“Der er brug for programmer som Leap Forward til at åbne døre” 

Det er svært at finde investorer til nyskabende produkter - især som kvinde. Det mener Pouline Middleton, der derfor glæder sig til at deltage i programmet Leap Forward.

“I Danmark sidder vi på nøglen til at skabe ‘blue ocean produkter’ – at træne evnen til at rumme forskellighed. Jo hurtigere vi kan få åbnet døre og opbygge tillid på tværs af forskelle, jo hurtigere når vi i mål.”  

Ordene er Pouline Middletons. Hun er direktør i kosttilskudsvirksomheden INXO A/S, der er på markedet med kosttilskuddet XO®, der øger mængden af nitrogen-oxid, som bidrager til at øge blodomløbet. Effekten af mere nitrogen oxid er blandt andet mere energi, øget klarhed og et bedre sexliv. Firmaet har fået patent i Danmark, EU og USA, og de har store vækstplaner.

Ifølge Pouline Middleton er produktet et eksempel på et blue ocean produkt, da de er alene på et nyt marked. Men de har oplevet, at det er svært at finde investorer i Danmark til noget, der ikke ligner alt det andet. En af grundene er, at vi herhjemme er langsomme til at få øje på fordelene ved diversitet, og et unikt produkt til kvinder: 

“Vi har været i dialog med ti forskellige mandlige investorer på +60 og en lang række andre investorer. Vi oplever stor interesse, men når det kommer til stykket, synes de alligevel, at et produkt, der styrker kvinder og mænds orgasmer, er for meget. For hvad vil andre sige om dem, når de investerer i sådan noget.” 

INXO A/S er nu kommet med i acceleratorprogrammet ‘Leap Forward’, der har særligt fokus på at styrke mangfoldigheden i det danske startupmiljø. Over de næste fem måneder har virksomheden adgang til individuel rådgivning, de skal deltage i en stribe virtuelle sessions med fokus på bl.a. salg og pitch – og sammen med 17 andre virksomheder rejser de i november til Stockholm, hvor de skal igennem et fire dages markedsbesøg. Her skal de møde potentielle investorer, partnere og kunder.  

“Det er tydeligt, at investorer bedst kan lide det, de kender” 

Forventningerne til turen over sundet er store: 

“Sverige er et helt andet sted, når det kommer til ligestilling, såkaldt ”femtech” og produkter til kvinder. I Danmark er disse områder stadig noget, vi lader som om, vi tager seriøst, mens der bliver grinet af det i krogene,” siger Pouline Middleton, der taler af erfaring.  

Hun er uddannet cand.merc. og har gennem en lang årrække arbejdet med internationalt salg og markedsføring i startupmiljøet. Desuden er hun forfatter til romanen “En kvinde – tre mænd”, der er udgivet i både Danmark og USA, og som udfordrer ideen om, at man som kvinde kun skal leve med én mand. 

“Jeg har været direktør for andre startups også, og det er desværre stadig tydeligt, at investorer bedst kan lide at høre om det, de kender. Som kvinde er man pr. automatik bare anderledes. Man får ikke hverken tillid eller netværk pr. automatik. I firmaer med tekniske produkter, er jeg fx hver gang blevet udfordret igen og igen omkring at forklare teknikken. Det skete slet ikke på samme måde for nye mænd, der blev ansat. Kvinder tages seriøst, så længe de opfører sig som mænd. Og man skal jo ikke klage, for så ødelægger man den gode stemning,” siger Pouline Middleton og fortsætter: 

“Derfor er et program som Leap Forward så vigtigt. Programmet har fokus på diversitet, og de har ressourcerne til at få åbnet dørene, så dem, der sidder på pengekasserne, kan erfare, hvordan man får tillid til nogen eller noget, der ikke ligner en selv. Hvis man virkelig vil innovation, så er der brug for den nytænkning, som diversitet automatisk åbner op til. Og når ni ud af ti startups i dag fejler, er der jo noget, vi alle skal gøre anderledes.”  

“Vi glæder os til at blive udfordret” 

Det er seks år siden, virksomheden begyndte at udvikle kosttilskuddet XO®, og da det første patent var på plads, kom Pouline til i 2021. Siden har virksomheden rejst 5,3 mio. kr., fået de nødvendige godkendelser og startet produktionen op på en anerkendt fabrik i Tyskland.  

“Vi har lavet et proof-of-concept på det danske marked, så når vi markedsfører, stiger salget. Næste trin er at forfine vores marketing og value proposition, så vi kan skabe en business case i stor skala. Det kræver blot en investering på 5 mio. kr., og derefter er vi parat til at gå efter det enorme globale potentiale. Med Leap Forward er vi klar til at blive udfordret, inspireret og finde investorer, så vi kan komme ud til allerflest med vores produkt”, slutter Pouline Middleton.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.