Danish Tech Challenge 2023: Finalisterne er klar!
Nu kan vi afsløre de seks finalister, der skal kæmpe om at vinde Industriens Fonds Iværksætterpris samt en pengepræmie på 500.000 kr.
21. december 2023 / Nye teknologier
I september 2023 startede 19 udvalgte hardware startups deres rejse i Danish Tech Challenge, og de har nu allesammen fået et 360 graders gennemtjek af deres virksomhed.
I ti år har DTU Science Park, med støtte fra Industriens Fond, drevet vækstprogrammet Danish Tech Challenge. I Danish Tech Challenge er det et adgangskrav for virksomhederne, at deres løsning indeholder hardware. Dette adgangskrav har gjort, at virksomhederne der har gennemgået det fire måneder lange vækstforløb, har arbejdet med teknologier inden for deep-tech, med-tech, pet-tech, sports-tech, og næsten alt derimellem.
Steen Donner, CEO i DTU Science Park, siger:
”Da vi startede Danish Tech Challenge for mere end 10 år siden, var det danske startup økosystem koncentreret omkring udviklingen af software startups og software acceleratorer. Vi ville lave en hardware fokuseret accelerator, og vi mener, at vi har skabt et stærkt program og udviklet på det i løbet af det seneste årti. I starten var programmet mere generaliseret, men vi har formået at få programmet ind i en ny form, hvor det er blevet mere individualiseret og skræddersyet til den enkelte startup og dens udfordringer.”
Ikke kun sjov og ballade…
De fire måneder er ikke kun gået hurtigt fordi, det har været sjovt. Det er også hårdt arbejde at være med i Danish Tech Challenge. Gennem forløbet skal virksomhederne arbejde med alle aspekter i at bygge en virksomhed op. Disse aspekter har vi kondenseret til 12 discipliner:
- Jura & Regnskab
- IP-rettigheder
- Branding & Marketing
- Produktudvikling
- Salg
- Ejerskab & finansiering
- Organisation & team
- Marked & kunder
- Forretningsmodel
- Product Market Fit
- Supply chain
- Bæredygtighed
Hver disciplin har eksperter tilknyttet, der hjælper, rådgiver og udfordrer de deltagende hardware startups med at udvikle deres virksomhed bedst muligt. Og det handler om at være effektiv fra start. Alle 12 discipliner skal nemlig bestås, for at kunne stå i finalen. Her siger Program Manager, Kristine Sylvest Brinks:
“For at blive finalist, så kræver det, at man har fuldt fokus på at flytte og udvikle sig. Da det er fire ekstremt travle måneder, er planlægning og struktur afgørende for, om man lykkes og ”flipper grønt” i alle discipliner. Når man som team bliver presset, betyder det også, at de forskellige teams internt lærer hinanden bedre at kende, så det er bestemt nogle stærke teams, der er med i finalen.”
Hvem er videre i finalen?
De seks finalister i Danish Tech Challenge 2023 er: Clair Scientific, EchoVice, Mixtery, NeoCare Nordic, Phanofi og 2D.
Nedenfor kan du læse mere om de seks finalister:
Clair Scientific har udviklet et automatiseret mikroskop, der leverer top-tier optisk præstation og hastighed takket være fokuskorrigerende teknologi.
EchoVice har udviklet en enhed, der placeres i patientens mundstykke, som forhindrer forskydning af ultralydsprober under perkutan hjerteklapintervention og kardiologiske undersøgelser.
Mixtery har udviklet en indsats kompatibelt med standard lægemiddelflasker, der kan holde den korrekte mængde af den passende fortynder, der er nødvendig for at rekonstituere et givet lægemiddel.
NeoCare Nordic har udviklet en bæremadras til for tidligt fødte børn, der muliggør lette og sikre løft af sårbare børn på neonatal intensiv afdeling, et fysisk produkt uden elektroniske dele.
Phanofi har udviklet en løsning, der adresserer ineffektiviteter i nuværende datacenter-interforbindelsesteknologi, som kun bruger amplitudemodulation (Intensity Mod- IM) af lys, hvilket ikke er skalerbart til at håndtere høj datatrafik.
2D har udviklet en løsning, der tilbyder grafen i et format, der sænker omkostningerne og vanskelighederne ved at arbejde med materialet og giver et mere ensartet produkt.
Vinderen af Danish Tech Challenge 2023 bliver kåret til et awardshow i januar 2024.
Om Danish Tech Challenge
Danish Tech Challenge blev lanceret i 2014 som et udviklingsforløb for hardware-iværksættere, der arbejder med at bringe nye, fysiske produkter til markedet. Programmet drives af DTU Science Park og er støttet af Industriens Fond. Deltagerne får skræddersyet 1:1-sparring, workshops, events, mentorer, en fast skrivebordsplads i DTU Science Park og chancen for at vinde Industriens Fonds Iværksætterpris og 500.000 kr.