Skoleelever leger og lærer når de programmerer

Glade børn med UltraBit

Glade børn med UltraBit

At mestre ny teknologi er en afgørende kompetence for medarbejdere og kommende medarbejdere i danske virksomheder. Gennem tre år har Industriens Fond med projektet ultra:bit inspireret skoleelever til at interessere sig for programmering. En ny evaluering viser, at eleverne især kan lide at være kreative og skabe nye ting med teknologien, og at langt de fleste elever - uanset køn - har lært at kode gennem projektet.

Kodning er ikke længere et uforståeligt sprog for de mange tusinde elever i 4. til 6. klasse. Tusindvis af elever har nemlig lært at kode gennem ultra:bit, og de har også fået forståelse for, hvad man kan bruge kodning til uden for skolen.

Og så synes de ovenikøbet, at det er sjovt at kode. Det konkluderer den årlige evaluering af ultra:bit, som er udført af Naturfagenes Evalueringscenter.

“Vi glæder os meget over de gode resultater. Når børnene får teknologien mellem hænderne, så arbejder de nysgerrigt og kreativt med den og tilegner sig vigtige kompetencer, som de kan bruge resten af livet. Med et projekt som ultra:bit præsenterer vi ny teknologi på en god måde. Eleverne går engageret til opgaven og uanset køn og klassetrin, så har de det sjovt, mens de programmerer og dygtiggør sig. Det er lige præcis, sådan det skal være”

Charlotte Kjeldsen Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond

Eleverne synes, det er sjovt at kode, og det gør de blandt andet fordi at de især godt kan lide det legende, kreative og frie ved at arbejde med ultra:bit.

Og så er det givtigt at få noget konkret teknologi i hænderne, så emnet bliver intuitivt og let at se, bruge og forstå.

“Indsatsen viser, at når vi både giver børnene adgang til teknologi og samtidig støtter skolerne i at undervise med og om teknologi, så gør det en forskel”

Søren Grosen, formand for CFU Danmark

Startskuddet til ultra:bit gik i 2018, hvor ultra:bit-indsatsen uddelte gratis mikrocomputere, de såkaldte BBC micro:bits, til skoler i hele Danmark.

Siden da har 9 ud af 10 skoler i Danmark været med i ultra:bit og benyttet de mange tilbud til undervisningen så som læringsevents, kompetenceudviklende lærerkurser fra CFU, digitale undervisningsforløb fra DR Skole og børneprogrammer om teknologi og digital dannelse fra DR Ultra.

Evalueringen peger også på, at det motiverer eleverne, at man kan lykkes med noget, når man arbejder med ultra:bit. De fleste elever mener, at man kan bruge BBC micro:bits til at skabe nye ting, og omkring halvdelen har selv prøvet at bruge teknologi til at skabe nye ting.

“I ultra:bit bruger børnene en designproces, når de skaber tekniske løsninger på forskellige problemer. Det giver dem mulighed for at gå til nye udfordringer, hvor de kan være nysgerrige, udforskende og afprøvende, som de har erfaringer med at gøre, når de leger”

Morten Skov, chef for B&U i Danmarks Radio

Eleverne møder bl.a ultra:bits designproces, når de benytter det store undervisningssite til ultra:bit, som DR Lær står bag. Det er fyldt med inspirerende digitale undervisningsforløb til mange fag og trin.

Desuden arrangerer ultra:bit årlige innovationskonkurrencer samt fysiske og digitale camps, hvor flere end 10.000 elever årligt deltager og udforsker de kreative designprocesser.

Evaluering af Ultra:bit

Læs den nye evaluering af Ultra:bit. Evalueringen er gennemført i 2021 og bygger på svar fra 1.298 elever og 52 lærere på skoler rundt omkring i Danmark.

Læs evalueringen

Skoler over hele landet vil arbejde videre med ultra:bit og teknologi. Mange lærere fortæller i evalueringen, at det bl.a. er de gode erfaringer med første runde af ultra:bit, der har fået dem til at genvælge det, og de fleste vil anbefale ultra:bit til kolleger eller andre i deres netværk.

Evalueringen viser også, at ultra:bit-indsatsen mange steder er forankret i skoleledelsen. Det mærker man også hos Astra, der arbejder med forankringen af ultra:bit i skolernes praksis og har lavet undersøgelser i kommuner.

“Astra har kendskab til en række kommuner, hvor der allerede sker en strategisk prioritering af arbejdet med forskellige indsatser inden for teknologi. ultra:bit omtales i den sammenhæng som værende en oplagt indsats at inddrage i undervisningen. Det skyldes, at indsatsen er tilrettelagt med undervisningsforløb, kompetenceudvikling for lærere og gratis hardware”

Mikkel Bohm, direktør i Astra.

I løbet af de kommende år vil endnu flere børn få glæde af ultra:bit-indsatsen, som med støtte fra Industriens Fond fortsætter for alle elever i 4. til 8. klasse til og med 2023.

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Nanna Nyholm

Projektleder

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.