Podcast: Kan vi genanvende os ud af plastproblemet
I dette afsnit af MADE Podcast-serien om cirkulær økonomi og bæredygtighed i produktionen besøger vi virksomheden PLASTIX, der producere ny plast ud af gamle fiskenet og reb.
3. maj 2023 / Bæredygtig produktion
Plast hober sig op til vands og til lands, men måske har industrien en løsning.
Seks meter høje bunker af udtjente reb og fiskenet tårner op i et idyllisk landskab af marker i Lemvig. Bunkerne tilhører SMV’en PLASTIX, der gennem en avanceret genanvendelsesproces omdanner dem til plastgranulat, der kan bruges i nye plastprodukter.
“Ved at bruge et kilo af vores plast har du en 1,7 kilos CO2-reduktion mod nyplast,” fortæller CEO i PLASTIX Hans Axel Kristensen.
I dette afsnit af MADE Podcast serien Industriens Genbrugsguld taler vi om plastik: Hvorfor skaber plastik problemer for miljø og klima, og kan vi genanvende os ud af de problemer?
Samtidig hører vi også fra Peter Sommer Larsen, der er forretningsleder ved Center for Plast og Emballage på Teknologisk Institut, og Miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk. De gør os klogere på, hvad plast er for en størrelse, og hvilke udfordringer og muligheder plastmaterialet møder, når det kommer til genanvendelse.