Additive Manufacturing står overfor et gennembrud
En ny rapport om udbredelsen af 3D print i Danmark viser, at erhvervslivet har fokus på at tænke 3D print teknologier sammen med bæredygtighed og forretning.
3. februar 2020
Dansk AM Hub er klar med en ny udgave af Dansk AM Rapport. Rapporten kortlægger danske fremstillingsvirksomheders brug af Additive Manufacturing. Rapporten udkom for første gang i 2019.
Fem tendenser
Dansk AM Rapport 2020 peger på fem overordnede tendenser for erhvervslivets brug af AM. Det er en moden teknologi, der nu er blevet mere simpel at anvende og måske kan være nøglen til en bæredygtig fremstillingsindustri. En demokratisering af teknologien har gjort den mere tilgængelig for innovation og nytænkning, og på markedet sker et prisfald på 3D-printere samt en stigende kvalitet af print.
Rapporten viser en stigende bevidsthed om, at for at få adgang til teknologiens uforløste potentiale, kræver det et indgreb i virksomhedernes forretningsmodeller og en strategisk tilgang.
Fire konklusioner
Rapporten, som er udviklet på baggrund af en virksomhedsundersøgelse foretaget af Syddansk Universitet, konkluderer, at 25 pct. af fremstillingsvirksomhederne i dag anvender AM-teknologier. Det tal står uændret fra 2019. Teknologien anvendes fortsat primært til prototyper og til produktion af værktøjer i produktionen.
Flere virksomheder forbereder sig på at udnytte AM til fremstilling af slutprodukter. Især inden for sprøjtestøbning har Danmark stærke kompetencer og potentiale til at indtage en international førerposition.
Rapporten pointerer behovet for mere fokus på AM i uddannelsessystemet. Hvis Danmark skal indtage en international førerposition, skal virksomheder have mulighed for at rekruttere medarbejdere med den nødvendige viden og kompetencer.
Der ligger forsat en vigtig opgave hos økosystemet med at udbrede kendskabet til AM. Virksomheders manglende kendskab og viden afholder dem fra at udnytte teknologien.
Der kan læses meget mere om AM hubs arbejde på AM Hubs hjemmeside.
Projekt data
Dansk AM Rapport
Dansk AM Rapport er en årlig rapportering om udbredelsen af Additive Manufacturing (AM) i Danmark. Rapporten er udarbejdet af Dansk AM Hub.
KONTAKT
Yderligere information kan fås ved at kontakte Industriens Fonds sekretariat:
Ole Østrup
Formidlingschef
Telefon: 23 80 06 60
Mail: oos@industriensfond.dk