Cybersikkerhed: et strategisk konkurrenceparameter 

Skjold med hængelås i midten.

Industriens Fonds fokus på cybersikkerhed bygger på ambitionen om, at danske virksomheder ikke blot skal beskytte sig mod digitale trusler, men bruge cybersikkerhed aktivt til at skabe tillid, konkurrencekraft og nye forretningsmuligheder i en digital verden. 

I takt med at virksomheder bliver mere digitale, bliver de også mere sårbare. Cybertrusler, datalæk og systemnedbrud rammer ikke længere kun de største organisationer. De rammer hele værdikæder på tværs af brancher og virksomhedsstørrelser. 

I denne virkelighed er cybersikkerhed ikke længere et isoleret it-anliggende. Det er et spørgsmål om resiliens, konkurrenceevne og forretningsrobusthed. Derfor er cybersikkerhed et centralt fokusområde i Industriens Fond. 

Fondens vision er, at danske virksomheder er førende i at udvikle og anvende ansvarlige og sikre løsninger. Missionen er klar: Cybersikkerhed er et konkurrenceparameter for dansk erhvervsliv, ikke blot en omkostning eller en teknisk nødvendighed. 

Sikkerhed er blevet et markedsvilkår 

Flere og flere virksomheder mødes i dag af krav om høj sikkerhed og ansvarlig datahåndtering fra både kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Uanset om der er tale om produktion, service eller digitale løsninger, forventes det, at virksomheder kan dokumentere, hvordan deres data beskyttes, og hvordan digitale risici håndteres. 

Et sikkerhedsbrud ét sted kan få konsekvenser langt ud over den enkelte virksomhed. Derfor bliver cybersikkerhed i stigende grad et spørgsmål om tillid i markedet og i dialogen med samarbejdspartnere og kunder. 

Virksomheder, der kan vise, at de har styr på cybersikkerhed – både internt og i deres produkter og services –  står stærkere i konkurrencen. På den måde bliver cybersikkerhed ikke kun et værn mod it-kriminalitet, men også en mulighed for at differentiere sig og skabe forretningsmæssige fordele. 

Icon of bog-uddannelse

Vi arbejder med at skabe konkurrencedygtige virksomheder gennem øget modstandsdygtighed over for digitale trusler. 

Icon of medarbejder

Vi arbejder med at øge virksomhedernes adgang til relevante kompetencer inden for cybersikkerhed, så sikkerhed kan tænkes ind i både drift, produkter og forretning. 

Icon of milepael

Vi arbejder med at styrke innovation og iværksætteri inden for cybersikkerhed, så nye løsninger kan udvikles og skaleres i Danmark. 

Fra risikominimering til vækstmulighed 

Mange betragter cybersikkerhed som en defensiv disciplin, der handler om at beskytte sig mod angreb. Men i dag rummer området langt mere end risikominimering. 

Cybersikkerhed udgør også en vækst- og markedsmulighed. Globale markeder efterspørger cyberløsninger, og efterspørgslen vil kun vokse i takt med øget automatisering og brug af data. Virksomheder, der integrerer cybersikkerhed som en del af deres forretningsmodel, kan både styrke deres modstandsdygtighed og åbne nye markeder. 

For Danmark er kontinuerlig nytænkning inden for cybersikkerhed en forudsætning for at fastholde en digital førerposition og få del i de globale vækstrater på området. 

Behov for stærkere cyberindustri 

Danmark rummer et betydeligt potentiale inden for cybersikkerhed, men mange innovative løsninger kæmper med at komme fra idé til skaleret forretning. 

Hvis Danmark skal styrke sin position, er det afgørende, at nye virksomheder får de rette betingelser for at vækste og bidrage med nye, innovative løsninger. Samspillet mellem etablerede virksomheder og nye aktører er centralt for at udvikle løsninger, der både er teknologisk avancerede og forretningsmæssigt levedygtige.