No-Code forløb sætter strøm til digitaliseringen i byggebranchen

No-Code-forløb fra Contech Lab hjælper virksomheder i byggebranchen med at styrke digitaliseringen og dermed konkurrenceevnen.

Byggebranchen halter efter øvrige sektorer, når det kommer til digitalisering. Ikke mindst giver en fragmenteret branchestruktur udfordringer med at implementere teknologier, der kan skaleres. Samtidig er digitalisering fortsat ikke en prioritet for mange byggevirksomheder.

Men det skal laves om, og derfor står Contech Lab sammen med tech-iværksætter Jacob Bøtter bag de praksisnære virksomhedsforløb No-Code. På bare tre dage skal tempoet for digitalisering sættes op, og byggeriets parter skal se, at digital nytænkning kan udvikles og implementeres relativt nemt.

Ny app skal holde styr på driften

Sammen med seks andre udvalgte SMV’er fra byggebranchen har ingeniør- og rådgivningsvirksomheden Peter Jahn & Partnere været igennem forløbet:

”Som SMV er det ofte ressourcemæssigt krævende at sætte et stort udviklingsprojekt i gang. Med No-Code forløbet kan vi nemt teste ideer af på relativt kort tid – også uden at have et kæmpe udviklingsbudget i baghånden, siger Jacob Lemche, partner i PJP og fortsætter:

”På bare tre dage har vi udviklet prototypen til en applikation, som skal sikre overblik over driften i en ejendom. Det er et værktøj, som hjælper med at holde styr på daglige driftsopgaver hos fx bestyrelser i boligforeninger, driftsopgaver i udlejningsejendomme og servicevirksomheder. Her kan man fx styre forslag fra beboere om indkøb af udstyr til fællesarealer, få overblik over opgaver til drift- og vicevært og generelt kontrollere, at der er styr på opgavernes udførelse,” fortæller Jacob Lemche.

Skal din virksomhed have et skub i digitaliseringen?

”Med No-Code forløbene kan man bygge digitale prototyper lynhurtigt. Det behøver ikke være omfattende tidsmæssigt og økonomisk, og det skal flere i byggebranchen få øjnene op for,” fortæller Ole Berard, der er digitaliseringschef i Contech Lab.

ConTech Lab tager imod ansøgninger igen i starten af 2024 og udvælger virksomheder i marts og kører nye forløb over sommer og efterår. Hold dig opdateret om forløbene her.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.