Nationalt AI-tiltag styrker virksomheders konkurrenceevne via kunstig intelligens

Det nye AI Lab skal styrke virksomheders arbejde med kunstig intelligens - her symboliseret ved farverig kode på en computerskærm.
Aktiv
Nye teknologier

Ambitiøst og bredt favnende AI Lab hjælper danske virksomheder med at styrke forretningen ved hjælp af kunstig intelligens.

Projektets 3 topprioriteter

  1. At accelerere nye AI-virksomheder og løsninger, så de hurtigt kommer i markedet.

  2. At omsætte AI til konkret forretningsværdi i danske virksomheder.

  3. Styrke samarbejdet mellem startups, etablerede virksomheder og forskningsinstitutioner.

Danmark har et stærkt digitalt udgangspunkt. Men de danske virksomheder får ikke – til fulde – udnyttet det forretningspotentiale der ligger i at udnytte ny teknologi til at udvikle forretningen og øge salget.

Men med et banebrydende dansk AI Lab får især startups og de små og mellemstore virksomheder nu en genvej til at udnytte kunstig intelligens i praksis og derigennem styrke konkurrenceevnen.

Hvad er AI Lab?

AI Lab er flere ting. Det er først og fremmest et ambitiøst acceleratorprogram, der kobler startups, forskere og etablerede virksomheder sammen. Det gøres for at for at udvikle og implementere AI-løsninger, der virker i virkeligheden.

AI Lab bygger dermed på Danmarks allerede markante styrker inden for digitalisering og data – og omsætter dem til innovation, vækst og nye forretningsmuligheder for danske virksomheder.

Derudover skal AI Lab også understøtte videreudviklingen af et velfungerende og verdensførende økosystem inden for kunstig intelligens. Og være primus motor for skabelsen af nye relationer, netværk og partnerskaber – også med udenlandske aktører, der kan berige dansk erhvervsliv.

AI Lab er lavet til virksomheder

Kunstig intelligens er ikke kun interessant for tech-giganter og kæmpefirmaer. Teknologien kan bruges mange steder i erhvervslivet og egner sig til alle typer af forretningsmodeller og brancher.

Med et dedikeret dansk AI Lab bliver teknologien nu gjort endnu mere konkret og tilgængelig, så den bliver relevant og anvendelig for mange typer af virksomheder – både små og store.

Thomas og Jens, der i fællesskab har udviklet AI Lab i spidsen for henholdsvis Industriens Fond og BII.
Det nye AI Lab er skabt af Industriens Fond og BioInnovation Institute – her personificerede ved topcheferne Thomas Hofman-Bang og Jens Nielsen.

Konkret hjælper AI Lab de danske virksomheder med at teste og implementere løsninger inden for en række områder, herunder for eksempel produktionsoptimering i industrien, logistikforbedringer, transportplanlægning, effektivt energiforbrug, optimal resourceudnyttelse, generel dataanalyse og gode kundeløsninger.

Med de muligheder som AI Lab tilbyder, får de små og mellemstore virksomheder i Danmark en unik adgang til ny teknologi uden selv at skulle tage hele risikoen.

Fra idé til marked – hurtigt!

AI Lab accelererer nye AI-startups i høj fart og kobler dem direkte med virksomheder, der har konkrete udfordringer, og et marked der efterspørger gode løsninger.

Baseret på erfaringer fra lignende tiltag i andre sektorer, har AI Lab designet strukturerede samarbejder, hvor AI-startups indgår i partnerskaber med større og mere veletablerede virksomheder, der på én og samme tid fungerer som både testarena og kunde.

De etablerede virksomheder får på den måde mulighed for at afprøve konkrete AI-løsninger i egen drift, de kan få skræddersyede løsninger på egne forretningsudfordringer og de får et unikt indblik i den rivende udvikling der foregår blandt innovative og ofte forskningsbaserede iværksættere inden for kunstig intelligens.

De involverede AI-startups får også nogle enestående gevinster ud af partnerskaberne. Dels får de relevant feedback fra ægte brugere, dels får de potentielt en god kunde.

Gennem AI Lab får iværksætterne desuden en lettere adgang til kapital, ekspertise og et større marked, og det er alt sammen med til at øge chancen for, at iværksætternes løsninger rent faktisk bliver til noget, markedsvalideres og rustes til global ekspansion.

Hvordan ser AI Lab ud?

Grundfundamentet i AI Lab er tre forskellige erhvervsrettede spor, der på hver sin måde sikrer, at de virksomheder, der bruger AI Lab, får den hjælp og møder de løsninger, der passer bedst til deres behov.

Derfor er AI Lab designet, så virksomheder nemt kan få adgang til kunstig intelligens – uanset hvor de er i deres digitale udvikling.

Med de tre målrettede spor – industry, tech og deep tech – sikres det, at både nye idéer og konkrete forretningsbehov bliver omsat til løsninger, der virker i praksis.

AI / INDUSTRY
Her handler det om at finde AI-baserede løsninger på virkelige udfordringer i etablerede virksomheders hverdag. Sporet er målrettet etablerede virksomheder, der ønsker at bruge kunstig intelligens til at løse konkrete udfordringer i deres drift. Her arbejder startups direkte sammen med virksomhederne om at udvikle og teste løsninger i virkelige arbejdssituationer. Det kan eksempelvis være optimering af produktion, bedre planlægning i logistik eller en mere effektiv anvendelse af ressourcer. På den måde får både små og mellemstore danske virksomheder en unik mulighed for at afprøve AI i praksis – uden at skulle investere massivt fra start.

AI / TECH
Her handler det om skalerbare digitale løsninger, der skal have luft under vingerne. Der fokuseres på startups, der udvikler AI-baserede produkter og software, som kan anvendes bredt på tværs af brancher. Det er især løsninger, der hurtigt kan implementeres og skabe værdi, for eksempel inden for dataanalyse, automatisering eller kundeservice. Gennem dette spor får alle slags virksomheder i Danmark en let adgang til færdige eller næsten færdige AI-værktøjer, som kan implementeres hurtigt og skabe effekt og styrke konkurrenceevnen her og nu.

AI / DEEP TECH
Her kigges der på fremtidens teknologier og løsninger. Sporet retter sig mod de mest avancerede AI-løsninger, der ofte udspringer direkte fra forskningsinstitutioner, men som kan have en noget længere og mere kringlet vej til egentlig anvendelse i dansk erhvervsliv. Men sporet arbejder i den retning og sigter efter at videreudvikle de banebrydende idéer og modne dem til nye virksomheder og til relevante løsninger for markedet. Selvom løsningerne ofte er længere fra markedet, giver det de mest visionære virksomheder mulighed for at få tidlig indsigt i – og adgang til – den næste generation af AI-teknologier, som kan skabe langsigtede konkurrencefordele.

Samlet set sikrer de tre spor, at AI Lab hele tiden fokuserer på samarbejdet mellem virksomheder, iværksættere og forskere. Dermed omsættes tematikken til handling, så AI ikke er en teoretisk øvelse eller en potentiel mulighed.

Tværtimod kommer det til at handle om produktudvikling, markedsadgang og salg. Og for de små og mellemstore virksomheder er det dermed også en unik mulighed for at udvikle forretningen, øge konkurrenceevnen og arbejde med AI uden store investeringer eller interne kompetencer fra start.

Over tid skal AI Lab udvikle sig til en national platform, der samler virksomheder, iværksættere, forskere og investorer. Gennem workshops, events og andre åbne aktiviteter får alle danske virksomheder adgang til ny viden, værktøjer og netværk – også hvis man ikke er på jagt efter et decideret innovationsforløb, men måske bare lige vil “snuse” til mulighederne.

På den måde er hele dansk erhvervsliv inviteret og kan følge med og tage del i udviklingen i det omfang man ønsker det.

Projektdata

Projektet

Projektnavn:
AI Lab

Projektejer:
BioInnovation Institute Fonden

Periode:
2026-2031

Støttet med:
60,0 mio. kroner

Partnere

Det bredt favnende AI Lab er skabt i et tæt samarbejde mellem BioInnovation Institute Fonden og Industriens Fond.

Bevillingsmodtager

Jens Nielsen
CEO

Kontakt

Aleksandra Zaniewska
Senior Associate
alz@bii.dk

Kontakt

Mand i skjorte med naturbaggrund

Morten Mommsen

Projektleder