Ny fusion skal styrke Danmarks cybersikkerhedsindustri

Den danske Cyber Hub flytter nu sammen med DigitalLead, Danmarks klynge for digitale teknologier, der allerede har cybersikkerhed som fokusområde. Der sker for at sætte yderligere turbo på arbejdet med at ruste erhvervslivet og resten af samfundet mod de stigende trusler og skabe en solid dansk cybersikkerhedsindustri.

Cybersikkerhedstruslen banker for alvor på døren hos de danske virksomheder. Danmark er blandt de mest digitale lande i verden, men det har også åbnet op for mange sårbarheder og angrebsflader, som kan udnyttes af it-kriminelle. Det skaber et stort pres på virksomhederne for at passe godt på deres systemer og data. Det giver dog samtidig store vækstmuligheder for de virksomheder, der udvikler og leverer cybersikkerhedsløsninger.

Cyber Hubben blev etableret af Industriens Fond i 2019 som led i Fondens særlige cybersikkerhedsindsats. Hubben har haft sit primære fokus på at fremme flere og stærkere cybersikkerhedsstart-ups.

 ”Den stigende cybersikkerhedstrussel er så alvorlig, at vi er nødt til at styrke samarbejdet i Danmark yderligere for at stå stærkest muligt. Det gør vi nu ved, at Cyber Hubben flytter sammen med DigitalLead, da det giver virksomhederne endnu bedre forudsætninger for at udnytte de vækstmuligheder, der ligger i en enorm global efterspørgsel efter innovative cybersikkerhedsløsninger. Siden etableringen af hubben er erhvervsklyngerne, herunder DigitalLead, kommet til. Derfor ser vi nu en stor fordel ved at samle de to indsatser og ser meget frem til samarbejdet med DigitalLead, siger Malene Stidsen, programchef for Fondens cyberprogram.

I DigitalLead har man allerede søsat en række tiltag for at styrke cybersikkerheden blandt danske virksomheder. Ønsket er blandt andet at øge bevidstheden om cybersikkerhed og digital resiliens, og at mange flere danske startups og virksomheder vil udvikle nye cybersikkerhedsløsninger.

Bestyrelsesformand for DigitalLead, Jane Rygaard, som også er head of Dedicated Wireless Networks & Edge Cloud i Nokia, udtaler:

”Det er yderst glædeligt at kunne byde den danske Cyber Hub velkommen i DigitalLead. Vi samler kræfterne på en helt central dagsorden. Det er godt for danske virksomheder, store som små, det er godt for vores evne til at hjemtage europæiske udviklingskroner, og det er godt globalt at stå stærk sammen. Vi er måske ikke de største i et internationalt cybersikkerhedsperspektiv, men vi har iderigdommen, er gode til at samarbejde på tværs af økosystemer, og det gør os til et stærkt udviklerland, og potentielt et nyt hotspot for udvikling af innovative cybersikkerhedsløsninger.”

Cyber Hubbens medarbejdere er nu flyttet sammen med kollegerne i DigitalLead og skal den kommende tid opdyrke de synergier, der ligger i de eksisterende initiativer og i udviklingen af nye tiltag til gavn for dansk erhvervsliv. I den forbindelse siger Kristoffer Buch, der har været leder af aktiviteterne i Cyber Hubben:

”Jeg er meget glad for, at alle de mange gode aktiviteter og relationer vi har opbygget i Cyber Hub ikke bare kommer til at leve godt videre i DigitalLead, men faktisk bliver aktiveret i en langt større del af dansk erhvervsliv. Desuden får vi, med vores mange nye kolleger, mulighed for at være fysisk til stede i hele landet.”

Læs mere om projektet her.

Kontakt

Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.

Anders Brandtoft

Presse- og kommunikationschef

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.