Etik og ansvarlighed som konkurrencefordel

Kunstig intelligens anvendt på persondata. Manipulation af menneskelig DNA. Selvkørende biler. Deep fakes og ansigtsgenkendelse! Der er talrige eksempler på teknologier, hvis anvendelse rummer etiske problemstillinger. Danske virksomheder har et godt udgangspunkt for at agere etisk. For evnen til at kombinere den nyeste teknologi med et klart etisk kompas vil være et global konkurrenceparameter – nu og i fremtiden.

Nye teknologier har altid påvirket mennesker, samfund og erhvervsliv. Fra hjulploven, der ændrede stenaldersamfundet, til konsekvenserne af atomkraft og gensplejsning. Diskussioner om teknologiers etiske problemstillinger er ikke noget nyt. Men de har fået en ny dimension med introduktionen af intelligente algoritmer.

Algoritmer, der kan genkende ansigter og profilere personer efter fx køn, race og social baggrund. Kunstig intelligens, der sidder i førersædet i fremtidens autonome køretøjer, og dermed får menneskers liv i deres virtuelle hænder. Algoritmer, der på sociale medier eksponerer os for bestemte typer information og skærmer os for andet. Algoritmer, der ofte kontrolleres af aktører uden for landets grænser – og kan tjene formål, der ikke altid fremstår etisk forsvarlige i en dansk sammenhæng.

Samtidig er den teknologiske og digitale udvikling uomgængelig. Danske virksomheder kan ikke melde sig ud af de teknologiske tendenser, for prisen kan være at konkurrenterne kommer først til fremtiden. Når det kommer til både udvikling og implementering af ny teknologi er dansk erhvervsliv langt. På tværs af brancher og industrier er danske virksomheder godt i gang med at høste fordelene ved alt fra IoT, robotteknologi og kunstig intelligens. Ser vi alene på kunstig intelligens (AI) peger mange undersøgelser på, at stadig flere virksomheder – også de små- og mellemstore – i stigende grad begynder at udnytte potentialet. Det er godt for dansk vækst og konkurrenceevne, for AI alene har potentialet til at forøge Danmarks BNP med op mod 35 mia. kr. årligt i 2030.

Men det er det vigtigt, at danske virksomheder har et konstant blik for balancen mellem den nye verden af muligheder, som ny teknologi medfører og forståelsen for, at enhver kunde eller borger skal have forsikring for, at rettigheder, retssikkerhed og ikke mindst virksomhedens eget værdisæt styrer algoritmerne og ikke omvendt. Det er i det krydsfelt mellem menneske, teknologi og etik, at den danske styrkeposition helst skal ligge.

Automatisering og digitalisering er med til at effektivisere vores virksomheder, og frigør ressourcer til den innovation og udvikling, vi skal leve af i fremtiden. De virksomheder, der er først med at udnytte nye teknologier, vil utvivlsomt stå med en stor konkurrencefordel.

Teknologi som redskab – mennesket i centrum

Derfor er det vigtigt, at vi ikke taber pusten nu. For den globale konkurrence er hård og i det globale, digitale kapløb, løbes der stærkt. Men vi skal huske, at vi skal holde fast i en udvikling, der løber på to ben: hvor udvikling og ansvarlighed bliver hinandens forudsætninger.

Danske virksomheder skal stå last og brast om det ansvar, vi er kendt for og sikre, at det er mennesket, der tøjler teknologien, så den ikke tøjler os.

Gennem lang tid har der hersket bekymring for, at robotter og kunstig intelligens ville føre til såkaldt ‘jobløs vækst’ – altså skabe værdi for virksomheder, men udhule behovet for arbejdskraft. Analyser peger på, at det ikke nødvendigvis er tilfældet – om end der stilles nye krav til medarbejdernes kompetencer og innovationskraft.

Men det er det vigtigt, at danske virksomheder har et konstant blik for balancen mellem den nye verden af muligheder, som ny teknologi medfører og forståelsen for, at enhver kunde eller borger skal have forsikring for, at rettigheder, retssikkerhed og ikke mindst virksomhedens eget værdisæt styrer algoritmerne og ikke omvendt. Det er i det krydsfelt mellem menneske, teknologi og etik, at den danske styrkeposition helst skal ligge.

Er der styr på etikken?

Tal fra Danmarks Statistik peger på, at der stadig er et stort potentiale for at flere virksomheder arbejder aktivt med digital etik. Kun ca. halvdelen af de virksomheder, der anvendte kunstig intelligens, arbejdede aktivt med dataetik i 2021. For de virksomheder, der ikke brugte AI, var andelen kun det halve med 24 pct. I alt arbejdede knap hver tredje private virksomhed med over ti ansatte aktivt med dataetik

Det er også afsættet for, at Industriens Fond sammen med Dansk Design Center og Dansk Industri har udviklet Det Digitale Etikkompas, der gennem en række konkrete værktøjer styrker de danske produktionsvirksomheders kritiske stillingtagen til både udvikling og implementering af digitale løsninger.  

Kompasset er en guide, der hjælper virksomheden med at forholde sig kritisk til digitale løsninger og giver svar på de etiske spørgsmål, der kan indgå som arbejdsredskab i udviklingen af nye, automatiske løsninger.

Med afsæt i 29 videnskort dykkes der ned i en lang række problemstillinger, som skitserer både gode og dårlige etiske designløsninger samt giver anbefalinger til, hvordan automatisering bruges på den bedste og mest transparente måde med mennesket i centrum.

Nye teknologier – nye krav

Og én ting er etikken. Noget andet er lovkrav. Vi ser det allerede, og virksomhederne vil i stigende grad skulle forholde sig hertil. I takt med at digitaliseringen gør sit indtog i stort set alle brancher og industrier, følger både myndigheder og kundernes opmærksomhed med, og vi vil se nye krav, fx når det kommer til transparens ift. de forretningsmæssige beslutninger, der er baseret på dataanvendelse. Som forbruger eller virksomhedsejer skal man være sikker på, at resultater baseret på AI stemmer overens med organisationens værdier. Fremtidens konkurrencedygtige virksomheder er dem, der allerede nu forholder sig proaktivt til disse problematikker og sikrer, at potentialet i nye teknologier anvendes på en etisk og ansvarlig måde ud fra stærke principper forankret i virksomheden.

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.