne her:

2021-deltagerne

2020-deltagerne

2019-deltagerne

Projektdata

Projektet

Projektnavn:
Maritime Stars

Projektejer:
MARLOG

Periode:
2019-2021

Støttet med:
2,6 mio. kroner

PROJEKTPARTNERE

Projektet udførtes af MARLOG i samarbejde med række danske og internationale aktører. Besøg dem herunder.

Internationalisering

Den maritime sektor er en af de helt store drivkræfter i den danske industri. Den spiller en stor rolle i forhold til internationaliseringen af det danske erhvervsliv. Et internationaliseret erhvervsliv, hvor de danske virksomheder er attraktive magneter for udlandet og skaber unikke serviceydelser og produkter, er noget af det, som Industriens Fond arbejder allermest for og med.