Dansk sølv ved europamesterskaberne i cybersikkerhed

Det danske cyberlandshold kæmpede sig til en flot andenplads ved årets europamesterskab.
Danmark er tilbage på podiet ved EM i cybersikkerhed efter benhård konkurrence i Polen.
9. oktober 2025 / Cybersikkerhed
Efter intens kamp i toppen af feltet går Danmark fra EM i cybersikkerhed 2025 med sølvmedaljer om halsen. Det står klart efter torsdagens afslutningsceremoni i Warszawa.
Det stærke resultat vidner om det solide fundament, der er for at udvikle dygtige og engagerede unge cybertalenter i Danmark, lyder det fra landstræner og professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet, Jens Myrup Pedersen.
”Danmark har været superstærke i et felt af meget store cybernationer, og med endnu en podieplads, så er der alt mulig grund til at være stolt. De unge mennesker har været dygtige og har kæmpet benhårdt hele vejen, og de er super gode eksempler på den engagerede talentmasse, vi har derhjemme,” siger han.
Over to dage har cyberlandsholdet dystet i to kategorier kaldet jeopardy og attack/defense. I jeopardy-disciplinen skulle de blandt andet finde information i sårbare apps, websider eller netværkstrafik. I den anden kategori fik landsholdet en server, de skulle forsvare, mens de selv skulle angribe og forsøge at udnytte de øvrige holds servere.
Vanskelige udfordringer ligner virkeligheden
Scenarierne minder om nogle af de udfordringer, der kan opstå i den virkelige verden, og præstationen vækker derfor begejstring hos Industriens Fond.
”Tre podiepladser på fem år vidner om et stabilt højt niveau af kompetencer hos de danske cybersikkerhedstalenter. Det er værd at fejre og bygge videre på. I det lys fortsætter vi vores arbejde med at motivere unge til at uddanne sig inden for cybersikkerhed, i håb om at de i fremtiden enten starter egen virksomhed eller på anden vis bidrager til cybersikkerheden et sted i dansk erhvervsliv,” siger Malene Stidsen, der er chef for Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram, og henviser blandt andet til De Danske Cybermesterskaber, det ambitiøse initiativ CyberSkills, samt selvfølgelig landsholdet.
Det seneste år har cybersikkerhed og hybridangreb været på alles læber, og efter at have opnået endnu en podieplads er det tydeligt, at Danmark kan udklække store talenter indenfor cybersikkerhed.
“Det er afgørende for Danmarks sikkerhed, at vi har dygtige cybereksperter, der kan forstå, forudse og imødegå digitale trusler. I en tid med stigende internationale spændinger og komplekse cyberangreb viser landsholdets flotte placering, at Danmark råder over unge talenter på et meget højt niveau. Det giver grund til optimisme for vores fremtidige cybersikkerhedskapacitet,” siger Thomas Ahrenkiel, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Årets Top 3 blev Italien, Danmark og Tyskland, og der kan læses meget mere om europamesterskaberne hos de polske arrangører.


