Når stål får flere liv, skal kvaliteten følge med

Bag de glødende ovne hos Frese arbejder operatørerne med at omsmelte rustfrit stål til nye komponenter.

Bag de glødende ovne hos Frese arbejder operatørerne med at omsmelte rustfrit stål til nye komponenter.

Kvalitet er afgørende, hvis rustfrit stål skal kunne genbruges ad flere omgange. I projektet Recirkulér Rustfrit Stål undersøger Frese Metal og DTU Construct derfor, hvordan vi får langt mere stål i kredsløb – uden at gå på kompromis med materialets egenskaber og kvalitet.

Dansk industri skal udnytte sine råmaterialer bedre. Derfor kommer langt mere rustfrit stål til at cirkulere i de danske værdikæder i de kommende år. Men når materialerne genanvendes, ændrer de sig gradvist. Det stiller nye krav til dokumentation, proceskontrol, materialernes egenskaber – og ikke mindst kvaliteten.

Det er netop den udfordring, Frese Metal og forskere fra DTU Construct undersøger. Ambitionen er at skabe den viden, der kan gøre det lettere for virksomheder at anvende mere genanvendt rustfrit stål med høj og ensartet kvalitet.

Klar til en cirkulær fremtid

Varme og gnister møder én allerede ved indgangen til smeltehallen hos Frese Metal i Slagelse.

“Du må godt gå tæt på, men du kommer til at lugte af røg,” lyder det med et smil.

Bag de glødende ovne arbejder operatørerne med at omsmelte rustfrit stål til nye komponenter, bl.a. store emner til skibsindustrien.

Frese anvender allerede rustfrit stålskrot som råvare i produktionen, men virksomheden ønsker samtidig at være på forkant med den udvikling, der følger med en mere cirkulær industri.

“Vi kommer til at recirkulere mere stål, så for os handler det om at være klar til de fremtidige udfordringer,” siger Rune Engelberth Hansen, ingeniør i Frese Metal.

Han peger på, at genbrug af rustfrit stål langt fra er en ny disciplin for virksomheden. Men når flere virksomheder begynder at recirkulere materialerne lokalt, ændrer forudsætningerne sig.

“På Frese køber vi allerede rustfrit stål som skrot, og det er vores råvare. Det, vi har fundet ud af ved at være med i projektet, er, at når alle begynder at recirkulere rustfrit stål, så kan der ske ændringer – for eksempel bliver der mere af nogle stoffer, som kan ændre, hvordan metallet opfører sig. Det er vi meget interesseret i at vide på forhånd.”

Et eksempel er kulstof, som gradvist kan ophobes i materialet gennem gentagne genanvendelsescyklusser. Selvom ændringerne kan være små, kan de få betydning for både støbeprocessen og kvaliteten af de færdige komponenter. Derfor bliver det afgørende at forstå, hvordan materialerne udvikler sig over tid, og hvordan produktionen kan tilpasses.

Fra laboratorie til støberi

På DTU Construct arbejder forskerne med at forstå, hvad der sker, når rustfrit stål omsmeltes igen og igen.

Forsøgene gennemføres under forhold, der ligger tæt på den virkelige produktion hos Frese. Det betyder, at resultaterne kan omsættes til viden, virksomheder kan bruge i praksis.

“Eksperimenterne har vist os, at genanvendt rustfrit stål opfører sig anderledes sammenlignet med jomfrueligt rustfrit stål. Og der kan være faktorer som f.eks. kulstof- og iltindhold, der påvirker stålkvaliteten,” forklarer Ananya Tripathi, postdoc, DTU Construct.

Viden til produktionen

Projektet handler om at skabe den dokumentation og de værktøjer, der gør virksomheder trygge ved at anvende endnu mere genbrugsmateriale.

“Målet er at udvikle praktiske vejledninger, så industrien kan behandle, omsmelte og bruge metalskrot til cirkulære løsninger i Danmark,” siger Ananya Tripathi.

Hun understreger samtidig, at fremtidens cirkulære produktion kræver et bredere syn på materialerne end blot deres kemi.

“Fremtiden er cirkulær, og for at være klar til den, skal vi kunne arbejde med blandet metalskrot. Ikke kun ud fra den kemiske sammensætning, men også i forhold til form og størrelse.”

Det betyder bl.a., at virksomheder fremover får behov for bedre sporbarhed, dokumentation og viden om, hvordan forskellige typer skrot påvirker produktionen.

Genbrugt kvalitet, man kan have tillid til

Ved at kombinere virksomhedens praktiske erfaringer med forskernes materialeviden bliver det muligt at undersøge, hvilke forhold der får størst betydning, når stadig mere rustfrit stål skal recirkuleres lokalt.

“Det, Ananya kan gøre med fremtidsscenarier, er at sammensætte en metallegering, som hun forventer, den kunne se ud, når resten af Danmark genanvender mere materiale. Og så teste det i praktiske forsøg og se, hvor vi skal være opmærksomme,” siger Rune Engelberth Hansen.

Målet er ikke blot at kunne omsmelte mere rustfrit stål, men at gøre det med en kvalitet og stabilitet, som industrien kan have tillid til. Den viden kan gøre det lettere for danske virksomheder at holde værdifulde materialer i kredsløb og være bedre rustet til en fremtid, hvor cirkulær produktion bliver en stadig vigtigere del af industriens konkurrenceevne.

Om projektet

  • Recirkulér Rustfrit Stål skal gøre det lettere for danske virksomheder at genbruge rustfrit stål lokalt i værdikæden frem for at sende materialet til omsmeltning i udlandet.
  • Gennem forsøg, analyser og virksomhedscases udvikles nye metoder til sortering, kvalitetssikring, genbrug og dokumentation af rustfrit stål.
  • Projektet skal munde ud i konkrete anbefalinger, værktøjer og business cases, som kan hjælpe virksomheder med at øge genbruget af rustfrit stål.
  • Partnerne er bl.a. DTU Construct, SDU, MADE, UCRS samt en række danske produktions- og genbrugsvirksomheder, herunder Frese Metal.
  • Projektet er støttet af Industriens Fond med 6,7 mio. kr. og løber fra 2025-2027.

Aktuelt

Hos Nedschroef producerer de bl.a. skruer, bolte og møtrikker.
Viden

7. september 2026

Metalspåner og brugt olie gemte på et potentiale på 230.000 kroner

Wolly - der designer boliginventar - er en af de sjællandske virksomheder i projektet Man on the Moon.
Viden

24. august 2026

Sjællandske fyrtårne rykker tættere på milliardomsætning

OK Amba er godt i gang med tabeback-strategien for brugte ladestandere, som ses på billedet.
Viden

19. august 2026

OK Amba forlænger brugte ladebokses levetid