Produktion af scrubbere blev til global serviceforretning

Medarbejdere fra PureteQ arbejder især med scrubbere.
Corona slog kortvarigt PureteQ ud af kurs. Men grundige overvejelser fik hurtigt virksomheden på ret køl igen. En af årsagerne var et styrket og meget skarpt fokus på servitization - og det er blevet til et servicekoncept der i dag bruges af flere og flere kunder verden over.
2. februar 2026 / Bæredygtig produktion
Svovl er giftigt for både dyr og mennesker, og røggas fra skibe, der brænder svovlholdig fuelolie i deres motorer, vurderes at have slået tusindvis af mennesker ihjel på verdensplan.
Den 1. januar 2020 gjorde den internationale maritime organisation IMO noget ved det. Fra den dato skulle skibe med svovlholdigt brændstof være udstyret med en scrubber, der renser svovl ud af udstødningsgassen.
Forbud mod forurening gjorde scrubbere til en attraktiv forretning
Forbuddet blev startskuddet på en massiv optur for virksomheden PureteQ, der allerede tilbage i 2016 havde installeret sit første scrubber-anlæg til rensning af røggas på en Stenaline-færge.
Helt nye muligheder åbnede sig for den Svendborg-baserede virksomhed. Og PureteQ-scrubbere, der ellers oprindeligt blev udviklet til landbaserede anlæg, for eksempel kraftværker, fandt pludselig vej til skibsfarten og er i sin maritime version nu solgt i over 130 eksemplarer.
Corona og flybrændstof ødelagde forretningen
Men så kom corona. Den globale flytrafik gik nærmest i stå, og nu begyndte man – over hele verden – at blande det overskydende flybrændstof op med råolie for at lave skibsbrændstof med lavt svovlindhold.
Det slog bunden ud af markedet for scrubbere og krævede nytænkning hos alle i og omkring branchen. Også hos PureteQ, hvor løsningen blev at udvide serviceforretningen og udvikle et endnu stærkere servicekoncept ved hjælp af servitization.
“For at overleve og for at holde på vores medarbejdere og vores knowhow, fandt vi en ny niche i serviceringen af scrubber-anlæg. Både vores egne anlæg og dem fra andre fabrikanter,” forklarer Søren Holm Hansen, der er salgschef i PureteQ.
“Vores serviceforretning er vokset kraftig siden, med i gennemsnit 30 procent om året. Nu laver vi service på næsten 1.700 skibe og har personale i Hamborg, Constanta, Panama, Singapore, Shanghai og Tokyo.”
For rederier er servicering af deres skibes scrubbere afgørende vigtigt. Der stilles nemlig store krav til rensningens kvalitet.
Således skal scrubber-anlæg både være godkendt til udvaskning af svovl, det skal kunne måle kontinuert, og derudover skal det serviceres løbende for at kunne dokumentere, at det virker, som det skal.
Grænseværdier for scrubbere skal overholdes
I praksis foregår rensningsprocessen ved at anlæggets sensorer måler det gas og vand, anlægget sender ud efter rensning. Det gøres for at sikre at grænseværdierne er overholdt. Dertil skal sensorikken efterses løbende og slidte komponenter udskiftes.
Samlet set betyder det, at service og vedligehold er en stor opgave – og tidskrævende. Og dermed lå der nogle attraktive muligheder og ventede for PureteQ, der altså, med målrettet servitization-fokus, kunne udvikle – og videreudvikle – forretningen med fremtidsholdbare servicekoncepter.
Organisationen er tilpasset til servicering af scrubbere
Serviceringen foregår i praksis, mens skibene er i havn. Af samme grund har PureteQ placeret mandskab ude i de store shipping-knudepunkter, hvor de også råder over værksteder og lagerfaciliteter.
Dermed har PureteQ alt hvad de skal bruge til at understøtte en serviceforretning. Og i alt bruges der typisk omkring 12 timer til at overhale et scrubber-anlæg.
Arbejdsgangen er veldefineret, blandt andet takket være et struktureret udviklingsforløb med fokus på servitization.
Det hele styres fra hovedkvarteret i Svendborg. Her sidder også seniorteknikere, der bistår servicefolkene i udlandet med ekspertise, når det er nødvendigt.
“Vi havde længe gået og snakket om, hvordan man kunne forbedre snitfladen mellem det danske hovedkontor og serviceteknikerne derude,” fortæller Søren Holm Hansen.
“Vi havde brug for nogle uvildige øjne til at kigge vores serviceforretning efter i sømmene. Egentlig havde vi allerede taget delvist hul på en videreudvikling af vores servicekoncept, men vi besluttede at tage servitize-eksperterne med på råd. Vi ville gerne indarbejde deres viden og erfaringer fra de mange servitization-projekter, de allerede har gennemført.”
Udviklingsforløb gav pote
Det har givet pote, og er mundet ud i at videreudviklingen af serviceforretningen nu følger tre spor:
- Digitalisering og anvendelse af avancerede dataplatforme
- Forbedring af eksisterende servicekoncepter ved at kombinere teknisk vedligehold og bæredygtighedsoptimering
- Implementering af nye metoder til ressourcebesparelse og reduktion af CO₂-aftryk
Gennem en række workshops i udviklingsforløbet analyseredes PureteQs eksisterende serviceforretning, for at kunne udpege flaskehalse og problemområder.
Der blev blandt andet stillet skarpt på snitfladen mellem hovedkontoret og de udenlandske serviceenheder og der blev også kigget nærmere på virksomhedens interne processer og it-infrastruktur til håndtering af serviceopgaver.
Efter en del diskussioner valgte PureteQ blandt andet at undersøge muligheden for at udvikle en AI-baseret chatbot til at understøtte serviceteknikerne ude på skibene.
Men et dybtgående analysearbejde afdækkede imidlertid, at omkostninger og ressourceforbrug ikke kunne stå mål med den optimeringsgevinst, en sådan chatbot kunne give.
I stedet valgte PureteQ at kigge nærmere på it-infrastrukturen og processerne omkring flowet af en ordre, hele vejen fra når serviceafdelingen modtog den første e-mail om en opgave, til man sendte den afsluttende faktura efter udført arbejde.
Den analyse har siden dannet basis for et nyt udviklingsprojekt, der bygger videre på analyserne fra servitize-forløbet.
Meget værdifuldt
På den måde har det målrettede servitize-arbejde både vist vejen til nye tiltag, men også været med til at dokumentere, hvilke indsatser virksomheden med fordel kunne fravælge at bruge tid og penge på.
Ifølge Søren Holm Hansen giver servitize-forløbet og det efterfølgende udviklingsprojekt PureteQ mulighed for at strukturere og udbygge sin serviceforretning yderligere, og budgetterer med en fortsat årlig vækst på 30 procent – også i virksomhedens kommende 2-årige budgetperiode.







