Mere mangfoldighed styrker forretningen
Diversitet er en driver for konkurrenceevne. Med et nyt initiativ stiller Industriens Fond skarpt på de danske virksomheders arbejde med diversitet.
27. juni 2023 / Iværksætteri
ProWoc og Industriens Fond er gået sammen om at øge diversiteten i dansk erhvervsliv. Øget mangfoldighed kan være med til at accelerere konkurrenceevnen og derfor skal danske virksomheder blive bedre til at udnytte alle talenter i Danmark.
“Med støtte fra Industriens Fond kan vi fremme ProWocs arbejde med at opbygge værdifulde netværk på tværs af brancher og fag. Her kan vores medlemmer – og andre interesserede – dele erfaringer med hinanden og få eksponering for virksomheder og organisationer fra dansk erhvervsliv,” siger Caroline Onyango -Dyregaard, der er Head of Sponsorship and Liaison hos ProWoC.
Med bevillingen til ProWoC tager Industriens Fond endnu et skridt i arbejdet med at fremme diversiteten i dansk erhvervsliv.
“Diversitet avler konkurrenceevne. Men danske virksomheder er ikke mangfoldige nok og udnytter ikke det vækstpotentiale, der ligger i mangfoldighed. Det skal vi lave om på og sikre, at alle talenter bliver sat i spil, når virksomheder rekrutterer,” siger Charlotte Kjeldsen Krarup, der er udviklingsdirektør i Industriens Fond.
Det nye samarbejde vil hovedsageligt fokusere på at understøtte og udvide ProWocs netværksarrangementer og forskellige aktiviteter.
“Vi vil gerne hjælpe endnu flere farvede kvinder med at fremme deres karriere, udvikle nye kompetencer og opbygge meningsfulde relationer til ledere og medarbejdere i danske virksomheder. Nu får vi, sammen med Industriens Fond, mulighed for at facilitere endnu flere aktiviteter, så vores medlemmer kan gøre en endnu større forskel i dansk erhvervsliv,” siger Ifeoma Okpala, der er President og Head of Career and Personal Development hos ProWoC.
Med støtten fra Industriens Fond vil ProWoC også kunne udvikle yderligere initiativer, der skal fremme mangfoldigheden i dansk erhvervsliv til gavn for både farvede kvinder og virksomhederne i Danmark.
Kontakt
Mere information kan fås ved at kontakte fondens sekretariat.