Bæredygtig og resilient produktion: et strategisk konkurrenceparameter

Virksomheder, der prioriterer bæredygtighed og kommer først til markedet med grønne løsninger, styrker deres konkurrencekraft og forsyningssikkerhed. Det ønsker Industriens Fond at understøtte.
20. januar 2026 / Bæredygtig produktion
Ressourceforbruget og udledninger fra industriel produktion udgør både en trussel for naturen, klimaet og den menneskelig trivsel.
Samtidig står virksomheder i dag over for en virkelighed, hvor de globale markeder bliver mere opdelte og regionaliserede, som resultat af geopolitiske vinde. Virksomheder skal i langt højere grad end før tage stilling til, hvordan de tilrettelægger deres produktion og værdikæder smartere og med et reduceret aftryk.
Det er i dette krydsfelt mellem klima, konkurrencekraft og robusthed, at Industriens Fond har gjort bæredygtig og resilient produktion til et strategisk fokusområde.
Fondens vision er klar: Danmark skal være førende inden for bæredygtig og resilient produktion. Og missionen er tilsvarende ambitiøs: Bæredygtig produktion skal være et konkurrenceparameter for dansk erhvervsliv, ikke en byrde.
Grøn omstilling er blevet forretning
Bæredygtighed i virksomheder har i flere år været båret af gode intentioner og lovgivning. I dag er billedet et andet. Den grønne omstilling skal bæres af innovation og forretning, for ellers sker der for lidt og for langsomt. Og virksomhederne går glip af konkurrencefordele.
Den globale klima- og miljøkrise åbner for nye vækstmarkeder. Virksomheder, der udvikler løsninger, som reducerer udledninger, sparer ressourcer eller gentænker produktion og materialer, står stærkt i konkurrencen om fremtidens kunder.
Bæredygtig produktion handler derfor ikke kun om at mindske negativ påvirkning af klima og natur. Det handler om at styrke virksomhedernes langsigtede konkurrenceevne, reducere risici og skabe ny værdi.
Et efterslæb i den danske produktionssektor
Trods de åbenlyse muligheder arbejder for få danske produktionsvirksomheder i dag strategisk og forretningsmæssigt med grøn omstilling. For mange er bæredygtighed en compliance-øvelse snarere end en integreret del af kerneforretningen.
Årsagerne er velkendte. Det kræver ny viden, teknologisk udvikling og nye kompetencer at gøre produkter, processer og forretningsmodeller mere cirkulære, klimavenlige og robuste. Og især små og mellemstore virksomheder kan have svært ved at finde overskuddet til at foretage forandringen.
Men hvis virksomhederne lykkes med omstillingen, er gevinsterne betydelige. De kan reducere ressourceforbrug og omkostninger, styrke deres position i værdikæden og blive mindre sårbare over for udsving i priser, leverancer og regulering.
Vi vil skabe og udbrede ny viden, så produktionsvirksomheder kan minimere deres klima- og ressourceaftryk samtidig med, at de styrker forretningen.
Vil vil sikre tilstedeværelsen af de nødvendige kompetencer til at accelerere den grønne omstilling.
Vi vil styrke innovation og iværksætteri til gavn for en mere bæredygtig produktion.
Iværksættere med løsninger
Heldigvis spirer det med grønne idéer i Danmark. Iværksættere udvikler nye materialer, energi- og miljøteknologier og forretningsmodeller, der giver udtjente produkter nyt liv og skaber fundamentet for fremtidens produktionsvirksomheder.
Alligevel når mange af de gode løsninger aldrig ud i markedet. Kløften mellem idé og skalering er stor, og samarbejdet mellem etablerede produktionsvirksomheder og grønne iværksættere er ofte begrænset.
Sådan arbejder Industriens Fond med bæredygtig produktion
Den grønne omstilling kræver mere end enkeltstående projekter. Den kræver viden, kompetencer og innovation, der kan forankres bredt i erhvervslivet. Gennem partnerskaber, projekter og vidensopbygning arbejder Industriens Fond for at gøre bæredygtig og resilient produktion til en styrkeposition for Danmark.
Industriens Fonds strategiske engagement udspringer af en ambition om, at dansk erhvervsliv ikke blot skal tilpasse sig fremtidens krav, men være med til at definere løsningerne. Når bæredygtighed og forretning går hånd i hånd, kan grøn omstilling blive en konkurrencefordel – til gavn for virksomhederne, samfundet og de generationer, der følger.
Seneste nye projekter

Community for cirkulær produktion i Danmark
Bæredygtig produktion

Center For Grønnere Forretning
Bæredygtig produktion

reManuFactory – nationalt videnscenter for genfremstilling
Bæredygtig produktion

Cirkulære produkter – ecodesign og produktpas
Bæredygtig produktion

Cirkulært kompetenceløft – ledelse, innovation, produktion
Bæredygtig produktion

Takeback strategier – sæt retning for din cirkularitet
Bæredygtig produktion