Borg Automotive: En simpel idé gjorde genbrug til god forretning

Jesper Møberg er direktør i Borg Automotive

Jesper Møberg er direktør i Borg Automotive

Handelskonflikter, råstofmangel og klimakrav ændrer vilkårene for dansk industri. Men virksomheder har før fundet nye muligheder i perioder med usikkerhed og begrænsede ressourcer.

En morgen i Rudkøbing i 1970’erne ligger en fiskekutter stille ved kajen. Motoren vil ikke starte. Mens båden står stille, forsvinder både tid og indtjening.

Få meter derfra arbejder autoelektrikeren Søren Toft-Jensen på at reparere en starter. Først når den virker igen, kan kutteren sejle.

Situationen gentager sig dag efter dag. Derfor begynder han at stille sig selv et enkelt spørgsmål:

Hvorfor reparere delen, mens kunden venter, hvis en istandsat del kan ligge klar på hylden?

Det spørgsmål blev begyndelsen på Borg Automotive.

I dag er virksomheden Europas største uafhængige remanufacturing-virksomhed inden for bilkomponenter. Forretningsmodellen er enkel: Brugte reservedele indsamles, adskilles, renoveres og sælges igen med samme funktion som nye dele.

“Man kan sige, at vi var smarte, længe før vi selv vidste det,” siger CEO Jesper Møberg.

Men historien handler ikke kun om autodele. Den handler om at opdage værdi i noget, andre opfatter som affald eller et problem. Det er et spørgsmål, mange virksomheder står med i dag: Hvor findes der uudnyttede ressourcer eller forretningsmuligheder i det, vi allerede har?

Forestillingsevne som konkurrencekraft

Borg Automotive er et eksempel på det, projektet Green Horizon kalder forestillingsevne: evnen til at se andre muligheder end dem, der allerede findes.

Den tankegang er central i den digitale fremtidsby Lillevirke, som er udviklet gennem Green Horizon. Her undersøges, hvordan en klimapositiv og konkurrencedygtig dansk fremstillingsindustri kan se ud i 2050.

“Den største risiko er ikke at tage fejl om fremtiden. Den største risiko er at fortsætte, som om verden ikke ændrer sig,” siger Andreas K. Mortensen, projektleder i DDC – Dansk Design Center, der sammen med en række virksomheder og brancheorganisationer har skabt Lillevirke med det formål at aktivere forestillingsevnen.

Fra niche til industri

Ifølge erhvervshistoriker Anders Ravn Sørensen fra Copenhagen Business School begynder mange industrielle gennembrud som små eksperimenter.

Han peger på vindmølleindustrien som et eksempel. I årtier blev vindenergi betragtet som en niche uden større fremtid. Men teknologien blev videreudviklet gennem små virksomheder og værksteder, indtil ændrede markedsvilkår gjorde den central.

“En ny mulighed opstår ofte, når der sker noget ude i verden, vi ikke kan kontrollere. Så kan en teknologi eller løsning, der har udviklet sig i årevis, pludselig blive central,” siger han.

Samme udvikling ser Jesper Møberg i dag omkring remanufacturing.

Det, der begyndte som en praktisk løsning på et driftsproblem i 1970’erne, passer nu ind i en virkelighed præget af klimakrav, ressourceknaphed og fokus på forsyningssikkerhed.

Cirkulær økonomi – før det hed cirkulær økonomi

Borg Automotive blev ikke grundlagt med en grøn ambition.

Virksomheden ville løse et konkret problem for kunderne. Men resultatet blev en model, der i dag adresserer nogle af industriens største udfordringer.

“I stedet for hele tiden at fokusere på at købe nyt, har vi tænkt cirkulær økonomi ind i autoindustrien. Der har været et behov, og det behov har vi løst,” siger Jesper Møberg.

Når en komponent genopbygges frem for at blive erstattet af en ny, reduceres både ressourceforbrug og klimaaftryk. Samtidig bliver værdifulde materialer i Europa længere tid i kredsløb.

Det er en pointe, der også har fået en geopolitisk dimension.

“Mange af de råvarer, vi er afhængige af, er begrænsede. Når de først er kommet til Europa, skal vi holde på dem og bruge dem så længe som muligt,” siger Jesper Møberg.

Innovation kræver vedholdenhed

Vejen har ikke været uden modstand.

Kunder skulle overbevises om, at genopbyggede reservedele kunne matche nye produkter. Samtidig har lovgivning i perioder gjort det vanskeligt at transportere brugte komponenter på tværs af landegrænser, fordi de blev klassificeret som affald.

Men ifølge Anders Ravn Sørensen er modstand ofte en del af innovationsprocessen.

“Vindmøllehistorien er et langt sejt træk, hvor mennesker har insisteret på, at det kan lade sig gøre – også når det ikke virker økonomisk oplagt.”

Det samme gælder Borg Automotive. Virksomheden har brugt årtier på at udvikle og dokumentere en løsning, som i dag er blevet mere relevant end nogensinde.

Grøn omstilling skal løse et problem

Efter mere end 50 år i industrien er Jesper Møbergs vigtigste læring enkel:

“Hvis man vil være levedygtig i 50 år og 50 år mere, er man nødt til at løse et behov i markedet. Man skal være relevant for nogen, der vil købe det.”

For ham er grøn omstilling ikke et mål i sig selv. Den skal skabe værdi for kunderne.

Det var præcis dét, Søren Toft-Jensen gjorde på havnen i Rudkøbing. Han ville ikke redde verden. Han ville få en båd hurtigere tilbage på havet.

Måske er det også sådan mange af fremtidens forretningsmuligheder opstår: Ikke med store strategier, men med et konkret problem og en ny måde at løse det på.

Hvilke muligheder gemmer sig i jeres forretning?

Historien om Borg Automotive viser, at nye forretningsmuligheder ofte opstår dér, hvor virksomheder ser på eksisterende ressourcer, produkter eller processer med nye øjne.

Hvilke materialer, reststrømme eller produkter kunne få nyt liv i jeres virksomhed? Hvilke løsninger udvikler I allerede i dag, som kan blive afgørende, når markedet ændrer sig?

I Green Horizon og den digitale fremtidsby Lillevirke kan virksomheder udforske mulige fremtider for dansk industri og få inspiration til, hvordan omstilling kan omsættes til nye forretningsmuligheder.

Kickstart forestillingsevnen via Lillevirke her