Gamle mursten får nyt liv – ny viden skal gøre byggebranchen mere cirkulær

Virksomheden Genbrugssten har siden 2019 arbejdet med at rense og kvalitetssikre brugte mursten, så de kan bruges igen i nye byggerier.
Mursten fra nedrivninger kan få nyt liv i nye byggerier. Men hvis genbrug af byggematerialer skal blive mere end nicheprojekter, kræver det både nye samarbejder, omstilling af produktionen, ændrede vaner og bedre viden om, hvor potentialet er størst.
13. marts 2026 / Bæredygtig produktion
I projektet, Recirkulér byggematerialer – en vej til cirkulær produktion, arbejder virksomheder og vidensinstitutioner sammen om at udvikle løsninger, der kan bringe flere byggematerialer tilbage i kredsløb.
En af virksomhederne i projektet er Genbrugssten, som siden 2019 har arbejdet med at rense og kvalitetssikre brugte mursten, så de kan bruges igen i nye byggerier.
“Det her er ikke bare en niche, men en farbar vej. Det er mit håb, at noget af den viden, vi får skabt i projektet, kan brede sig ud i byggebranchen,” siger Anders Berg Johannesen, teknisk chef hos Genbrugssten.
Hos virksomheden bliver mursten fra nedrivninger renset for mørtel, testet og kvalitetssikret, før de igen sendes ud til byggeprojekter. Ifølge Anders Berg Johannesen er der et stort potentiale i genbrugte materialer – men også et behov for at ændre den måde, branchen arbejder på.
“Genbrug er værd at investere i. Det kan godt have en lille merpris i starten, men hvis vi vil ændre branchen, kræver det, at alle gør en indsats,” siger han.
En branche med stort ressourceaftryk
Byggebranchen er en af Danmarks største industrier med over 200.000 beskæftigede og står samtidig for en betydelig del af landets ressourceforbrug. Omkring 31 procent af de samlede ressourcer i Danmark bruges i byggeriet, hvilket gør sektoren central i arbejdet med en mere cirkulær økonomi.
I dag bliver en stor del af byggeaffaldet nyttiggjort ved eksempelvis at blive knust og brugt som fyld under veje. Men i en cirkulær økonomi handler det om at udnytte materialer så højt oppe i værdihierarkiet som muligt – for eksempel ved at genbruge hele byggematerialer i nye projekter.
Ifølge Martha Katrine Sørensen, souschef i afdelingen for bæredygtigt byggeri på Teknologisk Institut, kræver det blandt andet, at branchen vænner sig til at tænke anderledes om materialestrømme.
“Vi er vant til, at materialer kommer i en uendelig strøm. Fremover skal vi i højere grad tage udgangspunkt i de materialer, der allerede findes, og finde ud af, hvordan de kan bruges bedst muligt,” siger hun.
Ny metode skal identificere potentialet
Som en del af projektet har Teknologisk Institut udviklet en metode til at screene cirkularitetspotentialet i byggematerialer. Metoden bruges til at analysere forskellige materialer og produktgrupper og vurdere, hvor der er størst potentiale for at bringe materialer tilbage i byggeriet.
Screeningen ser blandt andet på materialernes sammensætning, muligheder for genbrug eller genanvendelse samt de processer i værdikæden, der kan stå i vejen for, at materialerne kan bruges igen. På den måde kan producenter få et mere systematisk overblik over, hvor cirkulære løsninger giver mest mening – og hvad der skal ændres for at gøre dem til en reel forretning.
Formålet er at hjælpe virksomheder med at gå fra enkeltstående pilotprojekter til løsninger, der kan produceres i større skala og indgå i byggeriets normale materialestrømme.
“Vi er stadig i en fase, hvor mange cirkulære løsninger er pilotprojekter eller nicheinitiativer. Men vi kan se, at der er potentiale for, at nye typer virksomheder kan vokse frem og spille en større rolle i markedet,” siger Martha Katrine Sørensen.
Der skal volumen til
En vigtig forudsætning for at genbrugsmaterialer kan slå igennem i større skala er, at der er tilstrækkelige mængder til rådighed.
Når rådgivere og entreprenører planlægger et byggeri, skal de kunne være sikre på, at der er nok materialer til hele projektet. Derfor spiller blandt andet selektiv nedrivning og bedre kortlægning af materialer i eksisterende bygninger en vigtig rolle.
Samtidig åbner udviklingen for nye forretningsmuligheder i byggebranchen – eksempelvis virksomheder, der indsamler, dokumenterer og bringer brugte materialer tilbage på markedet.
For Genbrugssten er ambitionen netop at være med til at bygge bro mellem nedrivning, producenter og rådgivere i byggeriet.
“Vi vil gerne være med til at skabe mere viden i branchen og fungere som brobyggere mellem ingeniørdelen og rådgiverne. Hvis flere bliver opmærksomme på mulighederne, kan genbrug af materialer blive en naturlig del af byggeriet,” siger Anders Berg Johannesen.
Vil du vide mere om projektet eller den nye metode til at vurdere potentialet for genanvendelse i byggematerialer, så læs mere her


