Risikovillige bevillinger skal gøre fonden unødvendig 

Mand og kvinde på en scene

Thomas Hofman-Bang sammen med projektet Klimaklar.

Industriens Fond har for længst opgivet at bevise, hvor meget fonden løfter af Danmarks konkurrenceevne. I stedet har den bygget sit impactarbejde op omkring en anden ambition: at gå tidligt ind, tage risiko, udvikle indsatser sammen med andre, lære systematisk og skabe viden, kompetencer og innovationskraft, som erhvervslivet selv kan føre videre.  

Thomas Hofman-Bang er interviewet af Torben Bundgaard Vad. Artiklen er skrevet af Thomas Alslev Christensen som en del af et forskningsbaseret bogprojekt med forventet udgivelse i foråret 2027.

Det interessante er ikke, hvordan Industriens Fond måler sine resultater. Det er, hvordan impact er blevet en disciplin for strategiske valg, risikovillighed, læring og i sidste ende evnen til at gøre fondens egen rolle mindre nødvendig. 

I 2025 uddelte Industriens Fond 333 millioner kroner til nye indsatser og projekter. Det var det højeste årlige uddelingsniveau, siden Industriens Fond fik sin nuværende form. Men det mest interessante ved fonden er ikke størrelsen på uddelingerne. Det er den rolle, den forsøger at spille med dem. 

Thomas Hofman-Bang formulerer rollen usædvanligt klart. Filantropens opgave er, som han beskriver den, at reducere risiko på nye dagsordener. “Vi har de mest risikofyldte penge i økosystemet.” 

Det er en sætning med stor rækkevidde. Hvis filantropiske penge netop skal kunne bære en risiko, som offentlige myndigheder, virksomheder eller investorer ikke kan eller vil bære, ændrer det både strategien og den måde, impact bør vurderes på. En fonds succes kan ikke alene være, at de projekter den finansierer, leverer det planlagte. Den må også vurderes på, om den udfylder de rigtige huller i økosystemet, om den lærer hurtigt nok, og om indsatserne er bæredygtige. Det gør Industriens Fond til et interessant eksempel på en mere katalytisk form for filantropi. Fonden vil gerne bryde ny is, reducere usikkerhed, samle aktører og gøre det lettere for markedet og andre institutioner at handle bagefter. Det er en krævende ambition.  

Impact begynder med et strategisk nej 

Industriens Fond har en bred mission: at fremme dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Netop bredden gør strategi nødvendig.

“Udfordringen med et meget bredt formål er, at du har brug for en strategi til at guide dig og vide, hvad du skal, men ikke mindst, hvad du ikke skal,” siger Thomas Hofman Bang. 

Det undervurderes let i fondsverdenen. Mange strategier beskriver de problemer, en fond gerne vil bidrage til at løse. Færre er lige så tydelige om, hvilke problemer fonden bevidst ikke vil tage ansvar for. 

For Industriens Fond er fravalget centralt. Fonden arbejder i dag inden for de fire overordnede konkurrenceevnetemaer:  

  • Bæredygtig produktion
  • Cybersikkerhed
  • Nye teknologier
  • Internationalisering

Det betyder ikke, at andre forhold er uvigtige for virksomhedernes konkurrenceevne. Det betyder, at fonden har besluttet, at dens kapital og organisatoriske kapacitet skal koncentreres dér, hvor den mener at kunne gøre en særlig forskel. 

Det er måske den første læring fra Industriens Fond: Impact starter før evalueringen. Det starter med prioriteringen. Hvis en fond spreder sig over for mange dagsordener, kan hvert projekt i princippet være godt, samtidig med at den samlede portefølje bliver strategisk svag. Hvad fonden vælger fra er således mindst lige så vigtigt som, hvordan fonden måler det, den har valgt til. 

Thomas Hofman-Bang beskriver en arkitektur med investeringsstrategi, uddelingsstrategi og en operationel model, der skal hænge sammen. Strategien er ikke statisk, fordi de udfordringer danske virksomheder stod med i 2009, er ikke de samme som i 2026. Strategisk relevans bliver selv en evalueringsopgave. En moden fond bør med jævne mellemrum evaluere, om de temaer og virkemidler, som porteføljen bygger på, stadig svarer på de vigtigste problemer. 

To mænd i orange veste og hvide hjelme besøger fabrikshal.

En gruppe mennesker i orange veste og hvide hjelme på Odense Havn

Risikofyldte penge skal være tidlige, ikke permanente 

Industriens Fonds syn på filantropisk kapital bliver tydeligst i de områder, hvor fonden bevidst går tidligt ind. Cybersikkerhed er det klareste eksempel. Fonden gjorde i 2018 cybersikkerhed til et strategisk tema på et tidspunkt, hvor feltet ifølge Hofman-Bang endnu ikke havde et stærkt organiseret økosystem i Danmark. Fonden støttede ikke kun enkeltstående aktiviteter, men arbejdede med opbygning af relationer, kompetencer, projekter og institutionelle forbindelser. 

Med netværksanalyser har fonden fulgt udviklingen og set, hvordan fonden tidligere var en meget mere central aktør i netværk i modsætning til i dag. Det kan ved første øjekast ligne et tab af indflydelse. Men i en katalytisk impactlogik er det næsten det modsatte. 

Hvis et økosystem kun fungerer, så længe fonden sidder i midten og finansierer forbindelserne, har fonden måske skabt aktivitet, men ikke robusthed. Hvis netværket derimod bliver tættere, nye aktører kommer til, relationer opstår uden fondens direkte mellemkomst, og feltet kan fortsætte uden samme filantropiske støtte, er fondens faldende centralitet et muligt tegn på succes. 

Det er en usædvanligt interessant måde at tænke impact på: En fonds egen tilbagegang i systemets afhængighed af den kan være et positivt resultat. Det samme princip ligger bag fondens bevægelse ind i resiliens, sikkerhed og forsvar. Defence Tech Denmark er etableret sammen med Innovationsfonden og EIFO, mens fonden i 2026 også har afprøvet et challenge-format, hvor idéer først samles og kurateres, før konkrete indsatser designes. Ifølge Thomas Hofman-Bang kom der 75 idéer ind i den første proces. 

Den arbejdsform er væsentlig. Fonden begynder ikke nødvendigvis med en færdig løsning. Den identificerer et problemfelt, inviterer viden ind, tester antagelser og forsøger derefter at sammensætte en portefølje af indsatser. Det ligner mindre klassisk uddeling og mere strategisk markeds- og økosystemudvikling. 

Fra mavefornemmelse til otte principper 

Industriens Fond har gennem årene forsøgt at gøre sin egen dømmekraft mere eksplicit. Thomas Hofman-Bang beskriver, hvordan sekretariatet kunne genkende et godt projekt på en slags professionel mavefornemmelse, men ønskede at forstå, hvad den intuition faktisk bestod af.  

Resultatet blev otte impactprincipper. De handler blandt andet om konkurrenceevne, bæredygtighed, virksomhedsrelevans, ambition, katalytisk effekt, diversitet, proaktivitet og anvendelse. Det er analytisk interessant, fordi fonden dermed forsøger at omsætte tavs organisatorisk erfaring til en eksplicit beslutningsramme. 

Set med evalueringsfaglige briller ligger der en principbaseret logik bag. Principper fungerer ikke som garanti for effekt. De fungerer som hypoteser om, hvilke egenskaber ved et projekt der øger sandsynligheden for, at det skaber værdi. Derfor bør de ikke kun bruges til at bedømme projekter. De bør også selv evalueres. 

Det afgørende spørgsmål er ikke alene, om ansøgerne lever op til principperne. Det er, om projekter, der scorer højt på dem, faktisk ser ud til at skabe stærkere resultater end projekter, hvor principperne er svagere til stede. Og hvis erfaringerne ændrer sig, bør principperne kunne ændre sig med dem. 

Det er her, Industriens Fonds model har et særligt potentiale. Fonden har udviklet principperne på baggrund af erfaringer fra en stor projektportefølje og bruger dem i dialogen om nye indsatser. Næste modenhedstrin er at behandle dem endnu mere eksplicit som læringshypoteser: Hvilke principper viser sig igen og igen at være afgørende? Hvilke er kontekstafhængige? Er der situationer, hvor to principper kommer i konflikt? Og hvilke tidlige tegn kan fortælle fonden, at en antagelse ikke holder? 

Det vil flytte impactprincipperne fra at være et kvalificeret filter til et egentligt evalueringsobjekt. 

Co-creation gør projekterne bedre, men også fondens magt tydeligere 

Industriens Fond er formelt ansøgningsdrevet, men interviewet tegner et billede af en fond, der er langt mere aktiv end en klassisk ansøgningsfond.

“Vi er en blanding. Vi modtager ansøgninger,” siger Thomas Hofman Bang og beskriver den efterfølgende udviklingsproces som co-creation. 

Ansøgninger formes gennem dialog. Problemer bliver udfoldet. Aktører kobles sammen. Konsortier sammensættes. Fonden kan selv bringe idéer ind, og den kan udfordre både problemdefinition, løsning og dosering, før en sag når bestyrelsen. Det kan forbedre kvaliteten markant. En fond, der gennem mange år har set hundredvis af projekter og opbygget dyb sektorviden, besidder en erfaring, som en enkelt ansøger ikke nødvendigvis har. Den kan se gentagelser, manglende kompetencer og muligheder for samarbejde, som ellers ville blive overset. 

Tre mennesker på en scene i samtale.

Tre mennesker på en scene

Men co creation har også en governance side, der fortjener opmærksomhed. Jo mere fonden er med til at forme projektet, desto mindre meningsfuldt bliver det bagefter at evaluere projektet, som om fonden kun var ekstern finansieringskilde. Hvis et projekt fejler, kan årsagen ligge hos projektorganisationen. Men den kan også ligge i fondens problemforståelse, designvalg, krav, tidsramme eller sammensætning af aktører. Derfor bør en stærk evaluering af co-skabte indsatser også evaluere fondens egen rolle. 

Thomas Hofman-Bang er selv meget åben om magtasymmetrien.

“Fordi vi har pengene. Folk siger sjældent noget grimt om os, for de vil ikke være uvenner med os.” 

Det er en vigtig erkendelse. Fonde kan invitere til dialog, men kapitalen gør relationen ulige. Derfor er grantees positive feedback ikke nødvendigvis et neutralt mål for kvaliteten af fondsrelationen. Hvis en fond vil lære reelt, må den skabe kanaler, hvor kritiske erfaringer kan komme frem uden risiko for den part, der er afhængig af finansiering. 

Evaluering er stærkest, når den begynder før bevillingen 

På Industriens Fonds hjemmeside ligger forandringsteori, evalueringsstrategi og kommunikationsstrategi side om side med budgetskabelonen. Det er ikke tilfældigt. Alle projekter skal arbejde systematisk med evaluering og læring. Ved bevilling skal der udarbejdes en evalueringsstrategi, og for projekter med et budget over tre millioner kroner er en professionel ekstern evaluator et krav. 

Hvis evaluator først kommer ind til sidst, bliver opgaven ofte reduceret til at rekonstruere et forløb på baggrund af ufuldstændige data og efterrationalisering. Når evalueringen tænkes ind ved opstart, kan den være med til at præcisere forandringsteorien, identificere de kritiske antagelser, definere realistiske indikatorer og sikre, at der faktisk findes data, når de svære spørgsmål senere skal besvares. 

Fonden arbejder målrettet med, at evalueringsdesignet for ethvert støttet projekt indbygger såkaldte læringsloops, hvor der tages højde for at betydningen af betingelser, der ændrer sig. I en hurtigt forandrende verden er det helt afgørende, at ændrede forhold løbende samles op og projektet reflekter over betydningen samt om der er behov for at rette til i aktiviteter, partnerskaber eller noget tredje.  

Det gør evaluering til en designfunktion, ikke kun en kontrolfunktion. Fonden bruger fortsat den logiske model som et grundlæggende redskab. Men dens offentlige impactstrategi er samtidig meget tydelig om, at dansk konkurrenceevne påvirkes af en lang række forhold, som fonden ikke kontrollerer. Det gør den klassiske forestilling om direkte tilskrivning urealistisk. 

Her ligger Industriens Fond tæt på det, evalueringslitteraturen beskriver som contribution analysis. Pointen er ikke at bevise, at en fond alene skabte den observerede forandring. Pointen er at undersøge, om indsatsen udgør en plausibel og væsentlig del af forklaringen, om de antagede mekanismer faktisk kan genfindes, og hvilke andre faktorer der også har påvirket udviklingen. 

Den ærlige grænse: Output er ikke outcome 

Et af de stærkeste elementer i interviewet er Hofman Bangs klare holdning til, hvad Industriens Fond er i stand til at dokumentere. Fonden kommer ikke til at bevise, hvor stor en andel af Danmarks internationale konkurrenceevne der skyldes dens bevillinger. 

“Det kommer vi aldrig til at dokumentere,” siger han. 

På projektniveau kan fonden følge ressourcer, aktiviteter og leverancer. Den kan se, hvor mange virksomheder der deltager, hvilke værktøjer der bliver udviklet, hvor mange demonstrationsforløb der gennemføres, og hvor meget viden der formidles. Men Hofman Bang understreger selv, at det er output. Det er endnu ikke den forandring, fonden i sidste ende er interesseret i. 

Den egentlige succes opstår først, når en virksomhed tager viden til sig, ændrer adfærd og gennem denne ændring styrker sin forretning. Virksomheden kan eksempelvis producere mere effektivt, åbne et nyt marked, reducere en risiko eller skabe ny omsætning. Det er imidlertid svært at måle.  

Viden bevæger sig. Den bliver delt mellem virksomheder, rådgivere, brancheorganisationer, medarbejdere og netværk. Den kan blive brugt flere år efter projektets afslutning og uden, at den oprindelige afsender kan se det. Et projekt kan derfor have betydelig effekt, som aldrig bliver registreret, mens et andet projekt kan rapportere imponerende aktivitet uden at ændre ret meget i praksis. 

Syv mennesker står foran Christiansborg med et skilt, hvorpå der står 4 pct.

To mænd på en scene. Den ene holder en stor check under armen.

Fonden har eksperimenteret med at følge output- og outcomesporene og indsamle data, men Thomas Hofman-Bang beskriver datametoden som vanskelig, dyr og uden, at det giver tilstrækkeligt klare konklusioner til, at fonden foreløbig har besluttet at bruge den bredt. Det er en værdifuld erfaring i sig selv. Impactarbejde bør også evaluere sine egne metoder. En sofistikeret metode er ikke værdifuld, blot fordi den er sofistikeret. Hvis den koster mere, end den lærer organisationen, eller producerer resultater med større usikkerhed end anvendelighed, bør den nedskaleres eller erstattes. 

Der må udvikles alternative måder at identificere impact på. Det kan eksempelvis ske gennem stikprøver blandt virksomheder, opfølgning på udvalgte kohorter, kvalitative anvendelsesstudier eller gentagne undersøgelser af bestemte typer virksomheder. Målet kan være at skabe tilstrækkelig evidens til at bedømme, om den antagede vej fra viden til handling faktisk eksisterer. 

Fonden lever fint med ikke altid at kunne dokumentere den præcise impact af de igangsatte indsatser helt ud i yderste led af sin virksomhedsmålgruppe. Men det er en vigtig del af strategien, at de gode cases og positive forandringer, der samles op undervejs, kommunikeres løbende for at inspirere flest muligt til at tænke nyt i jagten på styrket konkurrenceevne 

Formidling er ikke efterbehandling, det er en del af interventionen 

En særlig styrke i Industriens Fonds model er, at kommunikation ikke kun ses som noget, der sker, når et projekt skal fortælle om sine resultater. Hvert projekt har løbende kontakt med fonden, og kommunikationskompetencer kobles på tidligt. Baggrunden er enkel: Hvis fondens vigtigste virkemidler er viden, kompetencer og innovation, har den skabte viden ingen større samfundsværdi, hvis den bliver i projektgruppen. “Vi venter ikke bare til projektet slutter,” siger Thomas Hofman-Bang. 

Det er en vigtig interventionsteoretisk pointe. Hvis udbredelse er en nødvendig mekanisme i forandringsteorien, bør formidling ikke stå som et sidste punkt i projektplanen. Den bør designes som en del af indsatsen fra begyndelsen. Den interessante målekæde er derfor viden til forståelse, fra forståelse til afprøvning og fra afprøvning til ændret praksis. Det er først dér, formidling bliver en impactmekanisme. 

Den upolitiske fond påvirker stadig dagsordenen 

Industriens Fond har truffet et meget tydeligt valg om ikke at arbejde med politiske rammevilkår. Fonden vil ikke føre kampagne for bestemte skatteregler, støtteordninger eller politiske reformer. Den vil levere viden og stille den til rådighed, men lade de politiske valg være politikernes. 

Thomas Hofman Bang beskriver fonden som en “ufarlig aktør”, der kan samle virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder omkring samme bord, netop fordi den ikke kommer med en skjult politisk dagsorden. Det er en stærk position. Neutralitet kan skabe adgang og tillid, og en fond uden medlemsinteresser eller kommercielle produkter kan i nogle situationer fungere som en bro mellem aktører, der ellers står langt fra hinanden. 

Når en fond vælger cybersikkerhed, cirkulær produktion, kunstig intelligens eller forsvarsteknologi som områder, der fortjener betydelig opmærksomhed og kapital, påvirker den samtidig, hvilke problemer organisationer søger at løse, hvilke konsortier der bliver dannet, og hvilken viden der bliver produceret.