Nye teknologier: et strategisk konkurrenceparameter 

For danske virksomheder er spørgsmålet ikke, om nye teknologier skal tages i brug, men hvordan de anvendes klogt, ansvarligt og øger produktiviteten. Derfor er nye teknologier et strategisk indsatsområde for Industriens Fond.

Avancerede teknologier har ændret spillereglerne for, hvordan mange virksomheder udvikler deres forretning. Kunstig intelligens, nye materialer og avancerede produktionsteknologier er ikke længere fremtidsscenarier, men konkrete værktøjer, der allerede i dag former globale markeder.

Industriens Fonds vision er, at danske virksomheder skal være blandt verdens førende i ansvarlig udvikling og anvendelse af nye teknologier. Missionen er at gøre virksomhederne i stand til at styrke deres forretning ved at bringe avancerede teknologier i spil.

Teknologi som motor for konkurrencekraft

Nye teknologier er for mange virksomheder altafgørende for et produktivitetsløft. De gør det muligt at automatisere processer, udnytte data intelligent og udvikle helt nye forretningsmodeller.

Men teknologiens betydning rækker længere end den enkelte virksomheds bundlinje. Avancerede teknologier er også nøglen til at udvikle løsninger på nogle af samfundets største udfordringer. Fra grøn omstilling og ressourceknaphed til cybersikkerhed, forsvar og sundhed. Det er i krydsfeltet mellem erhvervslivets innovationskraft og samfundets behov, at de mest banebrydende løsninger opstår.

Icon of bog-uddannelse

Vi arbejder for at styrke virksomhedernes viden og kompetencer inden for nye teknologier samt deres forståelse for, hvordan de forretningsmæssige potentialer realiseres i praksis.

Icon of medarbejder

Vi arbejder for at styrke virksomhedernes evne til innovation med afsæt i ansvarlig anvendelse af nye teknologier.

Icon of milepael

Vi arbejder for at udvikle verdensførende techøkosystemer i Danmark, understøttet af stærke partnerskaber, adgang til kapital og talent.

Fra teknologi til strategi

At realisere potentialet i nye teknologier kræver dog mere end investeringer i nye systemer. Det kræver også, at virksomhederne forstår teknologiens strategiske betydning og formår at integrere den i både produktion og forretningsmodeller.

Industriens Fonds engagement i nye teknologier bygger på en klar ambition: At Danmark ikke blot skal følge med den teknologiske udvikling, men være med til at sætte retningen. Når danske virksomheder går forrest i ansvarlig anvendelse af avancerede teknologier, kan de styrke deres konkurrenceevne og samtidig bidrage til løsninger på de udfordringer, verden står overfor.

Det kræver, at virksomhederne har adgang til den rette viden, de rette kompetencer og stærke økosystemer, hvor teknologi, kapital, talent og partnerskaber mødes. Uden disse forudsætninger risikerer potentialet at forblive uforløst.