Fra beredskab til handling: Virksomhederne, der samler Danmark op, når krisen rammer

En stor gruppe mænd i orange arbejdstøj foran en stor mængde gule arbejdsbiler.

Med kompetencer inden for byg, anlæg, park og vej er Kaj Bech A/S en kærkommen ressource i VB.

Virksomhedsberedskabet er en koalition af virksomheder, mennesker og kapaciteter, der kan aktiveres, hvis Danmark kommer under pres.

Desværre ser vi flere og flere af dem: Et varsel om ekstremt vejr. En vandstand, der stiger hurtigere end forventet. Et plejehjem, der bliver truet på deres strømforsyning. Eller en kommune uden plads til en flygtningestrøm.

Og så dukker spørgsmålet op: Hvem skal hjælpe?

Netop her kommer ‘Virksomhedsberedskabet’ ind i billedet: en koalition, der kobler erhvervslivets ressourcer direkte sammen med vores officielle beredskab, når samfundet er under pres.

Ro og retning

Virksomhedsberedskabet bygger på idéen om, at beredskab ikke udelukkende kan løftes af myndighederne.

Ved længerevarende strømsvigt kan virksomheder med store nødgeneratorer aktiveres og flyttes til plejehjem, vandforsyning, spildevand og andre kritiske knudepunkter. Ved fødevarepres kan samarbejde mellem store aktører og leverandører bringes i spil, så butikkerne kan holdes kørende. Ved evakuering kan busser, taxaer, lastbiler, varevogne og skibe mobiliseres, mens hoteller, vandrehjem og andre faciliteter kan bruges til indkvartering.

Koalitionen består af medlemsvirksomheder fra mange sektorer, og bredden er en afgørende styrke.

Det er eksempelvis entreprenørfirmaet, der kan bidrage med kloakarbejde, hvis kritisk infrastruktur er truet. Entreprenørfirmaet, der kan hjælpe med snerydning, kloakering og jordarbejde, hvis ekstremt vejr skaber utryghed og lukkede adgangsveje. Og hotelkæden, der kan stille overnatningsmuligheder til rådighed, hvis behovet opstår.

Det sker i tæt samarbejde med myndigheder og kommuner. Ligesom Virksomhedsberedskabet deltager i nationale krisestyringsøvelser, evalueringsworkshops og faglige fora, hvor læring omsættes til forbedringer.

Allerede nu er over 240.000 medarbejdere i de tilmeldte virksomheder klar til at hjælpe. Og koalitionen vokser.

Det er ikke “nice to have” men nødvendigt

Erfaringer fra andre lande peger i samme retning: Når kriser rammer, er det ikke kun staten og de klassiske beredskabsmyndigheder, der skal kunne reagere hurtigt. De har brug for hjælp. I flere lande er samarbejdet mellem offentlige myndigheder og erhvervsliv derfor blevet styrket markant de seneste år, fordi truslerne er blevet mere komplekse: ekstremt vejr, cyberangreb, energisårbarhed og pres på kritisk infrastruktur rammer bredt og samtidig.

Det handler ikke om at erstatte det offentlige beredskab, men om at udvide handlekraften og sikre, at Danmark kan holde samfundets vigtigste funktioner kørende længst muligt, hvis krisen bliver langvarig.

Større kriser rammer ikke kun det civile Danmark. Også virksomhedernes medarbejdere, kunder og drift bliver berørt. At bidrage til Danmarks beredskab er derfor også en måde at beskytte det, man selv er afhængig af: strøm, transport, adgangsveje, kommunikation, vand og tryghed. For mange virksomheder er det et spørgsmål om ansvar, men også stabilitet og fælles robusthed. Når man først har set, hvor hurtigt en krise kan forplante sig, bliver beredskab ikke en sideopgave, men en del af det at drive virksomhed i et moderne samfund.

Læs mere om Virksomhedsberedskabet her, og meld din virksomhed til.

Aktuelt

Steffen fra Dansk AM Hub fremiser 3D-printede komponenter. Nu tager Dansk AM Hub på teknologisk tur, så virksomheder kan se hvad potentialerne er.
Viden

24. februar 2026

Teknologisk rundtur med 3D-print på plakaten

2023 portraits ict 70
Viden

27. januar 2026

Podcast: Kan Nvidia udfordres på chipmarkedet?

Vinderen og de nominerede virksomheder til Industriens Fonds AI
Viden

17. december 2025

Dansk virksomhed vinder AI-pris: Lytter til fisk for at spare på foderet og forbedre vandmiljø