Teknologiforståelse på skoleskemaet: “Vi skal ikke være bange for at lade eleverne gå foran”
14. november 2022
Arbejdet med nye teknologier kræver en helt ny måde at undervise på. “Vi skal stimulere kreativitet og innovation, og det kræver, at vi har fokus på proces, metoder og ideudvikling – snarere end resultater.”
“Det vigtigste er, at det skal handle om eleverne, deres erfaringer og deres fremtid. Ikke forældrenes, ikke arbejdsmarkedets.”
Det er ifølge Janni Lynge, som er lærer og it-vejleder på Campusskolen i Ringsted, nøglen til at undervise i teknologiforståelse,
Sammen med sine elever fra 7. klasse har hun deltaget i Ultra:bits digitale læringsevent ‘Skab Fremtiden’, hvor eleverne med afsæt i ny teknologi giver deres bud på drømmejobbet anno 2030.
Temaugen i ny teknologi startede ellers mere traditionelt med, at eleverne gik på jagt i jobkompasset med udgangspunkt i egne interesser. Herfra var opgaven så at matche et traditionelt job med nye teknologier. Og hurtigt blev eleverne løsningsorienterede.
Globale udfordringer rykker ind i klasselokalet
“De unge er utrolig optagede af, hvad der sker i verden. Klimakrise, energikrise og krigen i Ukraine. De her udfordringer er store, og de presser sig på – også i klasseværelset. Det ses tydeligt i elevernes mindset, og måden de går til nye teknologier på. Teknologien skal bruges til at imødegå udfordringer,” siger Janni Lynge Paysen.
Bl.a. kom eleverne op med ideen om en såkaldt ‘Deep Water Pressure Camera Designer’, der i et mix af kompetencer fra havbiologi og avanceret teknologi lynhurtigt kan komme til havbunden og optage, hvad der sker – i dette tilfælde med direkte reference til eksplosionerne på gasrørledningerne i Østersøen.
Om ‘ultra:bit ‘
Om ‘Skab fremtiden’
Fokus på innovation
Janni Lynge mener, at digital dannelse og teknologiforståelse skal fylde på skoleskemaet – faktisk må det gerne fylde mere. Også selvom det nogle gange er eleverne, der kan undervise lærerne.
“Her tror jeg det er rigtig vigtigt, at man som lærer netop ikke er bange for, at lade eleverne gå foran. Også selv om det kan betyde et tab af den kontrol, som er en vigtig del af vores fag. Som jeg siger til mine kolleger, hvis vi var eksperter i alt det, vi skulle undervise i, så kunne vi jo ikke være lærere. Så skulle vi jo netop være noget andet,” siger Janni Lynge og fortsætter:
“Når det er sagt, er arbejdet med nye teknologier jo en helt ny måde at undervise på. For skal vi for alvor åbne elevernes øjne for det fulde potentiale og stimulere innovation, så skal vi også arbejde mere med proces, metoder og ideudvikling – snarere end slutresultatet.”
Apps forgår, (digital) dannelse består
“Teknologier er jo flygtige og de apps, vi bruger i dag er forældede i morgen. Her har vi en vigtig opgave i at lære eleverne at balancere i den virkelighed, hvor der konstant skal gøres plads til nytænkning, nye muligheder og innovation,” siger Janni Lynge.
Og det er netop det, et undervisningsforløb i ultra:bit kan bidrage til.
På Ringsted Campusskole er det også tydeligt, at der er elever, der ‘slår sig lidt’ på undervisningen og ikke gider. Andre, og ofte dem, der ikke er så stærke i andre fag, blomstrer til gengæld:
“Pludselig kan de skabe en helt masse,” siger Janni Lynge.
Læs mere om Industriens Fonds projekter inden for digitale kompetencer: