Ny rapport skal kortlægge cirkulær økonomi i Danmark 

Den cirkulære omstilling er afgørende for at opnå bedre materialeeffektivitet, reducere CO2-udledningen og modvirke klimaforandringerne. Men hvor langt er vi i Danmark? Og hvor er de største potentialer? Det skal en ny, omfattende rapport, som Industriens Fond sammen med en bred aktørkreds nu lancerer, kortlægge.   

“Vi mangler i dag et samlet overblik over den cirkulære omstilling i Danmark. Hvordan ser det ud med ressource- og affaldsstrømme, og hvor meget bliver reelt recirkuleret?  Det overblik vil være værdifuldt, når de største potentialer skal findes, og fremtidige tiltag planlægges,” siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang og fortsætter:   

“Cirkulær omstilling er en stor og kompleks opgave. For mange virksomheder kræver det en grundlæggende omlægning af produktionen og en ny måde at drive forretning på.”

Om rapporten 

Rapporten er del af et større projekt, der skal udgøre en baseline for hele Danmarks cirkulære økonomi og styrke den bredere forståelse af potentialer og udfordringer i udviklingen af danske, cirkulære løsninger – til gavn for både myndigheder, politikere og virksomheder.  

– Både samfund og erhvervsliv skal have det bedste fundament at stå på, når man skal i gang eller afsøge nye cirkulære modeller. Vi har en unik mulighed for at gå foran og vise, hvordan man kan skabe værdi for både klima og bundlinje med cirkularitet. Her skal rapporten være afsættet for at tage endnu større skridt, siger Thomas Hofman-Bang. 

Om cirkulær økonomi  

  • Cirkulær økonomi er et grundlæggende opgør med den traditionelle, lineære forretningsmodel, hvor man køber nyt og smider ud. Uden fabrikant, forhandler eller forbruger interesserer sig for de enkelte deles ophav eller endestation.  
  • Med cirkulær økonomi sigtes der mod, at værdiskabelsen afkobles fra forbruget af jordens sparsomme ressourcer. 

Om Circularity Gap Report  

  • Rapporten udarbejdes i samarbejde med den hollandske konsulentvirksomhed Circle Economy, som har gennemført lignende analyser for en række lande, herunder Norge og Sverige.  
  • Med en dansk rapport vil perspektivet for et fællesnordisk benchmark for alvor blive åbnet, og de mange nordiske initiativer indenfor cirkulær økonomi vil kunne få et stærkere fælles afsæt.   

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.