Nyt værktøj hjælper virksomheder med at leve op til NIS 2

Mikael Jensen, direktør for D-Mærket.

Mikael Jensen, direktør for D-Mærket.

Danske virksomheder får nu hjælp fra D-mærket, Danmarks mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, i bestræbelserne på at blive klar til den danske NIS 2-lov om cybersikkerhed. Et nyt modul hjælper virksomheder med at dokumentere deres efterlevelse af NIS 2.

1. juli træder en ny lov for cybersikkerhed i kraft i form af den danske udmøntning af EU-direktivet NIS 2. Med direktivet skal flere tusinde danske virksomheder nu leve op til helt nye krav til cybersikkerhed.

Til at løse den udfordring lancerer D-mærket, Danmarks mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, nu et såkaldt NIS 2-modul. Modulet, som kan tilvælges som en del af D-mærket, hjælper med sine 120 krav virksomheder med at arbejde med at blive klar til NIS 2 og til at dokumentere, at de lever op til minimumskravene i NIS 2-loven.

”D-mærket er sat i verden for at hjælpe danske virksomheder med at styrke it-sikkerheden og den ansvarlige dataanvendelse. Vi ved, at mange er i vildrede over de nye krav, og modulet har til formål at give et overblik over, hvad det kræver for ens virksomhed at leve op til NIS 2’s minimumskrav, og give konkret hjælp i arbejdet,” siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket.

Løftet om, at D-mærkets NIS 2-modul hjælper virksomheder med at efterleve NIS 2, er ikke grebet ud af den blå luft. Modulet og D-mærkets øvrige kriterier er mappet op imod minimumskravene i direktivet samt til krav fra ISO/IEC 2700X, CIS og det europæiske cyberagentur, ENISAs guide til implementering af NIS 2. Derudover er der sammenlignet med Styrelsen for Samfundssikkerheds vejledning til NIS 2-loven vedrørende ”Implementering af cybersikkerhedsforanstaltninger.”

It-sikkerhed er en konkurrencefordel

D-mærkets NIS 2-modul er særligt rettet mod de virksomheder, der i direktivet er kategoriseret som ’vigtige enheder’. Virksomheder i denne kategori fører myndighederne ikke løbende tilsyn med – modsat kategorien ’væsentlige enheder’ – og for dem kan modulet og det årlige tilsyn fra D-mærket hjælpe med løbende at dokumentere efterlevelse af direktivet.

Samtidig er dokumentationen af arbejdet med it-sikkerhed med til at skabe konkurrencefordele for virksomheden. Industriens Fonds årlige analyse af SMV’ers it-sikkerhed viser, at jo flere initiativer for it-sikkerhed virksomheden indfører, jo flere konkurrencefordele opnår de.

”It-sikkerhed skaber konkurrencefordele, og derfor er det også værdifuldt at kunne vise sine kunder, at man lever op til minimumskravene i NIS 2. Den vished kan give kunderne ro i maven og i visse tilfælde være helt afgørende for at vinde og fastholde kontrakter” siger Mikael Jensen.

NIS 2-modulet kan tilvælges i D-mærkets gratis selvevalueringsværktøj, hvor virksomheder kan se, hvordan de efterlever D-mærkets kriterier – og nu altså også minimumskravene i NIS 2.

Om D-mærket

D-mærket er den første mærkningsordning, der med afsæt i internationale standarder og reguleringsrammer kombinerer databeskyttelse, datasikkerhed og dataetik i ét mærke. D-mærket hjælper virksomheder af alle typer og størrelser med at arbejde aktivt med og tydeliggøre deres digitale ansvarlighed. Ambitionen er at skabe et stærkt digitalt Danmark – på sigt Europa – hvor det er nemmere for borgere, virksomheder og det offentlige at se, hvilke organisationer der handler digitalt ansvarligt. Bag D-mærket står Industriens Fond i samarbejde med Dansk Erhverv, Dansk Industri, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk.

Læs mere om, hvordan din virksomhed bliver D-mærket her.

Aktuelt

Adm. direktør Thomas Hofman-Bang fra Industriens Fond
Viden

1. juli 2025

USA er gået i sort, men det er den grønne dagsorden ikke

Søren Himmelstrup er leder af projektet Cirkulært Kompetenceløft
Viden

25. juni 2025

Få skræddersyet hjælp til cirkulær forretning – gratis og landsdækkende

Viden

24. juni 2025

Fremtidens byggeri er printet: Sådan kan 3D-print gøre byggeriet mere bæredygtigt

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

INFO

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.