Har din virksomhed styr på materialeforbruget?

Anders Ziegler Kusk, programleder, Bæredygtig Produktion, Industriens Fond

Anders Ziegler Kusk, programleder, Bæredygtig Produktion, Industriens Fond

MADE hjælper danske produktionsvirksomheder med at få kigget materialeforbruget efter i sømmene.

Kan vi fremstille nye kvalitetsprodukter med glasfiber fra gamle vindmøllevinger, fra ildelugtende ålegræs på stranden eller fra danskdyrket hamp?

MADE’s (Manufactory Academy of Denmark) materialeindsats har de sidste fire år givet danske produktionsvirksomheder adgang til innovation og viden om nye materialer via 41 gennemførte demonstrationsprojekter og 17 events. Og det har uden tvivl styrket konkurrenceevnen for virksomheder i Danmark gennem øget indsigt og anvendelse af avancerede materialer i produktion.

“Det er en stærk platform, der muliggør fremtidens produktion,” siger Anders Ziegler Kusk, der er programleder for Bæredygtig Produktion i Industriens Fond og bliver suppleret af MADE’s direktør, Nigel Edmondson: “Bæredygtighed og materiale går hånd i hånd.”

Fra skrald til nye produkter

MADE er nået ud til over 1.000 mennesker gennem 17 materialeevents over hele landet, heriblandt MADEs materialekonferencer og Deep-Dives med fokus på fremtidens grønne materialer.

”MADE Materiale er en stærk platform, hvor SMV’erne får let adgang til innovation og viden om materialer i en produktionsmæssig sammenhæng,” pointerer Anders Kusk.

Samtidig er 41 materialedemonstrationsprojekter gennemført i perioden, hvor små og mellemstore virksomheder har testet nye materialer og teknologier for at genbruge og genanvende ting, der før var skrald, men nu er en ressource. Det er sket med hjælp fra Teknologisk Institut og FORCE Technology.

Eksempelvis har Coastgrass arbejdet med at omdanne ildelugtende tang til emballage for cremer, Clenflex har fået viden om, hvordan de omdanner brugte vindmøller til kasser og tanke – og Bühler-Meincke har  reduceret vægt og omkostninger ved en pumperotor via 3D-print.

”Demonstrationsprojekterne har med stor succes givet SMV’er mulighed for at få støtte til afprøvning af nye teknologier, kvalitetskontrol og andre materialeteknologiske problemstillinger,” siger Anders Kusk.

Et startskud til nye tiltag

“Materialeforløbene afsluttes ved årets udgang, men støtten fra Industriens Fond har skabt en platform for innovation gennem nye materialeløsninger i MADE,” siger Nigel Edmondson, MADE’s direktør.

MADE vil også fremadrettet samle Produktionsdanmark til events om materiale og tilbyde materiale demonstrationsprojekter. Aktiviteterne vil dog fremadrettet være støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Der er nemlig behov for, at Danmark bliver bedre til at genbruge og genanvende materialer. Det viser den såkaldte Circuarity Gap Report, som er blevet til via en bred alliance med blandt andet Industriens Fond.

Her er der for første gang gjort samlet status over dansk cirkularitet.

”Rapporten viser, at vi i Danmark kun er ca. 4 procent cirkulære, og at vores ressourceforbrug per indbygger – er i verdensklasse. Desværre ikke på en positiv måde,” siger Anders Kusk.

Hvis Danmarks skal forbedre sig i forhold til andre europæiske lande, så kræver det bl.a. at produktionsvirksomhederne går helt nye veje.

Og her kommer MADE ind i billedet, lyder det:

”Det er netop i krydsfeltet mellem fremtidens produktionsteknologi og fremtidens materialer, og mellem vidensinstitutioner og virksomheder, at MADE udfylder en helt afgørende rolle – også i fremtiden,” vurderer Anders Ziegler Kusk.

Læs mere om MADE

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.