Skal ChatGPT have sin egen grundlov? Ny podcast svarer på de svære spørgsmål om AI
AI Denmark sætter med ny podcast fokus på de muligheder og udfordringer, som den rivende udvikling inden for kunstig intelligens medfører.
12. juni 2023 / Nye teknologier
Aldrig er udviklingen inden for kunstig intelligens gået så hurtigt, som den gør nu. Tag bare OpenAI’s chatbot, ChatGPT, som på kort tid fik over 100 mio. aktive brugere og oven i købet allerede er blevet overhalet af sine efterfølgere.
Men hvilke potentialer og udfordringer skaber den kunstige intelligens? Og hvad sker der med os mennesker, vores arbejde, vores kultur og hele vores samfund, når algoritmer i stigende grad påvirker eller overtager funktioner, som vi mennesker hidtil har udført?
De – og mange flere spørgsmål – tager projektet AI Denmark op i en ny, komplet relancering af AI Denmark podcasten.
Industriens Fond står bag projekt AI Denmark, som er et stort, dansk samarbejde, der er søsat for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at komme hurtigere i gang med at udnytte data og AI-værktøjer i deres digitale omstillingsproces. Det sker gennem skræddersyede virksomhedsforløb, der skal føre til mere effektive arbejdsgange.
Nye muligheder og nye udfordringer med kunstig intelligens
Indtil nu har podcasten AI Denmark primært være fokuseret på at fortælle om de virksomheder, der har deltaget i projektet – men nu skifter podcasten spor.
Fremover vil de udvide perspektivet og se på en lang række aspekter af AI-udviklingen, og samtidig dykke ned i både muligheder og udfordringer, når det handler om kunstig intelligens – fortsat med udgangspunkt i Danmark og det danske samfund.
I denne episode får vært Anders Høeg Nissen besøg af adjunkt Sine Zambach fra Copenhagen Business School. Sine er også medlem af Det Dataetiske Råd hos Akademiet for Tekniske Videnskaber, en tænketank som netop har offentliggjort deres 5 dogmer – bud på hvordan man kan forholde sig overordnet til både muligheder og udfordringer ved kunstig intelligens. Inden vi byder velkommen til Sine skal vi have en lille håndfuld korte AI-nyheder fra den store verden – og det kommer denne gang til også at handle om nogle af de store spørgsmål, om AI-regulering, muligheden for at indbygge en slags grundlov i sprogmodeller, og om risikoen for selve menneskehedens udryddelse …