Offentligt-privat partnerskab styrker virksomheders cybersikkerhed

En hængelås på et tastatur symboliserer en cybersikker virksomhed.
Aktiv
Cybersikkerhed

Et ambitiøst nationalt initiativ gør cybersikkerhed enkel, konkret og tilgængelig for tusindvis af små og mellemstore virksomheder i Danmark. Det gøres blandt andet ved at skabe one point of entry for de danske virksomheder.

Projektets 3 topprioriteter

  1. At skabe en one point of entry hvor små og mellemstore danske virksomheder kan få hjælp til at styrke cybersikkerheden.

  2. At etablere et velfungerende offentligt-privat samarbejde, der i samlet flok løfter udfordringer med virksomheders lave cybersikkerhedsniveu.

  3. At sikre, at hver enkelt virksomhed får lige præcis den hjælp, der er brug for, så den bliver en cybersikker virksomhed.

Cybersikkerhed er en forretningskritisk udfordring for de små og mellemstore danske virksomheder. Vira og hackerangreb er en del af hverdagen for de fleste, og der ligger en stor opgave i at håndtere truslerne og samtidigt gøre den forbedrede cybersikkerhed til en vej mod en stærkere konkurrenceevne.

Men for mange virksomheder er det svært at overskue, hvor de skal starte, og hvilke løsninger der er relevante. Den uoverskuelighed gøres der nu op med gennem initiativet Cybersikker virksomhed.

Initiativet er i praksis en ny national enhed, der samler alle kræfter ét sted og gør det lettere for virksomhederne at tage hånd om den digitale sikkerhed.

Den nye enhed for cybersikkerhed er et offentligt-privat samarbejde, der samler rådgivning, værktøjer og vejledning på én platform og tilbyder målrettet hjælp til små og mellemstore virksomheder – uanset den enkelte virksomheds branchetilhørsforhold eller organisationens it-modenhed.

Digitalt sårbare virksomheder skal hjælpes

Mere end 40 procent af de små og mellemstore danske virksomheder har et cybersikkerhedsniveau, der ikke matcher deres risikoprofil. Og 15 procent mangler helt basale tiltag som backup og systemopdateringer.

Samtidig er netop disse virksomheder dybt afhængige af digitale systemer, og mange indgår i centrale værdikæder, hvor deres sårbarhed kan have store konsekvenser for hele erhvervslivet. Derfor er det vigtigt, at enhver virksomhed bliver en cybersikker virksomhed.

Hvordan bliver man en cybersikker virksomhed?

Danmark har mange gode initiativer på området. Men de er spredte, uoverskuelige og svære at navigere i for virksomhederne.

Derfor er der brug for en koordineret indsats, som modner efterspørgslen og skaber et velfungerende marked for pålidelige cybersikkerhedsløsninger, der matcher virksomhedernes behov og ressourcer – og som dermed kan hjælpe den enkelte virksomhed med at blive en cybersikker virksomhed.

Ét samlet sted som passer til virksomhedernes behov

Med den nye enhed bliver cybersikkerhed lettere tilgængelig for alle dele af dansk erhvervsliv.

Enheden fungerer som en fælles indgang, hvor virksomheder møder skræddersyede tilbud alt efter, hvor de befinder sig på deres digitale rejse.

Indsatsens arbejde bygger på en såkaldt modenhedstrappe, der sikrer, at alle virksomheder bliver mødt lige præcis dér, hvor de er:

  • Startniveauet: Kampagner og awareness-tiltag hjælper virksomhederne med at forstå truslerne og tage de første skridt.
  • Mellemniveauet: Lavpraktiske værktøjer, vejledninger og hjælp til at finde en rådgiver klæder virksomhederne på til selv at styrke deres sikkerhed.
  • Højniveauet: Avancerede løsninger som dataovervågning, sårbarhedsscanning og udrykningstjenester tilbydes til virksomheder med større behov og kapacitet.

Alle tilbud og løsninger samles på sikkerdigital.dk, der udgør den nationalt forankrede digitale platform for indsatsen.

Herfra kan virksomheder og medarbejdere finde relevant hjælp og materialer i et klart og brugervenligt format – lige til at bruge.

En cybersikker virksomhed skabes gennem samarbejde

Det er en bred partnerkreds der står bag samarbejdet om at skabe flere cybersikre virksomheder i Danmark.

Den brede kreds sikrer både troværdighed, koordinering og en stærk national forankring i og omkring erhvervslivet, særligt med blik for de små og mellemstore virksomheder.

Kan en cybersikker virksomhed sættes på formel?

En stor del af indsatsen kredser om aktiviteter i den enkelte virksomhed. Men der gøres også meget for at sikre en markedsmodning af cybersikkerhedsmarkedet, så efterspørgslen bliver præcis og produkterne skærpes og virker som ønsket.

Derfor inddrages og styrkes leverandørerne på området, så virksomhederne får adgang til relevante, markedsbaserede løsninger.

Samtidig skabes en innovationsplatform, kaldet Proof of Business Lab, hvor nye idéer testes og kvalificeres i et tæt samarbejde mellem virksomheder og deres (potentielle) leverandører.

Konkret hjælp med langvarig effekt

Indsatsen er kendetegnet ved at være en stærk mobiliseringsindsats og møder virksomhederne dér, hvor de er – både geografisk og i deres digitale modenhed. Det sker blandt andet gennem:

  • Arrangementer over hele landet
  • Aktivering af revisorer, banker, forsikringsselskaber og andre rådgivere
  • Kampagner og cases med fokus på handling og adfærdsændringer
  • Uddannelse og e-læring, så virksomhederne får adgang til ny viden og kompetencer

Målet med formidlingen er at nå tusindvis af virksomheder og få hundredvis af især små og mellemstore virksomheder til at erhverve sig D-mærket.

Og så arbejder projektet også meget systematisk for at sikre, at metoder og løsninger bliver så relevante og brugbare, at markedet selv tager over, når projektperioden slutter.

En model til inspiration

Cybersikkerhed er ikke kun en teknisk udfordring – det er en strategisk nødvendighed og kan være afgørende for en virksomheds fremtid.

Med en målrettet indsats får danske virksomheder ikke bare adgang til viden, men til konkrete løsninger og et fællesskab, der løfter hele erhvervslivet.

Indsatsen er designet, så den ikke kun virker her og nu, men også på sigt. På den korte bane etableres og testes løsninger, mens staten og markedet gradvist overtager driften.

Samlet set bliver resultatet en bæredygtig og langsigtet model, der kan inspirere erhvervsledere til at gøre deres egen virksomhed til en cybersikker virksomhed.

Projektdata

Projektet

Projektnavn:
Cybersikker virksomhed

Projektejer:
Security Tech Space

Periode:
2026

Støttet med:
43,4 mio. kroner

Cybersikker virksomhed

Indsatsen er igangsat som led i Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram, der styrker danske virksomheders arbejde med cybersikkerhed.

Partnerkreds

Cybersikker virksomhed er en bred national indsats, der gennemføres i et offentligt-privat partnerskab, hvor mange forskellige aktører samarbejder om at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at få bedre styr på cybersikkerheden.

Bevillingsmodtager

Peer H. Kristensen
Direktør
51 97 79 99
peer.kristensen@securitytechspace.dk

Kontakt

Line Gerstrand
Udviklingschef
23 32 84 32
line.gerstrand@securitytechspace.dk

Kontakt

Person i natur med mørkt tøj

Nadika Bulathsinhala

Projektleder, Cybersikkerhed