Skolernes Innovationsdag vender kroppen på hovedet
Skolernes Innovationsdag er for hjernen, hvad skolernes motionsdag er for kroppen. Dagen skal sætte innovation på skoleskemaet for skolebørn og lærere og afholdes den 23. marts 2018. Årets tema er ”Kroppen på hovedet”.
20. december 2017
Innovation starter med en god idé, og evnen til at få gode idéer er en muskel, som vi alle kan træne og forbedre. Det er baggrunden for Skolernes Innovationsdag, som løber af stablen den 23. marts 2018.
”Et samfund, der ikke tænker nyt, vil gå i stå. At hjælpe børnene med at bevare og udvikle deres nysgerrighed og evnen til at tænke frit er derfor en vigtig genvej til et konkurrencedygtigt Danmark, hvor unge mennesker bliver til kreative og idérige borgere og dygtige medarbejdere i erhvervslivet,” siger Mads Lebech, der er adm. direktør i Industriens Fond.
Experimentarium tog i 2014 initiativ til den første version af Skolernes Innovationsdag. I 2018 genopstår innovationsdagen i det nyåbnede Experimentarium i Hellerup. Temaet i 2018 er ”Kroppen på hovedet”, hvor der kastes innovativt lys over, hvordan vi gennem naturvidenskab, teknologi og samfundstiltag kan forbedre kroppen og vores liv.
”Vi vil gerne hjælpe skolerne med at slippe de gode idéer løs hos elever og lærere. Det handler om at få vristet hjernemassen ud af vanetænkningen. Hjernen er doven – den vil helst gøre det på samme måde hver gang, fordi det er meget lettere. Men dét kan heldigvis trænes væk,” siger Kim Gladstone Herlev, der er adm. direktør for Experimentarium.
Industriens Fond støtter Skolernes Innovationsdag med godt to millioner kroner frem til 2020 og har også støttet udviklingen af Idéværket og Opfindelsernes Hus, som er Experimentariums interaktive udstillinger om innovation.
Undervisningsmaterialer og lærerige forløb
Alle skoler vil frit kunne hente gratis undervisningsmaterialer til Skolernes Innovationsdag via Experimentariums hjemmeside. 27 klasser kan desuden melde sig til Skolernes Innovationsdag på selve Experimentarium, hvor de den 23. marts 2018 vil følge et nyudviklet, tretimers hjernetræningsprogram med afsæt i nyere forskning og Experimentariums udstillinger.
Tilmelding vil være muligt via Experimentariums hjemmeside, når afviklingen af Skolernes Innovationsdag nærmer sig.
Projekt data
Experimentarium
Skolernes Innovationsdag afholdes i regi af det nye Experimentarium i Hellerup. Industriens Fond har, udover støtten til Skolernes Innovationsdag, også støttet udviklingen af nye udstillinger på Experimentarium. Læs mere nedenfor.
Tilmelding
Skolernes Innovationsdag afholdes den 23. marts 2018. Der er stadig et stykke tid til og der er derfor endnu ikke udviklet et tilmeldingsmodul til dagen. Men ved at tilmelde sig til Experimentariums nyhedsbrev, kan man løbende holde sig orienteret om Skolernes Innovationsdag.
Hvad med lærerne?
Den 31. januar 2018 afholdte Experimentarium en forberedelsesdag, hvor lærere kunne få en forsmag på Skolernes Innovationsdag og selv prøve kræfter med nogle af de temaer, som vil være på plakaten ved Skolernes Innovationsdag.