Enestående iværksætterklub er en katapult for eksporten

Ved at opbygge et unikt fællesskab for erfarne og nye vækstiværksættere, sigter Founders Growth Club mod, at meget mere viden og erfaring gives videre til nye generationer af scaleup-founders.
Projektets 3 topprioriteter
At skabe et struktureret og tillidsfuldt rum, hvor erfarne iværksættere og virksomhedsejere deler deres viden, netværk og erfaringer direkte med næste generation af danske scaleup-founders.
At skalere og internationalisere danske scaleups.
At opbygge et stærkt og varigt scaleup-økosystem i Danmark, der understøtter danske virksomheders vækst i udlandet.
Med en ny Founders Growth Club i Danmark skal danske vækstiværksættere løftes til global succes.
Det nye initiativ skal understøtte fastholdelsen af Danmarks mest lovende vækstvirksomheder i Danmark, og samtidigt sikre, at de vokser globalt.
Founders Growth Club er en guldgrube af kompetencer
Den nye klub samler erfarne iværksættere og ambitiøse scaleups i et unikt netværk med det formål, at skabe og understøtte fremdriften hos flere succesfulde, globalt skalerede virksomheder med hovedsæde i Danmark.
For mange forsvinder
Den store udfordring, der lige nu præger det danske iværksætter-økosystem er, at selvom Danmark har et stærkt iværksættermiljø og høj etableringsrate, så er der alt for få startups, der formår at vokse sig store – og endnu færre, der bliver i Danmark.
Mange virksomheder ender med at flytte hovedsædet til USA eller Storbritannien for at få adgang til kapital og netværk. Det er et tab for dansk vækst, eksport og innovation.
Her sætter Founders Growth Club ind
Med det nye netværksinitiativ og mødested er ambitionen at fastholde og udvikle de mest lovende danske scaleups og give dem adgang til den viden og de netværk, de har brug for til at vokse internationalt.
Intelligent netværk og målrettet internationalisering
Kernen i hele Founders Growth Club er erfaringsbaseret sparring fra founders, der selv har været hele vækstrejsen igennem.
Gennem projektet skabes rum, hvor danske scaleup-foundere kan få ærlig, strategisk sparring – uden investorer i rummet – og adgang til erfarne rollemodeller, som de kan spejle sig i. Founders Growth Club tilbyder blandt andet:
- Et eksklusivt netværk med succesfulde erfarne founders
- Academy-forløb i hele landet, hvor iværksættere klædes på til skalering, investering og exit
- Roundtables og mentorforløb, der matcher scaleups med erfarne founders
- Markedsbesøg på relevante markeder i hele verden
- Digitalt community med podcasts og blogs om relevante emner
Alle aktiviteter i projektet gennemføres med udgangspunkt i én mission. At flere danske scaleups bliver til globale virksomheder med rod i Danmark.
Derfor forventes Founders Growth Club at munde ud i både konkret vækst hos de deltagende virksomheder, men også en langsigtet forandring i det danske iværksætter-økosystem.
På den korte bane får projektdeltagerne adgang til sparring, viden og netværk, som normalt kun er tilgængelige for venturefondes porteføljevirksomheder. Det betyder forhåbentligt færre fejltrin, hurtigere adgang til markeder og kapital, samt bedre strategiske beslutninger.
På længere sigt bidrager projektet til at opbygge en stærkere skaleringskultur i Danmark, hvor vidensdeling og payback bliver normen. Founders Growth Club lægger dermed fundamentet for et varigt, landsdækkende initiativ, der fremmer vækst og innovation, og placerer Danmark som et foregangsland for scaleups i Europa.
Hvad er det ved Founders Growth Club der virker?
Hele idéen med en platform for vækstiværksætterne er, at der i dag er tale om en gruppe virksomheder, der ofte bliver overset i erhvervsfremmesystemet, selvom de har en masse positive karakteristika. De har høje ambitioner, teknologi i verdensklasse og et globalt mindset fra dag ét.
Derfor har Danmark brug for et initiativ, der specifikt hjælper danske vækstiværksættere med at løse deres specifikke udfordringer.
En af de store fordele som er indbygget i Founders Growth Club er, at det er skabt af folk, der selv har været på rejsen mod vækst og kapital, og som derfor ved, hvad der virker, når det handler om internationalisering og iværksætteri.
Der er således ikke tale om generisk rådgivning. Det handler om konkrete erfaringer, 1-til-1-rådgivning, adgang til internationale netværk og om at skabe en ny generation af globale danske virksomheder, der ikke behøver at flytte ud af Danmark for at vokse.
Samlet set gælder det, at Danmark nu får et stærkere og mere sammenhængende scaleup-økosystem, som er bygget på tillid, erfaring og fælles ambitioner. Det er godt for iværksætterne. Det er godt for væksten. Og det er godt for Danmark.
Skalering som samlet indsats
Med aktiviteter i både ind- og udland hjælper Founders Growth Club vækstiværksættere fra Danmark – uanset hvor i verden skaleringen skal ske.
Danmark har mange iværksættere. Men med Founders Growth Club kan flere af dem få succes internationalt. Klubbens fundament er nemlig baseret på 10 mio. kroner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og nærværende bevilling fra Industriens Fond på 8 mio. kroner, hvor sidstnævnte – med hjælp fra Danish Tech Startups, Canute og Erhvervshus Hovedstaden – især fokuserer på at gennemføre aktiviteter, etablere nye varige samarbejder og skabe blivende eksportinfrastruktur i udlandet.
Netop indsatserne i udlandet er en afgørende løftestang for dansk erhvervsliv og de mange vækstiværksættere, der har ambitioner om global vækst, men som har svært ved at komme i gang i praksis.
Med bevillingen fra Industriens Fond sigtes der derfor efter at få lavet blivende strukturer og partnerskaber, der understøtter eksport- og vækstmetoder, som gavner danske virksomheder internationalt.
Projektdata
Projektet
Founders Growth Club
Brancheforeningen for Tech Startups i Danmark
2025-2028
8,0 mio. kroner
Partnere
Founders Growth Club er skabt i samarbejde med aktører i det danske erhvervs- og iværksætterlandskab.
Bevillingsmodtager
Esben Gadsbøll
Formand
Brancheforeningen for Tech Startups i Danmark
esben@techstartup.dk
Kontakt




