Cyberlandsholdet jagter podieplads ved EM

Jens Myrup Pedersen, der er Danmarks landstræner, håber på en podieplads - og måske endda mere end det!
Danmarks dygtigste unge hackere rejser til Tyskland for at konkurrere om titlen som europamestre i cybersikkerhed.
12. oktober 2026 / Cybersikkerhed
Ambitionerne er tårnhøje, når det danske cyberlandshold drager til Tyskland for at deltage i EM i cybersikkerhed – gerne med en podieplads som resultat.
Konkurrencen, der samler landshold fra det meste af Europa, afholdes fra den 12. oktober til den 16. oktober i den tyske by Bochum.
Her skal de ti unge danske cybertalenter, der udgør det danske landshold, dyste mod andre europæiske unge i aldersspændet mellem 14 år og 25 år. De kommer fra i alt 42 lande, der altså skal dyste om titlen som europamestre i cybersikkerhed.

Sidste år blev EM afholdt i Polen, og her sikrede Danmark sig en sølvmedalje. Men i år drømmer landstræner Jens Myrup Pedersen om at ende øverst på podiet.
“Rent teknisk er holdet i år helt på toppen. De er vildt gode til at samarbejde, og de har viljen til at kæmpe for og med hinanden. Det er en virkelig vigtig kvalitet, når konkurrencen er så hård,” siger Jens Myrup Pedersen, der til daglig er professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet, hvor de er stolte af at bakke op om det danske cyberlandshold.
“Landsholdet er et bevis på, at vi i Danmark allerede har nogle af verdens dygtigste cybertalenter, og jeg håber, at de kan være med til at inspirere den næste generation af specialister, der skal styrke Danmarks digitale modstandskraft,” fortæller rektor Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet.
Danske virksomheder kalder på cyberspecialister
Danmark har brug for talenter inden for cybersikkerhed, og specialister på området er i høj kurs hos danske virksomheder.
”Selvom EM i cybersikkerhed blot er en konkurrence, så står Danmark og de øvrige deltagerlande med alvorlige og presserende sikkerhedsudfordringer. Dagligt udsættes dansk erhvervsliv for hackerangreb, og for at ruste virksomhederne mod digitale og hybride angreb, er der brug for dygtige talenter inden for cybersikkerhed. Der er heldigvis en bevægelse i gang, hvor hele fællesskabet omkring landsholdet og det danske cybersikkerhedsmiljø udvikler sig positivt år for år. Det betyder, at flere unge dygtiggør sig på området og på sigt kan hjælpe virksomhederne med at stå stærkere,” siger programchef Malene Stidsen fra Industriens Fond.

Gennem et decideret cybersikkerhedsprogram støtter fonden blandt andet det danske cyberlandshold og har gennem en årrække hjulpet danske virksomheder med at arbejde forretningsmæssigt med cybersikkerhed.
Dansk hjemmebane til EM i 2027
Netop nu er der selvfølgelig fuldt fokus på EM i Tyskland og kampen for dansk succes i Bochum. Men der er også god grund til at glæde sig til EM i 2027.
Ved næste års konkurrence kommer det danske landshold nemlig til at spille på hjemmebane, når EM i cybersikkerhed skal udkæmpes i Aarhus. Og timingen kunne ikke være bedre, vurderer Aarhus Universitet.

De Danske Cybermesterskaber
Både Industriens Fonds programchef og den danske landstræner følger De Danske Cybermesterskaber, der leder op til EM.

Rig repræsentation
Det er lande fra det meste af Europa som deltager ved EM – og faktisk også en række gæster fra resten af verden.

Koncentration er kodeordet
Når konkurrencen for alvor spidser til, er koncentration et af kodeordene på vejen mod en eventuel podieplads.
“Vores hverdag, virksomheder og demokratiske institutioner er i stigende grad under pres fra cybertrusler, og vi har et erhvervsliv, der efterspørger cyberspecialister i stor stil. Det danske cybermiljø er allerede godt i gang med at styrke Danmarks digitale modstandskraft, og i Aarhus er vi stolte af at bidrage til den udvikling. Derfor glæder det mig, at det i 2027 bliver Aarhus, der danner ramme om en af de helt store samlingspunkter for cyberspecialister i hele Europa,” fortæller rektor Brian Bech Nielsen, og peger på, at Aarhus Universitet i disse år investerer massivt i innovation, forskning og uddannelse inden for cybersikkerhed – herunder etableringen af et helt nyt forskningscenter kaldet AU Cyber.
Er det normalt med en podieplads?
Det Danske Cyberlandshold har i de seneste år skabt nogle fantastiske resultater ved EM. Men man må – som bekendt – ikke hvile på laurbærrene.
Og det gør landsholdet da heller ikke. I ugevis har de trænet frem mod EM og håbet hos spillerne peger også i retning mod en podieplads.
Men selvom det selvfølgelig gælder om at vinde, så er Cyberlandsholdet især et produkt af sammenhold og fællesskaber.
Det betyder også, at landsholdet fejres, uanset årets resultat, når holdet igen vender hjem til Danmark.
Det gør de lørdag den 17. oktober – og her er alle meget velkomne til at kigge forbi i Aalborg, Aarhus, København eller Odense.



