Kaffeproducent vil hjælpe dyr og træer tilbage

Kaffeproduktion udnytter mange steder naturen og gør skade på biodiversiteten, men ikke hvis det står til Slow. Kaffeproducenten har nemlig skabt et alternativ på baggrund af en bæredygtig vision med ny tilgang til værdikæder.

Hos virksomheden Slow går biodiversitet og værdikæder hånd i hånd. Det har krævet en særlig indsats, men i dag har virksomheden en fuldt integreret og transparent værdikæde. Hele grundlaget for virksomheden var en stærk vision om at gøre op med den traditionelle kaffeproduktion, der ifølge Sebastian Nielsen, direktør i Slow, er særlig udfordrende i dens påvirkning af naturen.

“Det er vigtigt at fokusere på biodiversitet i fødevareindustrien, fordi vi har et ret stort aftryk på natur, biodiversitet og klima. Kaffe er en af de fødevarer, som driver størstedelen af afskovningen i de tropiske lande. Når vi fjerner skove, så fjerner vi et habitat, og vi ender med at ødelægge den biodiversitet, der var. Derfor er kaffeindustrien et sted, hvor forbrugeren i det globale nord kan drikke kaffe uden at vide, at samme kaffe har smadret biodiversiteten i det globale syd,” siger Sebastian Nielsen.

Kort værdikæde med fokus på lokale kræfter

Hele fundamentet for Slow var at ændre det traditionelle set-up, hvor kaffe skifter hænder 15-20 gange fra kaffefarmen, indtil forbrugeren drikker den. Derfor har virksomheden skabt deres egen værdikæde, der er fuldt integreret, og hvor de selv uddanner deres samarbejdspartnere og leverandører som en del af forretningen. 

“Vi har redefineret forretningsmodellen. Der er ikke signifikant værditilførsel i mange af de her traditionelle led, så derfor besluttede vi, at vi ville være fuldt integrerede. Dvs. vi driver vores farme selv, og vi samarbejder direkte med familier, som producerer kaffe til os. På den måde har vi en fuldt integreret værdikæde, som gør, at vi kan kortlægge og dokumentere påvirkninger på tværs af hele værdikæden. Det ser jeg som et privilegie,” siger Sebastian Nielsen.

Nye kompetencer og en stor organisation var nødvendigt

Når Slow arbejder med en fuldt integreret værdikæde, og samtidig skal hjælpe familierne i Sydøstasien med produktion og omstilling, viser det sig også i deres organisationsdiagram. Virksomheden har næsten 200 ansatte, men kun 15 ansatte i Europa, fordi de fokuserer deres kræfter derude, hvor aftrykket er, og samtidig har en række lokale kræfter til at hjælpe kaffeplantagerne med omstillingen. Ansvaret for de mange processer er derfor også lagt ud til de internationalt ansatte, hvilket gør processerne i kaffeproduktionen betydelig nemmere. Men det stiller også nogle større krav til egne kompetencer.

“Bagsiden af medaljen er, at vi skal kunne alle discipliner. Det er alt fra marketing og pakketering til agronomekspertise i landbrug og eksperter i tropisk skovdrift. Diversiteten i discipliner er noget, vi har udviklet, siden vi startede, og det er ikke perfekt, men der er forbedringer i det rammeværk år for år,” fortæller Sebastian Nielsen.

Data ned til hver enkel kaffepose

Den integrerede værdikæde giver Slow nogle særlige muligheder for dataindsamling og rapportering. Særligt fordi virksomheden har primærdata, som de kan få direkte fra deres farme.

“Jeg kan ringe til min farm operation manager i Laos og sige, at nu har vi brug for at tage jordprøver for at teste ’top soil’-laget eller ’water holding capacity’, fordi det er et datapunkt, jeg eller mine kunder skal rapportere på. Når vi har det datapunkt, som er hængt op på den konkrete råvare, kan det kobles direkte ned på det enkelte batch og dermed i sidste ende faktisk også den enkelte kaffepose,” forklarer Sebastian Nielsen.

Slow bruger en række nye teknologier til at dokumentere og måle, hvordan deres produktion og projekter påvirker naturen. For eksempel fortæller satellitteknologier om karbonbinding under jorden og grundvandshøjder, ligesom de også eksperimenterer med forskellige teknologier, der kan hjælpe med at tælle og måle træer, artspredning og vækst i forskellige arter. Kameraer på farmene dokumenterer hvilke dyr, der langsomt vender tilbage i takt med skovenes udvikling. Det giver Slow mulighed for at give helt præcis information om deres produkters naturpåvirkning.

“Vi har omkring 100 datapunkter på hver farm, vi samarbejder med. Det dækker alt fra produktivitet og socioøkonomiske faktorer til biodiversitet og karbon. Noget bliver valideret af en tredje part, og andre er vores egen dataindsamling,” siger Sebastian Nielsen.

Værdikæder og data gør dem klar til fremtidige rapporteringskrav

Virksomhedens arbejde med værdikæder og data betyder, at de er forberedt til at imødekomme fremtidige rapporteringskrav på biodiversitetsområdet.

“Det bliver spændende at se, om videnskaben er enig med vores nuværende tanker, og når markedet beslutter sig for, hvad vi egentlig gerne vil tale om og måle i forhold til biodiversitet. Så det venter vi på. Men vi er klar til at løfte opgaven, når den kommer, og vi fortsætter vores nuværende tilgang indtil da,” afslutter Sebastian Nielsen.

Hvis du ønsker yderligere inspiration til at arbejde med biodiversitet i virksomheden, kan du finde mange flere cases, gode råd og værktøjer her.

Aktuelt

Nyhed

24. juli 2024

Grøn omstillling: “Vi skal gøre det bedre”

Nyhed

17. juli 2024

Kaffeproducent gør biodiversitet til en forretningsfordel

Nyhed

12. juli 2024

Industriens Fond søger studentermedhjælper med passion for projektledelse og innovation

D-mærket
Nyhed

10. juli 2024

73 procent stigning: Danske virksomheder søger mod mærkningsordning for at styrke it-sikkerheden

De danske cybersikkerhedstalenter, der sikrede Danmark bronze ved de europæiske mesterskaber i 2023. I 2027 kommer EM i Cybersikkerhed til Danmark,
Nyhed

4. juli 2024

Millionindsprøjtning sikrer talentudvikling på samfundskritisk område

Nyhed

3. juli 2024

Ekspertens råd: Sådan får du virksomheden igennem en krise

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.