Aalborg Portlands direktør Michael Lundgaard Thomsen udfordrer en udbredt forestilling om cirkulær økonomi: At vi kan bygge fremtidens samfund af gårsdagens materialer.

“Virkeligheden er så meget mere kompleks,” siger han.

“Vi bliver flere mennesker, vi urbaniserer, vi har brug for ny infrastruktur, og flere bor alene. Det øger efterspørgslen efter nye boliger og dermed nye byggerier. Sådan er det.”

Industriens Fond satte Michael Lundgaard Thomsen i stævne forud for Folkemødet i Allinge, hvor han deltog i flere debatter om fremtidens cirkulære produktionsdilemmaer.

Et af dansk industris største omstillingsprojekter

Når Michael Lundgaard Thomsen taler om cirkulær økonomi, kommer det fra en virksomhed, der står midt i et af dansk industris største omstillingsprojekter.

Aalborg Portland er Danmarks eneste cementproducent og samtidig landets største industrielle CO₂-udleder. Men det er også en virksomhed, der har reduceret deres udledning markant de seneste år.

Virksomheden står for knap fire procent af Danmarks samlede CO₂-udledning (inden for landets grænser) og har i årevis været symbol på de udfordringer, der følger med energi- og ressourcekrævende produktion.

Cement er det bindemiddel, der indgår i beton, og bruges i alt fra boliger, broer og infrastruktur.   

Virksomheden er ejet af koncernen Cementir Holding N.V., som er en international cement- og betonkoncern med aktiviteter over hele verden. Aalborg Portland er dertil en af verdens største producenter af hvid cement, som eksporteres til en lang række globale markeder.  

Netop derfor bliver Aalborg Portland ofte fremhævet som et eksempel på et af de vanskeligste dilemmaer i den grønne omstilling: Hvordan reducerer man klimaaftryk og ressourceforbrug i en industri, hvis produkter samtidig er nødvendige for samfundets fortsatte udvikling og infrastruktur?

Selv perfekt genanvendelse er ikke nok

Aalborg Portland har sat sig som mål at blive blandt verdens første cementfabrikker, der er CO2-neutrale på egne udledninger frem mod 2030 gennem nye cementprodukter, alternative brændsler og CO₂-fangst.

Ifølge virksomhedens seneste ESG-rapport er de direkte CO₂-udledninger reduceret med omkring 39 procent siden 2021, blandt andet gennem øget brug af alternative råmaterialer og brændsler.

For Michael Lundgaard Thomsen er det et eksempel på, at industrien kan flytte sig markant på klimaområdet, når der er klare mål, teknologiske løsninger og økonomiske incitamenter.

Men det løser ikke nødvendigvis den næste udfordring.

For selv om klimaaftrykket kan reduceres, forsvinder behovet for materialer ikke. Derfor understreger han, at lavere CO₂-udledninger ikke er det samme som et lavere forbrug af ressourcer.

Ifølge ham risikerer debatten om cirkulær økonomi at blive for snæver, hvis fokus alene er på at genanvende flere materialer. Lige så vigtigt er det at se på, hvordan vi kan bruge færre ressourcer i første omgang – fx ved at bygge mere ressourceeffektivt og undgå unødigt materialeforbrug.

”Den danske betonbranche er allerede dygtig til at genanvende, og i dag genanvendes over 90 procent af alt betonaffald ifølge Dansk Beton. Men hvis vi skal rykke for alvor, skal vi i højere grad fokusere på ressourceeffektivitet i selve byggeriet – altså hvordan vi designer og bygger smartere, så vi minimerer spild og bruger færre ressourcer fra starten,” fortæller Michael Lundgaard Thomsen.

Den største barriere er ikke teknologien

Aalborg Portland anvender allerede store mængder alternative råmaterialer og restprodukter fra andre industrier. Et eksempel er samarbejdet med DAKA, som indsamler og forarbejder restprodukter fra landbrug og fødevareindustri. Altså materialer, som ellers ville skulle bortskaffes, men i nogle tilfælde anvendes som alternative brændsler i cementproduktionen.

For Michael Lundgaard Thomsen illustrerer samarbejdet en vigtig pointe:

Cirkulær økonomi handler ikke nødvendigvis om, at materialer skal tilbage til præcis samme anvendelse, men om at finde nye måder at skabe værdi af ressourcer, som ellers ville gå til spilde.

Det løser dog stadig kun en del af problemet, for det skal i langt højere grad kunne lade sig gøre i skala og ikke mindst til en pris, markedet vil betale. 

“Hvis vi skal genknuse beton og gøre det klar til genanvendelse, er det i mange tilfælde dyrere end at producere nyt,” siger han.

Dermed bliver cirkulær økonomi ikke kun et spørgsmål om teknologi, men også om volumen og forretningsmodeller.

“Hvis vi kun kan få ét ton i dag og ikke ved, hvornår vi får næste ton, så kan vi ikke arbejde med det,” siger han.  

For en industrivirksomhed, der producerer i stor skala, kræver cirkulære løsninger stabile forsyningskæder og tilstrækkelige mængder af materialer. Ellers kan processerne ikke automatiseres og gøres rentable.

Det er her, en stor del af udfordringen ligger: Ikke i om virksomhederne kan bruge flere reststrømme, men i om der findes et system omkring dem, der kan indsamle, dokumentere og levere materialerne i de rigtige mængder og samme kvalitet.

Markedet belønner stadig det lineære

Ifølge Michael Lundgaard Thomsen er den helt grundlæggende udfordring dog, at det er billigere at kassere materialer end at genanvende dem.

“Det er stadig for billigt at deponere eller bortskaffe materialer. Hvis vi vil have mere cirkularitet, skal vi gøre det økonomisk attraktivt at genanvende frem for at deponere eller bortskaffe,” siger han og fortsætter:

“Der kommer ikke skub i det her, uden man siger, at vi stiller krav til ressourceanvendelse. Fordi CO₂-reduktion er ikke det samme som ressourcereduktion. Og i dag har vi ikke krav om ressourceoptimering.”

“Og så længe det lineære valg fortsat er det billigste og nemmeste, bliver det også det valg, markedet oftest tager. For hvis der ikke er krav eller incitamenter, vil mange cirkulære løsninger forblive små pilotprojekter,” siger han

Cirkularitet skal dokumenteres

Samtidig advarer Michael Lundgaard Thomsen mod at gøre cirkulær økonomi til et spørgsmål om at sænke kravene for at opnå ‘hurtig’ volumen.

“Det er jo også farligt at gå den vej, at bare fordi man har et genanvendt produkt, så kan man lave shortcuts i forhold til godkendelser,” siger han.

“Genanvendte materialer skal kunne forsikres på samme måde som nye materialer, hvis de skal opnå bred anvendelse. Hvis kunder og bygherrer ikke kan være sikre på kvaliteten, bliver de tilbageholdende med at vælge dem – især i byggeriet, hvor materialer skal holde i mange årtier.”

Klog regulering skal skabe markedet

Michael Lundgaard Thomsen peger på, at klimadagsordenen for alvor rykkede, da CO₂-afgifter og klimakrav begyndte at påvirke virksomhedernes økonomi. Den samme logik bør ifølge ham anvendes på ressourceområdet.

Men reguleringen skal være klog, understreger han.

“Hvis krav alene bliver til nationale sær-afgifter, risikerer virksomhederne blot at købe materialer eller produkter i udlandet.”

Han peger særligt på bygge- og anlægssektoren, hvor krav til materialers klima- og ressourceaftryk kan være med til at flytte efterspørgslen.

Hvis bygherrer og offentlige indkøbere i højere grad efterspørger dokumenterede materialer med lavere ressourceforbrug, vil det skabe et marked for de løsninger, som virksomhederne allerede investerer i.

Fra gode intentioner til reel efterspørgsel

Michael Lundgaard Thomsen er samtidig optimistisk på industriens vegne.

“Jeg kan se, at alle typer af industrier tager den grønne omstilling seriøst, og CO₂-udledningerne er på vej ned. På den del er industrien faktisk foran,” siger han.

For ham handler den næste udfordring derfor ikke nødvendigvis om nye teknologiske gennembrud.

Den handler om at få de løsninger, der allerede findes, ud af pilotprojekterne og ind i maskinrummet gennem et marked, der efterspørger dem.