Danmark tager til EM i cybersikkerhed, mens hybridkrigen raser

Det danske landshold har trænet intenst frem mod EM i cybersikkerhed, der i år afholdes i Polen.

Det bliver intenst, når det danske cyberlandshold indtager Polen fra den 6. til den 10. oktober til en nervepirrende dyst til EM i Cybersikkerhed. Her skal ti af Danmarks bedste unge hackere konkurrere om at kunne kalde sig toppen af cyber-poppen i Europa.

Cyberlandsholdet har trænet og forberedt sig i månedsvis, og nu er de klar til kamp og har sat kurs mod Warszawa. Her skal de møde 38 andre lande til Europas største hackerkonkurrence, EM i Cybersikkerhed.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kan ikke understrege vigtigheden af årets konkurrence nok.

”Danmark og Europa befinder sig i en skærpet sikkerhedspolitisk situation, hvor intensiverede hybride virkemidler, herunder destruktive cyberangreb, er noget, vi skal forholde os til. Derfor er det også meget positivt at se unge, talentfulde mennesker engagere sig i Cyberlandsholdet og dygtiggøre sig til at kunne bidrage til at passe på Danmark og danske interesser,” siger han.

De seneste år har Danmarks unge hackere gjort sig særligt bemærket i Europa med top-5 placeringer fire år i træk, selvom konkurrencen fra store nationer som Italien, Tyskland og Polen de seneste år har været støt stigende. Det ryster dog ikke landsholdstræner Jens Myrup Pedersen.

”Vi har nogle exceptionelt dygtige og dedikerede spillere, som har lagt virkelig meget energi i træningen. De er fantastiske eksempler på den talentmasse og vilje, der er i det danske cyberfællesskab, og dem kan både jeg og Danmark være rigtig stolte af,” lyder det fra landsholdstræneren, der også er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

Kampene kæmpes i cyberspace

Europamesterskaberne i cybersikkerhed består af flere dages dyst i cyberspace. I én disciplin får landsholdet en server, de skal forsvare, mens de selv skal angribe og forsøge at udnytte de øvrige holds servere.

I en anden disciplin skal de blandt andet finde information i sårbare apps, på websider eller i netværkstrafik.

Scenarierne minder om nogle af de udfordringer, der kan opstå i den virkelige verden, hvor hybridkrige er en del af hverdagen, og hvor virksomheder i massevis angribes af ondsindede hackere fra nær og fjern.

Netop derfor er det på sigt også med til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne, at Cyberlandsholdet bidrager til, at flere unge får øjnene op for at arbejde med cybersikkerhed.

”Danmark har brug for talenter inden for cybersikkerhed. Og med Cyberlandsholdet stiller vi skarpt på netop dem. Landsholdet sætter fokus på cybersikkerhed på en involverende og medrivende måde, og målet er, at flere unge mennesker får interesse for emnet. Selvom det kun er de allerbedste, vi nu sender afsted til EM, så arbejder vi generelt på at skabe en bredt favnende bevægelse, der skal inspirere flere unge til at vælge at starte uddannelse, karriere eller egen virksomhed inden for IT- og cybersikkerhed. På den måde sikrer vi, at danske virksomheder – også i fremtiden – kan stå stærkt inden for cybersikkerhed,” siger Malene Stidsen, der er programchef for Industriens Fonds cybersikkerhedsprogram.

Cyberlandsholdet består i alt af ti spillere mellem 15 og 25 år. Hen over en række kvalifikationsturneringer har de dystet sig frem til en plads på landsholdet ud fra en talentpulje på over 700 unge hackere.

Og efter måneders træning og nidkære forberedelser jagter de nu endnu en rød-hvid podieplads ved europamesterskaberne.

En hel uge med fokus på hacking

Cyberlandsholdet drager efter planen til Polen den 6. oktober og lander hjemme i Danmark den 10. oktober.

Her vil der blive afholdt en lille sammenkomst på Aalborg Universitets campus i København – fra 16:30 til 18:30 – hvor alle med interesse for cybersikkerhed er velkomne til at kigge forbi.

Cyberlandsholdet

Hvor godt kender du det danske cyberlandshold og konsortiet bag holdet?

Det danske cyberlandshold støttes af Industriens Fond, Forsvarets Efterretningstjeneste, Happy42, Aalborg Universitet, IT-Universitetet i København, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School samt en række andre europæiske organisationer.

Aktuelt

Nyhed

11. oktober 2024

Danmark er i top-fem til EM i Cybersikkerhed for fjerde år i streg

Nyhed

27. oktober 2023

Danmark får bronze til EM i Cybersikkerhed

Nyhed

19. september 2022

Det danske cyberlandshold hackede sig til sejr

Nyhedsbrev

Industriens Fond udsender nyhedsbreve én gang om måneden med seneste nyt fra Fonden

INFO

Ved tilmelding bekræfter jeg mit ønske om at modtage nyhedsbreve fra Industriens Fond. I må desuden gerne invitere mig til livearrangementer, webinarer og konferencer via email. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage. Når jeg tilmelder mig nyhedsbrevet, bekræfter jeg at have læst og accepteret Industriens Fonds persondatapolitik.