Sådan arbejder danske virksomheder med biodiversitet 

Biodiversitet i danske virksomheder kan se ud på mange måder

Biodiversitet i danske virksomheder kan se ud på mange måder

Dansk Industri, WWF Verdensnaturfonden og Industriens Fond har samlet udvalgte danske virksomheders erfaringer med biodiversitet i en online portal. Målet er at inspirere resten af erhvervslivet, så fremtidens konkurrenceevne bliver mere grøn.  

Mere vild natur uden for fabriksbygningerne. Udvikling af forsyningskæder og innovation af nye produkter, der tager hensyn til natur- og dyreliv. Og bæredygtighedsstrategier, som både indtænker virksomhedens påvirkning af klima og biodiversitet.  

Danske virksomheder er parate til at tage deres del af ansvaret for, hvordan og hvor meget de påvirker natur og biodiversitet – både herhjemme og i udlandet – og de griber udfordringen an på mange forskellige måder. Den globale biodiversitet er truet, og falder hurtigere end noget andet tidspunkt i historien. Det har konsekvenser for menneskers sundhed, levebrød og økonomi i en sådan grad, at World Economic Forum vurderer, at tab af biodiversitet er blandt de tre største risici for verdensøkonomien. Men biodiversitet er en kompleks størrelse, og mange virksomheder efterspørger både viden og ideer til konkrete handlinger. 

Inspirationskatalog skal bidrage til øget biodiversitet

Derfor er erfaringer fra 14 udvalgte danske virksomheder nu samlet på en online portal, så de gode eksempler kan inspirere andre danske virksomheder med viden, idéer, metoder og erfaringer. Industriens Fond står bag det fælles projekt, som nu udkommer med inspirationskataloget der er udarbejdet i et samarbejde mellem Dansk Industri og WWF Verdensnaturfonden. 

”Hvis danske virksomheder skal arbejde konstruktivt med biodiversitet på både strategisk og operationelt plan med udgangspunkt i deres forretning, har de brug for inspiration og viden. Det får de nu med lanceringen af det nye katalog. Det stærkeste kort til læring og positiv forandring er de gode eksempler fra andre virksomheder, og særligt på biodiversitetsområdet har mange virksomheder svært ved at navigere. Det hjælper vi dem nu til, så de kan udnytte fordelene ved at tænke biodiversitet ind i forretningen og derved styrke deres konkurrenceevne,” siger programleder for bæredygtig produktion i Industriens Fond, Anders Ziegler Kusk. 

De danske virksomheder, der er længst med arbejdet med biodiversitet, oplever i stigende grad, at det giver dem en konkurrencefordel – især når de arbejder målrettet med deres værdikæder. Det gælder både i forhold til potentielle investorer, kunder og tiltrækning af medarbejdere. 

”Mange danske virksomheder står i en sårbar situation, når naturen forsvinder, men har til gengæld mulighed for at stå ekstra stærkt over for både investorer, kunder og medarbejdere, hvis de formår at handle ambitiøst og takle tilbagegangen i biodiversitet. Jeg vil anbefale alle virksomheder at komme i gang hurtigst muligt. Der er god inspiration at hente fra de virksomheder, der allerede er i gang,” siger Jacob Fjalland, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden. 

Biodiversitet giver fordele

I kataloget kan nysgerrige virksomheder blandt andet finde inspiration til at arbejde med biodiversitet i deres værdikæder, de kan blive klogere på, hvordan andre har kommunikeret om deres indsatser eller har involveret deres medarbejdere og se eksempler på samarbejde mellem virksomheder om biodiversitet.  

De mange eksempler og virksomhedserfaringer lander umiddelbart efter, at Biodiversitetspartnerskabet, som består af 22 toneangivende organisationer, 13. juni lancerede en række anbefalinger til at styrke biodiversitetsindsatsen hos danske virksomheder. Her er der bl.a. fokus på, at virksomheder skal bidrage til at standse tabet af biodiversitet senest i 2030, og bidrage til genopretningen af natur og biodiversitet både i hav og på land. Det kræver i følge Biodiversitetspartnerskabet bl.a., at de virksomheder, der gerne vil i gang, kan hente inspiration til arbejdet med biodiversitet fra andre danske virksomheder.  

”Stadig flere virksomheder bliver klar over, at de påvirker biodiversitet og natur, men de har svært at komme  fra erkendelse til handling. Heldigvis er der allerede mange seriøse tiltag i gang, og det vil gøre en stor forskel at få delt de gode eksempler, så de kan inspirere endnu flere virksomheder til at turde arbejde med biodiversitet og begynde at få øje på forretningspotentialerne,” siger Mette Gyde Møller, underdirektør for Strategiske Indsatser i Dansk Industri. 

14 danske virksomheder har delt ud af deres erfaringer med at arbejde med biodiversitet. Virksomhederne er Nopa Nordic, Arla, Gubi, Plus Pack, Anlægsgartner Gottlieb, KLS Pureprint, Neutral, dbramante1928, Vattenfall, Slow, Fiskerikajen, Ørsted, Søuld og Nature Impact.  

Læs mere om virksomhedernes erfaringer på www.danskindustri.dk/biodiversitet

Aktuelt

Tre grønne skraldespande med loop-logo
Nyhed

20. januar 2026

Bæredygtig og resilient produktion er et strategisk anliggende for dansk erhvervsliv

Mørkhåret kvinde foran en rød container.
Nyhed

18. december 2025

Skalering af succesprogram styrker dansk hardware fra idé til industri 

Sønderborg set fra vandsiden.
Nyhed

21. november 2025

Sønderborg styrker sin position som Danmarks hovedstad for grøn energiteknologi

Carletti bygning med flag og natur
Nyhed

24. oktober 2025

Afkobling 2030 viser, hvordan bæredygtighed bliver en del af forretningen

Fremtidens bæredygtige produktion
Nyhed

23. september 2025

Analyse: Ressourceforbruget er den store hæmsko for industrien

Fejring med blomster og diplom
Nyhed

25. august 2025

Nyt isoleringsmateriale i front: Insutex kåret som bedste bæredygtige startup-idé